Sofie Linde er bekymret for sangstjerne inden blodbad i X Factor

Fredag aften kæmper deltagerne i 23+-kategorien om stolene i den frygtede 5 Chair Challenge. Se Vanessas optræden allerede nu.

I aften skydes X Factors frygtede og nådesløse stoleleg i gang.

Det er nemlig blevet tid til 5 Chair Challenge - eller som Remee omtaler det; 'X Factors blodbad'.

Her skal deltagerne én for én på scenen og synge for dommerne og håbe, at de får lov at sætte sig i en af de fem eftertragtede stole.

Og ikke mindst håbe, at de får lov at blive siddende.

De kan nemlig hurtigt blive skiftet ud, hvis dommerne ser mere potentiale i de efterfølgende deltagere.

Ingen kan derfor vide sig sikker, før alle har været på scenen.

Rystende nervøs

En af dem, der skal kæmpe om en stol i aftenens udgave af X Factor, er 24-årige Vanessa, der er født og opvokset i Flippinerne.

Efter bare 3,5 år i Danmark står hun nu over for tre af musikbranchens tunge drenge, som hun skal overbevise om sit sangtalent.

Og hun er med god grund rystende nervøs.

Det er nemlig ikke hverdagskost at optræde for en propfuld sal og over en million seere.

Sofie Linde står klar bag scenen med moralsk opbakning og et stort knus, inden Vanessa skal op foran dommerne og publikum.

- Dyb indånding. Jeg krydser fingre for dig, siger hun og sender sangfuglen af sted.

Nervøsiteten forhindrer dog ikke Vanessa i at gøre sin entré med et stort smil på læberne, og ej heller i at levere en overbevisende version af 'Unsteady' med X Ambassadors.

Se hendes optræden allerede nu i videoen øverst.

I aften klokken 20 på DR1 og DR TV kan du se, om Vanessas optræden er god nok til at sende hende videre i X Factor, når 23+-kategorien kæmper om stolene i 5 Chair Challenge.

Facebook
Twitter