Thomas Helmig optræder til X Factor-finalen

Til fredagens X Factor-finale vil Thomas Helmig optræde med det spritnye nummer 'Vi er de eneste'.

(© Jakob Mark)

Der er lagt op til et brag af en finalefest, når 11. og sidste sæson af X Factor på DR1 fredag aften når sin afslutning, og vinderen skal kåres.

Med til festen kommer ingen ringere end Thomas Helmig.

Den levende poplegende udsendte i marts til stor overraskelse albummet 'Takker', hvorfra han i X Factor på fredag skal optræde med den første skæring, 'Vi er de eneste'.

I fire årtier har den i dag 53-årige popsnedker serveret masser af popperler for danskerne, heriblandt 'Det er mig der står herude og banker på', 'Nu hvor du har brændt mig af', 'Stupid Man' og naturligvis 'Den jeg elsker, elsker jeg', som han i 1988 indspillede med Søs Fenger, Anne Linnet og denne sæsons X Factor-dommer Sanne Salomonsen.

Har spillet en sjov rolle i X Factor

DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, glæder sig til at få besøg af Helmig Senior i årets finale.

- Thomas Helmig er en vaskeægte institution i dansk musik, som har formået at levere det ene hit efter det andet igennem snart 40 år. Dét er imponerende! Og så har han jo haft en sjov og væsentlig rolle mellem dommerne i denne sæson. Det bliver helt fantastisk at opleve ham live i X Factor-studiet, og jeg er helt sikker på, at både seere, deltagere og dommere vil tage godt imod ham, siger han.

Hvad underholdningschefen henviser til, kan du få genopfrisket i dette klip fra det første auditionprogram.

Selve finalen bliver et opgør mellem de to voksne solister Jamie Talbot og Rasmus, der begge er under Remees vinger, samt Thomas Blachmans trio Place on Earth.

Se finalen af X Factor 2018 fredag klokken 20 på DR1 og DR TV.

Facebook
Twitter