X Factor-boss inden neglebidende finale: Favoritterne har skiftet fra uge til uge

X Factor-finalen fredag aften bliver én af de tætteste nogensinde, mener DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

Overraskelsen var malet i ansigterne på Blachmans gruppe Place on Earth, da de gik videre i X Factor. Nu er de klar til finalen - sammen med Remees to talenter, Rasmus og Jamie Talbot. (Foto: © Martin sylvest, Scanpix)

Fredag afgøres det, hvem der kan kalde sig vinder af den uigenkaldeligt sidste omgang X Factor på DR. Men modsat tidligere sæsoner har der ikke på forhånd været noget helt klart billede af en vinder.

Vita blev tidligt udråbt som den oplagte vinder - men hun blev stemt ud to uger inden finalen. Jamie Talbot havde favoritstatus - men måtte en tur i farezonen. Og i sidste uge blev Sigmund til manges store overraskelse stemt ud.

- Det bliver reelt spændende, det gør det virkelig. Det er ikke noget, jeg bare siger. Alt kan ske, siger DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

Som den eneste i DR kender han stemmefordelingen fra de forgange uger. Det afviser han at løfte sløret for. Først i næste uge går DR ud med stemmetallene for ikke at ødelægge spændingen inden finalen.

Men han forudser en nervepirrende tæt afgørelse mellem finalisterne Place on Earth, Jamie Talbot og Rasmus.

- De har alle tre været favoritter, og det siger noget om det høje niveau, vi har været vidne til i år. Nogle gange har der været én favorit fra start, der var dén, der også vandt i sidste ende, og andre gange har det svinget. Men bookmakerne har svært ved at forudsige det i år, og det er jo godt og tyder på, at de alle tre er virkelig dygtige, siger Jan Lagermand Lundme.

De små ting kommer til at afgøre slaget

De ni livedeltagere er blevet til tre finalister, og slaget skal fredag aften stå mellem Remees to drenge Jamie Talbot og Rasmus og Thomas Blachmans trio Place on Earth.

Og Jan Lagermand Lundme, der har stået i spidsen for X Factor, siden det startede tilbage i 2008, mener, som den erfarne boss, han er, at den tætte finale bliver afgjort på marginalerne.

- Vinderen bliver den, der formår at brænde igennem med hele udtrykket. Det er sangen, det er, om deltagerne formår at viderebringe følelser til seerne, det er deres sceneoptræden. Det er det hele, der spiller ind og de små ting, som kommer til at gøre forskellen. Derfor er det også vigtigt at stemme på sin favorit, for hver en stemme tæller virkelig, siger han.

Som underholdningschef i DR kan Jan Lagermand Lundme spejde ud over årets sæson og glæde sig over, at denne sidste sæson på DR har udmøntet sig i et generelt højt niveau.

- At det er sidste sæson, har gjort, at sangernes kvalitet er så høj i år. Det var sidste chance, og det har virkelig tiltrukket mange mennesker til audition. Vi har aldrig oplevet så mange dygtige auditiondeltagere på én gang, det var helt sindssygt. Og jeg er glad for, at det originale X Factor slutter på så højt og flot et niveau, siger underholdningschefen.

"Det har været Sannes sæson"

Han hæfter sig også ved den nyskabelse, X Factor har set i år, som han mener, har været altafgørende for den store succes, programmet har formået at fastholde.

Den nye dommer Sanne Salomonsen.

- Det har været Sannes sæson. Jeg ved godt, hun ikke har nogle tilbage, men det har været hende, der er kommet med alle de nye ting og har formået at sætte gang i debatten og formået at sige ’ti stille’ til to andre herrer. Hun har givet X Factor så meget ny energi, siger Jan Lagermand Lundme.

I morgen bliver spændingen udløst, når der er finale i X Factor 2018. Det er kl. 20 på DR1 og DR TV.