Sofie var nybagt mor og X Factor-vært på én gang: Et mirakel, det lykkedes

En propfyldt kalender bliver nu erstattet med tid og ro til familien for X Factor-værten Sofie Linde.

Hun har lavet X Factor, hun er blevet gift - og hun er blevet mor.

Jo, Sofie Linde har i den grad haft nok at se til de seneste måneder.

Men nu trækker den populære tv-vært så også stikket for en stund.

Det fortalte hun efter DRs sidste sæson af X Factor fredag aften.

- Jeg skal hygge mig med min familie og på barsel. Det har jeg faktisk glædet mig en lille smule til, så det er min plan, lyder det fra Sofie Linde.

For knap to måneder siden fødte Sofie Linde sin og Joakim Ingversens første datter, Trine, hvilket betød, at Joakim overtog tjansen som X Factor-vært fra sin hustru i de første to liveshows.

Sofie Linde og Joakim Ingversen sammen på scenen under årets X Factor-liveshows. (Foto: Martin sylvest © Ritzau Scanpix)

'Nogen har holdt hånden over os'

Men siden Sofie Linde selv vendte tilbage i spotlightet, har hun altså måttet skifte mellem rollen som mor og X Factor-vært fredag aften.

Noget, der dog viste sig at være overraskende let, fortæller hun.

- Det har været vildt særligt, og det er faktisk gået virkelig, virkelig godt. Hver fredag er vi gået ind med krydsede fingre, og aftalen med DR har jo været, at hvis der er det mindste kvæk, så har jeg kunnet sige 'nej tak, den går ikke alligevel'.

- Men mirakuløst er der altså nogen, der har holdt X Factor-hånden over os, for hun (Trine) har sovet både gennem generalprøver og også under selve finaleshowet. Vi kunne ikke være mere heldige, siger Sofie Linde.

Hvorvidt den prisvindende vært drømmer om at fortsætte med at stå i spidsen for X Factor, når programmet næste år rykker over til TV 2, har hun slet ikke gjort sig nogle tanker om.

- Jeg aner ikke, hvad der skal ske. Jeg aner ikke, hvad min plan er ud over barsel.

Se interviewet med Sofie Linde efter X Factor-finalen i videoen øverst.