Sangene der skal gi' dem en finalebillet

Brugerne på dr.dk/xfactor har talt: Deltagerne skal synge Dolly Parton, Coldplay, Alannah Myles og Radiohead, når der er semifinale i X Factor på fredag.

Nu er de fundet: Sangene, som skal bringe X Factor-stjernerne i finalen.

I sidste uge kunne brugerne på dr.dk/xfactor stemme på, hvilke numre de synes deltagerne i konkurrencen skal synge, når der er semifinale på fredag 19. marts. Og nu kan vi afsløre resultatet:

Jesper skal synge Coldplay, ligesom han gjorde ved sin audition - denne gang bliver det deres Brit Award-vindende nummer 'Speed of Sound' fra 2005. The Fireflies skal synge en rigtig country-klassiker, nemlig Dolly Partons udødelige 'Jolene' fra 1973.

Når Thomas går på scenen, bliver det med 'Karma Police' af de engelske konger af alternativ rock, Radiohead, fra deres legendariske album 'OK Computer' fra 1997. Og endelig har brugerne bestemt, at Tine skal give den som Alannah Myles med hittet 'Black Velvet' fra 1988.

Dobbelt-op i semifinalen

Remee, Pernille Rosendahl og Soulshock havde fundet tre forskellige sange til hver af deres deltagere, som de mener kan sikre dem en finalebillet. Og det er dem, som brugerne nu har valgt mellem i afstemningen.

Deltagerne skal synge hele to sange, når de på fredag skal kæmpe om en plads i den store finale i Parken. Og den ene af disse sange til hver deltager er hermed på plads.

Den anden sang bliver af de danske rocklegender Gasolin'. Hvilke numre, det bliver, kan vi afsløre her på dr.dk/xfactor torsdag morgen.

ExternalContent