Sophia Nohr bjergtog dommere og seere med sin inderlighed og skrøbelighed på X Factors ellers bombastiske scene, da hun var med i konkurrencen i 2015.

Men selvom roserne var store og blev kastet om ørerne på den dengang 25-årige sangerinde, så tænker Sophia i dag tilbage på X Factor-oplevelsen som en intens periode.

- Det var en rutsjebane af oplevelser. Det var et forløb, hvor jeg blev klogere på mig selv og på, hvad jeg vil med musik. Det er en helt særlig tid, siger Sophia.

Når den i dag 28-årige sangerinde kigger i bakspejlet og reflekterer over sin tid i X Factor, er hun blevet bevidst om, hvor nemt det var at glemme sig selv, når man deltager i så stort et underholdningsprogram som X Factor.

Vi har været rigtig meget sammen efter X Factor. Det har været lige fra legeaftaler med vores børn til heftige byture og i professionelle sammenhænge.

Sophia om Lina Rafn

- Jeg lærte at mærke efter og finde mine egne grænser. Jeg lærte, hvornår jeg skal sige fra overfor noget, jeg ikke føler, jeg har mig selv med i. Det handler både om at være modig og bryde sine grænser men også huske at have sig selv med i det, siger Sophia og fortsætter.

- Det handlede for eksempel om, hvad for noget tøj jeg skulle have på, og hvilke sange jeg skulle synge. Man kommer igennem en mølle af meninger fra velmenende, professionelle mennesker, som mener det bedste. Men hvis du ikke har dig selv med, så udstråler du det på scenen.

"Der var ikke harmoni"

Da Sophia måtte sige farvel til X Factor, var det netop af den grund, at hun ikke følte, hun kunne kende sig selv i den måde, hun blev fremstillet på scenen.

- Min stylist, som er dygtig og fantastisk, havde set et par Stella McCartney-bukser på catwalken og syntes, at jeg skulle havde dem på. Og jeg tænkte bare ’nej, nej, nej’. Jeg ville aldrig vælge de bukser, og jeg følte ikke, de passede ind i sangens univers. Det var et mismatch, og der var ikke harmoni. Så jeg endte med at fokusere på nogle forkerte ting i stedet for at have ro og bare synge sangen, siger Sophia Nohr, der blev stemt ud af programmet samme aften.

Veninde med Lina

Sophia havde Lina Rafn som mentor i de voksnes kategori. Og dét forhold betød meget for Sophia, der, efter et brud med en mand, fik hjælp til at håndtere de flossede følelser af den erfarne dommer.

- Lina er så mangesidet og har så mange kvaliteter, som er inspirerende. Hun har været meget berigende for, at jeg kunne få min personlighed frem. Jeg kan godt være udadvendt i mit rette element og godt tilpas. Men jeg kan også hurtigt blive indelukket, hvis jeg er i tvivl om, hvorvidt folk helt forstår mig, fordi jeg er så følsom. Og det ser Lina i mig og forstår 100 procent, siger Sophia.

Deres samarbejde er kommet Sophia til gode både under X Factor, men også i tiden efterfølgende, hvor de to har udviklet et venskab med alt, hvad der dertil hører.

- Vi har været rigtig meget sammen efter X Factor. Det har været lige fra legeaftaler med vores børn til heftige byture og i professionelle sammenhænge. Desværre er jeg ikke så ofte i København længere, og vi er begge nogle travle damer. Men hvis jeg ringer til hende, er det helt naturligt at snakke sammen, fortæller Sophia.

Aldrig mere alenemor

I X Factor var der meget fokus på Sophias funktion som ung alenemor til sine to små piger, som hun fik, da hun var 19 og 23. I dag bor hun i Roskilde med døtrene Nola på otte og Alma på fire.

Men noget har ændret sig, siden singlekvinden og solosangeren stod på scenen i X Factor i 2015.

Huset i Roskilde er nemlig købt sammen med Sophias kæreste Anders Emil, som hun skal giftes med til efteråret.

- Det er egentlig meget sødt… Jeg stod og skulle bruge en kontrabassist og skriver ud på Facebook, hvor min gamle gymnasiekæreste så tilbyder sin hjælp. Vi havde ikke haft kontakt i otte år. Og efter spillejobbet spørger han, om han må sove hos mig, fordi der ikke gik noget tog hjem til ham selv på den tid af døgnet. Hvilket var løgn, haha, men så tog vi hjem til mig, og så har vi været sammen lige siden, siger en forelsket Sophia.

