Stort dansk rockband gæster X Factor på fredag

X Factor får fornemt besøg på fredag. Rockgruppen Nephew optræder nemlig med deres spritnye single.

På fredag er det tid til det andet liveshow i årets X Factor, og her bliver både seere, deltagere og dommere vidne til en vaskeægte verdenspremiere.

Det bliver nemlig første gang nogensinde, at Nephew optræder live med deres nyeste single 'Amsterdam', som for nylig stormede ind på andenpladsen over de mest spillede sange i dansk radio.

'Amsterdam' er Nephews første udgivelse i seks år og stammer fra deres ep 'Vinter – i – Ring'.

Det er også bandets første udgivelse i deres nye konstellation, som ud over de garvede herrer i gruppen nu også tæller sangskriver og producer Marie Højlund .

Nephew er spændt

Nu gør Nephew så comeback på livescenen efter fire års pause, når de gæster X Factor.

- Vi synes alle seks i bandet, at det føles enormt meningsfuldt og ganske enkelt skide sjovt at spille sammen, så vi glæder os til at gøre det i X Factor foran hele fredags-Danmark. Det bliver fedt og surrealistisk at træde op på den scene, som os med børn kigger på hver fredag - lidt ligesom at træde ind i Disney Sjov, lyder det fra Nephew.

En forrygende oplevelse venter seerne

DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, glæder sig over, at X Factor kan lægge scene til et af landets største bands.

- Det bliver helt fantastisk at se Nephew på X Factor-scenen, lyder det fra Jan Lagermand Lundme.

- Nephew har over de seneste 15 år markeret sig som et af Danmarks største bands og ikke mindst et virkelig dygtigt liveband, som årets deltagere vil kunne lære meget af. Samtidig er jeg sikker på, at det bliver en helt forrygende oplevelse for seerne hjemme i stuerne, siger han.

Du kan opleve Nephew og alle deltagerne live i X Factor på fredag klokken 20 på DR1 og DR TV.