William og Victor blev teenage-stjerner i X Factor. Nu er de på vej med ny musik

William og Victor nåede hele vejen til X Factor-semifinalen sidste år. Nu arbejder de på ny, dansksproget musik.

Fætrene Victor (th.) og William (tv.) nåede til semifinalen i X Factor 2017. Nu er de snart klar med deres egen musik. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Med charme, gode sangstemmer og lækkert hår sang fætrene i duoen VKation, William og Victor, sig sidste år hele vejen frem til semifinalen i X Factor.

Her et års tid efter, at de to fyre for første gang dukkede op på danskernes tv-skærme, er de snart klar med spritny musik, fortæller Victor begejstret.

- Vi arbejder på højtryk for at blive færdige med vores musik. Men jeg er ret perfektionistisk, så det skal være helt rigtigt, før vi udgiver noget.

Som modvægt til Victors tidskrævende perfektionisme er der heldigvis fætteren William.

- Vi supplerer hinanden ret godt, siger Victor om samarbejdet med William.

- Hvor jeg er meget perfektionistisk, er William meget mere sådan 'kom nu, skal vi ikke bare gøre det?'.

- Ja, jeg klart mere typen, som går i studiet og synger en sang og tænker, den skal ud med det samme, griner William.

Se hele VKations audition i X Factor 2017

X Factor gav blod på tanden

De to fætre har altid spillet musik sammen og drømt at kunne gøre det sammen resten af livet. Den drøm er kun blevet yderligere forstærket takket være X Factor.

Det har givet os masser af blod på tanden at være med i X Factor.

VKation

- Det har givet os masser af blod på tanden at være med i X Factor. Hele forløbet har givet os en bedre fornemmelse af, hvordan vi skal lave musik - og hvad vi skal lave, forklarer Victor.

Hvad vi kan forvente os af den kommende musik, må vi vente med at høre. De løfter dog sløret for et vigtig detalje:

- Vi er kommet frem til, at vi vil synge på dansk. Vi kan meget bedre udtrykke os på dansk, fortæller Victor.

- Vi har prøvet med både dansk og engelsk, når vi har lavet et nummer. Så har vi spillet det for vores venner, som alle sagde, at den engelske version var god, men at det bare ramte bedre, når det var på dansk, supplerer William.

I X Factor havde VKation også succes med at synge på dansk. Hør dem synge Ukendt Kunstners 'Overleve' her.

VKation synger Ukendt Kunstner - Overleve

Stadig venner med Mette Lindberg

Det var musikeren Mette Lindberg, der sidste år førte fætrene i VKation hele vejen til semifinalen i X Factor. Og deres tætte forhold til dommeren er stadig intakt.

- Vi snakker stadig med Mette og har også sendt nogle af vores sange til hendes kæreste (musiker Anders Christensen, red.), fortæller Victor.

William og Victor er stadig i kontakt med deres dommer Mette Lindberg. (Foto: Frederik Højfeldt Nissen © dr)

- Vi kan godt lide hinandens selskab, så det er meget venskabeligt mellem os. Og så har de (Mette Lindberg og Anders Christensen, red.) har altid sagt, at hvis vi vil lave musik, så kan vi henvende os til dem, fortsætter William.

Selvom Mette Lindberg ikke længere er aktivt involveret i fætrenes musik, så har hun sat et afgørende musikalsk aftryk på de to unge musikere.

- Hun er ikke vores mentor, men det betyder noget for os, at Mette og hendes kæreste godt kan lide den musik, vi laver, fordi Mette har lært os så meget. Og det har AC (Anders Christensen, red.) også. De har dannet os som musikere, kan man sige.

Har fået mere selvtillid

Som deltager i X Factor er der mange nye, vilde oplevelser, der står i kø på én gang. Men særligt én optræden tænker både Victor og William ofte tilbage på.

- I tredje liveshow røg vi i farezonen for første gang. Der havde vi det virkeligt nederen, husker Victor.

Man bliver mere moden, når man har oplevet så mange vilde ting.

VKation om X Factor

- Men da vi så næste uge gik videre med 'Unchained Melody', var det en virkelig fed følelse, husker Victor begejstret.

William er helt enig.

- Vi havde det selvfølgeligt nederen i ugen op til, men da vi begyndte at øve med vores jakkesæt på og stod på scenen, fik jeg helt gåsehud. Der begyndte jeg at tro på, at vi godt kunne gå videre, fortæller han.

Og det var der god grund til. VKation sikrede sig nemlig netop den aften flest seerstemmer.

Se VKation optræde med 'Unchained Melody' i X Factor 2017

De to fætre bor i dag i hver deres ende af landet. William går i 1. G i Hellerup, og Victor går i 2. G i Odense.

Ud over musikken har de også taget noget andet med sig fra deres X Factor-forløb, fortæller William.

- Vi har taget en større selvtillid med os. Man bliver mere moden, når man har oplevet så mange vilde ting og overvundet de store nerver, der er, inden man går ind på den scene.

- Så i dag føler man sig lidt ældre på en måde. Man har fået rigtig meget mod og er blevet stærkere.