Tema i X Factors fjerde liveshow: Afstemningen er slut

Cutfather, Pernille og Blachman havde hvert sit forslag. Men seerne bestemmer, hvad der skal være temaet i X Factor 2. marts. Afstemningen er slut nu, og resultatet får i på fredag.

Cutfather, Pernille og Blachman havde hvert sit forslag. Men seerne bestemmer, hvad der skal være temaet i X Factor 2. marts. Afstemningen er slut nu, og resultatet får i på fredag. Tak for alle jeres stemmer!Cutfather vil invitere dig til Mash Up-aften. Pernille Rosendahl vil give dig One Hit Wonders på stribe. Og Thomas Blachman vil tage dig tilbage til New York i 80erne.

Det er de tre temaer, som du kunne vælge mellem, når det for første gang blev seerne, der skulle bestemme, hvad der skal være temaet for sangene i X Factor om to uger.

Afstemningen om temaet til X Factors fjerde liveshow startede torsdag morgen og sluttede på mandag 20.2. kl. 8. Resultatet bliver afsløret fredag 24. februar i X Factors liveshow nr. 3 - og her på dr.dk/xfactor.

Cutfather: Mash Up er nyskabende og nytænkende

Et Mash Up er skabt ved at blande vokal- eller instrumentalspor fra to eller flere sange, som så blender sammen og bliver til et nyt værk, forklarer Cutfather om sit tema.

- Jeg er gammel DJ og elsker at mixe. YouTube er fuld af sjove versioner - det kan være Nirvana møder Rick Astley i ét nummer. Det ender med at blive nogle sindssygt sjove numre, siger han.

Cutfather er ikke i tvivl om, hvorfor seerne skal vælge hans Mash Up-tema:

- Det er nyskabende og nytænkende. De andre temaer er noget, der har været engang, siger han.

Pernille: De fantastiske enkeltstående hits

Et "One Hit Wonder" er ifølge Pernille Rosendahl en artist eller kunstner, der kun har haft ét stort hit og i særklasse kendes for det nummer.

- Der er så mange sange i verdenshistorien, hvor der er en kunstner, der er kommet op med ét nummer, der har været sindssygt fantastisk, og så hører man aldrig noget til dem igen, siger Pernille Rosendahl, der bl.a. nævner 90erhits som 'What's Up' med 4 Non Blondes og 'Lemon Tree' med Fools Garden som eksempler.

- Der er uendeligt mange sange, og det kunne være meget godt at få genoplivet nogle af de enkelthit-kunstnere, siger hun.

Blachman: Nybruddet fra New York

Thomas Blachman vil med sit tema "New York i 80erne" tilbage en kreativ periode i musikhistorien, som stadig inspirerer vore dages kunstnere.

Specielt i starten af 80erne var New York smeltedigel og metropol for en meget hip og lettere dekadent musik, godt illustreret af bands som Blondie og Talking Heads, siger han.

- Jeg studerede i Boston fra 1980 til '84. Hver fredag kunne man skynde sig ind i flyveren og lande i New York og være dér i weekenden. Jeg interesserede mig kun for jazz dengang, men Blondie og Talking Heads spillede lige ved siden af. Det var et nybrud, som stadig varer ved. Og når du hører smart musik i dag, så hører du også en metafortælling om musikken fra den gang, fortæller Blachman.

- Det er et rummeligt begreb. Der er mange gode ting fra den periode, og det er noget, vi hvide mennesker har forstand på, siger han med et skævt smil.

Afstemningen er slut. Resultatet offentliggøres i X Factor på tv og her på dr.dk/xfactor fredag aften 24. februar.

Facebook
Twitter