DR har netop annonceret, at den kommende sæson af X Factor bliver den sidste. DRs underholdningschef forklarer her baggrunden - og fortæller om, hvad der skal erstatte seersuccesen på DR1.
Det er naturligt at stoppe X Factor efter 11 sæsoner, siger du i en pressemeddelelse. Hvorfor er det det?
Det nemmeste ville være bare at fortsætte med X Factor, indtil seerne var blevet trætte af det. Men en public service-station som DR har en forpligtelse til at være vital og turde noget nyt.
Når den kommende sæson er slut, så har vi kørt i 11 sæsoner, og vi mener, at danskerne fortjener at få noget nyt.
Danmark er et andet land, end det var da vi startede X Factor i 2008, og derfor er det også interessant at finde ud af, hvordan et underholdningsprogram skal se ud i 2019, så det afspejler vores tid. Det glæder jeg mig til at gå i gang med at finde ud af sammen med gode mennesker fra DR og fra hele produktionsmiljøet.
Havde det ikke været mere naturligt at stoppe efter jubilæumssæsonen nr. 10, som DR sendte i foråret, frem for at lave endnu en sæson?
Det er ikke et tal, der afgør det. Vi fornemmer, at det er det rigtige tidspunkt at prøve noget nyt nu.
Kommer DR til at prioritere underholdning lavere fremover, når X Factor lukker?
Nej. Det er ikke et signal om, at vi vil have mindre underholdning på DR1. Vi synes bare, der er behov for at skabe noget nyt. Og det er en stor opgave, der venter os med at udvikle det.
Hvad bliver så fremtidens underholdning på DR1?
Det vil være for tidligt at sige nu. Vi vil gerne have en hel branche i spil med kreative input. Lige nu vil vi holde øjne, ører og hjerter åbne. Når vi kommer længere frem, skal jeg blive mere konkret.
DR1 har sammen med Nordisk Film bl.a. udviklet Vidunderbørn og Alle Mod 1, der begge vender tilbage på DR1. Bliver det mere af den slags, seerne får fremover?
Det er to fantastiske programmer, som er udviklet til DR1, og som nu har succes i andre lande. De har begge to vist, at det godt kan lade sig gøre at udvikle nye underholdningsformater og viser to retninger, der fungerer godt. Nu skal vi så finde på noget helt tredje.