X Factors mindste stjerne: Remees datter stjæler al opmærksomhed

Kenya på 2 1/2 år charmerede pressen og trøstede farmand efter X Factors første liveshow fredag aften.

Det skulle egentlig handle om Anja Nynne - den første af årets livedeltagere, der blev sendt ud af X Factor.

Men pludselig var alles opmærksomhed et helt andet sted.

Anja Nynnes dommer, Remee, havde nemlig taget både sin hustru, modellen Mathilde Gøhler, og datteren, Kenya, med til X Factor. Og i presserummet efter tv-showet var det den lille pige på 2 1/2 år, der stjal billedet.

- Nåhr! Ej, hvor er hun smuk, udbrød journalisterne.

Selv Sanne Salomonsen glemte alt om det interview, hun var midt i med et ugeblad, da Kenya kom ind i rampelyset.

Lille Kenya selv lod sig dog ikke mærke af den megen opmærksomhed. Hun havde til gengæld travlt med at spørge efter en af sine fars deltagere.

- Hun spurgte hele tiden: Hvor er Rasmus? Han er bare så god til at synge, sagde Remee.

Se interviewet med Remee i videoen øverst og se Anja Nynne synge 'Bust Your Windows' af Jazmine Sullivan i videoen her.

Vil ikke være hykler

Måske var det Kenya, der reddede Remees humør. Der var i hvert fald ikke nogen skuffelse at spore hos den rutinerede dommer, efter at seerne og Thomas Blachman havde berøvet ham en af hans deltagere.

- Det er 'the name of the game', lød det fra Remee, der godt kunne acceptere, at hans kollega valgte at give en ekstra chance til 15-årige Oliver frem for til Anja Nynne.

- Jeg køber præmissen, som Thomas (Blachman, red.) kommer med: Oliver står med en super stemme, som måske ikke er blevet forløst, og som slet ikke er blevet trænet på samme måde. Jeg er altid dén, der kæmper den sag. Så jeg kan ikke stå nu og sige: Det er for dårligt, hun (Anja, red.) sang bedre. Så ville jeg være en hykler.