- Sindssygt at være blandt de sidste

Jean, Tharek, Babou, Rasmus og Ali er alle begejstrede for at være nået til bootcamp. Nu håber de unge deltagere bare komme gennem nåleøjet til liveshows.

Jean på bootcamp dag 1

Vi befinder os på Skrøbelev Gods i naturskønne omgivelser på Langeland, men det er ikke med afslapning og rekreation for øje. Der er nu 10 deltagere tilbage i kategorien for unge under 25 år - det antal skal først beskæres fra 10 til 5, og siden fra 5 til 3.

Dr.dk/xfactor har mødt den mandlige halvdel af deltagerfeltet til en snak om forventninger og forhåbninger.

23-årige Jean fra København havde forventet at komme med på bootcamp. Han sætter ikke sit lys under en skæppe og synes selv, han har meget at byde på. Han ville dog godt have haft tildelt en anden dommer:

- Jeg havde håbet på Blachman, fortæller en ærlig Jean og fortsætter i samme åndedrag:

- Men Cutfather er også rigtig dygtig, og jeg glæder mig til at arbejde med ham videre frem.

Tror på det

21-årige Tharek, der også kommer fra København, er derimod overrasket over at være nået så langt og havde ikke regnet med at befinde sig på Skrøbelev Gods blandt de sidste ti deltagere.

- Det er åbenbart gået rigtig godt, lyder det fra en ydmyg Tharek, der dog også tror på sine egne chancer:

- Jeg tror på det. Den eneste måde, man kan komme igennem det her, er ved at sige til sig selv: "Jeg tror på det!" Og det gør jeg - hundrede procent!

15-årige Babou fra Århus er glad for at være blandt de ti sidste og følte sig ikke sikker på at komme helt til Skrøbelev Gods. Så meget desto større er glæden over at være kommet med på Cutfathers bootcamp:

- Det er super fedt at være her og fuldstændig sindssygt at være blandt de sidste ti!

Fedt og fucking syret

Forhåbningerne er generelt høje blandt drengene, og 17-årige Rasmus fra Kirke Såby uden for Roskilde har også en stor tiltro til egen formåen:

- Jeg ville være blevet meget skuffet, hvis ikke jeg var kommet videre fra superbootcamp, fortæller han.

Den 19-årige rockdreng Ali fra Odense er afslappet og tager det hele lidt, som det kommer. Han er dog overrasket over at være nået helt til bootcampen:

- Jeg havde ikke engang regnet med at komme videre fra første audition, så at stå her, det er fucking syret, udbryder han, og glæden ved at være blandt Cutfathers udvalgte er tydelig:

- Jeg synes bare, det er fedt at være med.