- Jeg er faldet pladask for det, og nu skal vi giftes.

En anderledes Grand Prix-stjerne

Det er dog ikke kun bryllupsplaner, børnepasning, byture, der har fyldt i Sophia Nohrs liv, efter spotlyset i X Factor slukkede.

Allerede året efter sin medvirken i sangkonkurrencen tændte der sig et nyt rampelys, da Sophia stod på scenen i Horsens og var en del af Melodi Grand Prix 2016.

Her deltog hun med sangen ’Blue Horizon’. Og det var en mangeårig drøm, der gik i opfyldelse for sangerinden.

- Det var en barnedrøm, der blev til virkelighed. Det var virkelig fantastisk. Også fordi det ikke var en typisk Grand Prix-sang jeg stillede op med. Og når den slags kan være med, er det jo virkelig fedt, lyder det begejstret fra Sophia, der beskriver sin sang som ’en moderne, nordisk fortolkning af bluegrass og countrypop’.

Men på trods af den store oplevelse, så ærgrer Sophia sig stadig over, at hun ikke var helt på toppen, da hun ellers stod midt i sin store drøm.

Det var en barnedrøm, der blev til virkelighed. Det var virkelig fantastisk.

Sophia om at være med i Melodi Grand Prix

- Jeg var voldsomt syg og på opiumsdråber og sindssyge stoffer for at komme igennem, med det lykkedes da. Men jeg ville ønske, at jeg havde været mere frisk, selvom det var en fantastisk oplevelse. Men jeg havde min barndomsveninde med, som er mega Grand Prix-nørd. Så det var stadig kæmpestort, lyder det med et grin fra Sophia.

Og går man rundt som Grand Prix-fan og håber at se Sophia i Grand Prix-sammenhæng igen, skal man måske ikke vente så forfærdeligt længe. Den 28-årige sangerinde kunne nemlig snildt finde på at stille op igen.

- Det er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg vil! Jeg elsker Grand Prix, så jeg vil da se, om det kan lade sig gøre igen, hvis muligheden og den rigtige sang er der, siger hun.

Fremtidens musik

Inden Sophia kommer til at stå på Grand Prix-scenen igen, er hendes fokus imidlertid på et andet projekt.

Hun har blandt andet optrådt live med sin musik i svensk P3, og så har hun har startet bandet Nohrland, hvor hun lige nu er i fuld gang med at skrive sange, inden de sidenhen skal indspilles og udkomme.

- Det er et bluegrass-inspireret projekt med akustiske instrumenter. Det er originalt, nordisk bluegrass. Vi kalder det Nohrland. Det er et band bestående af, synes jeg, de bedste indenfor denne her bluegrass/country-genre i Danmark. Jeg ville finde nogle, der brænder lige så meget for den type musik som mig, for den ikke er så udbredt herhjemme, så det bliver rigtig spændende, hvordan det bliver taget imod, fortæller Sophia, der dog ikke vil sætte en fast udgivelsesdato på projektet endnu.

- Det er en skriveproces lige nu, og lige så snart vi har nok, så vil vi gerne udgive det. Og ellers vil vi løbende opdatere på Facebook. Men vi har da spillet på nogle festivaler, og det er rart at høre, at interessen er der, selvom vi ikke har udgivet noget endnu, siger en stolt Sophia Nohr.

Vil inspirere ungdommen

Ved siden af musikken arbejder Sophia Nohr med unge mennesker og forsøger at få dem til at træffe gode livsbeslutninger. Og det er et job med flere facetter.

For udover det daglige arbejde som ungerådgiver i Roskilde kommune, så er Sophia også ambassadør for foreningen MOT Danmark, hvor hun tager ud og holder foredrag og synger for udskolingsklasser.

- Jeg er forhåbentlig med til at inspirere dem til at turde gå efter deres drømme og til at turde udvise mod, uanset hvad de har med sig i bagagen, så de ikke er tilbageholdende i forhold til det, de vil, fortæller Sophia Nohr om sit arbejde, som på dén måde kombinerer Sophias to største passioner.

- Det er helt fantastisk, at jeg på den måde kan få lov til at spille musik og hjælpe unge mennesker på samme tid. Jeg brænder lige meget for begge dele og ville ikke kunne vælge mellem at være musiker eller ungerådgiver, afslutter hun.