Søren & Anne røg ud af X Factor

Det blev Søren & Anne der måtte forlade X Factor efter det første liveshow. For meget Keld & Hilda, konkluderede Thomas Blachman. Gense showet og chat live med Søren & Anne mandag aften.

Det blev Søren & Anne, der måtte forlade X Factor efter første liveshow. De måtte sammen med Lisa optræde endnu engang med deres nummer, men her var dommerne nådesløse og sendte ex-kæresterne ud af programmet.

De var naturligvis begge skuffede efter det tidlige farvel. Vi fangede dem efter showet, og spurgte hvordan de havde det med, at det allerede var slut.

Søren: Det er vi rigtig kede af. Vi havde håbet på at nå videre fra første live-show. Det er altid meget bittert at være de første, der skal forlade et program. Samtidig er det også som om, at den X Factor-dør man lige er gået ind af, lukker inden man er kommet igennem dem.

Men vores drøm er at blive noget indenfor musikken. Den mulighed eksisterer stadigvæk, selvom vi nu ikke længere er med i X Factor.

Anne: Jeg er ked af det, for jeg havde egentlig glædet mig til hele det her forløb. Vi har jo gået i lang tid og ventet på, at live-showene skulle starte. Det positive ved det er, at vi nu har fået en masse redskaber vi kan bruge fremover.

Masser af guldkorn undervejs i showet

Dommerne var i god form under aftenes show. Ikke mindst den skaldede slagter Thomas Blachman, der vanen tro både var fremme med kniven og med Kleenex-pakken. Her er et par af af hans og de andre dommeres guldkorn...

... om Martin: X Factors yngste medlem fik ros over hele linjen, og Blachman var tydelig imponeret. Ingen tvivl om, at du er et biologisk mirakel. Den stemme er fuldstændig fantastisk. Du skal se at få lavet nogen plader, inden den går i overgang, sagde han.

... om Søren & Anne: Her kom slagterens kniv frem. I er de nye Keld og Hilda, lød det uden den store begejstring fra Blachman, der også fik trukket en paralel til High School Musical. Men er det nu en kritik?

... om Lisa: Generel begejstring over både valg af sang (Gnarls Barkleys 'Crazy') og stemmepragten. Blachman forklarede, at Lisa var countrysangerinde, ikke jazzsangerinde, og hold fast: country er den næste store ting!

... om Basim: Pigerne hvinede, og selvom der ifølge Remee var visse pitchproblemer, så var hans optræden godkendt. Også hos Blachman, der dog mente, at Basims vokal var lige lovlig folkeskoleagtig.

... om Vocaloca: Linas gruppe kunne ifølge Remee vinde Melodi Grand Prix de næste 12 år, hvis de da droppede Bon Jovi-manererne. Blachman mente forsangeren skulle smutte tilbage til regnskabsafdelingen og lade pigerne komme frem på scenen.

... om Frederik: Du er jo en rigtig Rytme-Hans, udtalte Remee, der dog ikke var sikker på, at Frederik har stemmen til at gå hele vejen. Lina var derimod grænseløs irriteret over, at hun ikke kunne sige noget dårligt om hverken Blachman eller Remees udvalgte.

... om Laura: Så kom roserne frem. Lina mente hun var overdreven god, mens Blachman var lidt skuffet over første vers. Det andet var til gengæld superb og værd at vente på.

... om RaiDen: Drengegruppen led lidt af Roskilde-syge, men var alligevel, ifølge Blachman, den klart mest sexede af de tre grupper.

... om Heidi: Så kom pakken med Kleenex frem på bordet, og Remee måtte næsten tørre øjnene, da han fandt Heidi rystende god. Eller som Blachman rundede af: Det her er drejer sig om god og dårlig smag - og det her er god smag!

Det var hvad dommerne mente, men i X Factor er det ligeså meget seerne der bestemmer...

Mød Søren & Anne på mandag

Er du ærgelig over at sige farvel til Søren og Anne allerede nu, eller har du noget, du vil spørge dem om? Så kan du se meget mere til dem på mandag.

Der lægger de to sangstjerner nemlig vejen forbi Rådhuspladsen i Købrnhavn, hvor de først er med i Aftenshowet på DR1, og dernæst stiller op til en live chat med jer brugere her på dr.dk/xfactor mellem kl. 18.30 og 19.30.