Sannes stjerne ramt af lydproblemer i X Factor: Her er forklaringen

17-årige Vita kunne slet ikke høre musikken, da hun stod på scenen i X Factor fredag aften. Nu undersøger DR problemerne.

En presset Vita på scenen i X Factor. - Lige så snart vi kunne se, at Vita mistede koncentrationen på scenen, så gik vi i gang med at undersøge, hvad der var i vejen, siger DRs X Factor-general, Jan Lagermand Lundme. (© Scanpix)

Vita var fra starten en af de helt store favoritter i dette års X Factor.

Men fredag aften gik det galt for den 17-årige nordjyske sangstjerne, der først blev ramt af store lydproblemer - og siden havnede i farezonen.

- Det var træls. Jeg kan ikke sige så meget andet, konkluderer hun efter showet, hvor hun blev reddet af Remee.

Nægtede at stoppe

Vita kom helt skævt fra start, da hun skulle optræde og ramte de forkerte toner.

- Jeg kunne ikke slet høre musikken. Jeg kunne høre mig selv og min egen stemme meget, meget højt, forklarer det unge sangtalent nu.

Resolut smed Vita først den ene og så den anden af sine såkaldte ‘in ears’ - de formstøbte ørepropper, som deltagerne hører musikken fra bandet i, når de står på scenen og synger.

- Man når ikke at tænke så meget, når der sker sådan noget. For jeg skulle jo også synge sangen, også selvom det var i en forkert tone. Jeg havde ikke tænkt mig at stoppe. Jeg ville prøve at se, om jeg kunne komme tilbage på sporet igen, siger hun.

DR undersøger problemerne

X Factor-boss Jan Lagermand Lundme tager Vitas lydproblemer meget alvorligt.

- Jeg er utrolig ked af, at hun har haft den oplevelse, og vi undersøger det grundigt nu, siger Lundme, der er underholdningschef i DR.

- Lige så snart vi kunne se, at Vita mistede koncentrationen på scenen, så gik vi i gang med at undersøge, hvad der var i vejen. De første tjek, vi har lavet, viser, at der ikke var noget galt, men vi tjekker selvfølgelig videre i weekenden.

Se Vita kæmpe sig gennem problemerne i X Factor

Om det er lydproblemerne, der er skyld i, at Vita endte i farezonen, kan X Factor-generalen ikke sige.

- Det er svært at vide. Men det vigtigste er, at hun får en chance igen i næste uge, mener han.

Også Remees voksne deltager, Rasmus, blev udfordret af lyden fredag aften. Men det påvirkede heldigvis ikke hans optræden, siger Jan Lagermand Lundme.

- Der var noget de første fem sekunder, men det var inden, han begyndte at synge. Der var noget i mixerpulten.

Facebook
Twitter