Thomas Blachman

Thomas Blachman sidder i X Factor-dommerrollen for fjerde gang, og denne gang er det grupperne, der har fået den både respekterede og frygtede dommer som mentor.

Thomas Blachman sidder i X Factor-dommerrollen for fjerde gang, og denne gang er det grupperne, der har fået den både respekterede og frygtede dommer som mentor.

Jazzmusiker, komponist, producer, forfatter - og X Factor-dommer for fjerde gang. Thomas Blachman har mange talenter, men de fleste danskere kender ham bedst i rollen som berygtet X Factor-dommer.

Blachman har tidligere udtalt, at han ikke går efter sejren, da han alligevel altid vinder på sin egen måde. I år har han fået den notorisk svære kategori - grupperne:

"Jeg har gjort det nemt for mig selv, tro mig. De tre grupper, jeg står tilbage med, er meget fine musikanter. Men når det så er sagt - ja, så slutter festen også med hensyn til, hvad der ellers har været af grupper: En hobe af reagensglas børn tabt på gulvet."

Lad røvhullerne fyre sig selv, hvis de tager pladsen for et større talent, end de selv er.

Thomas Blachman

Der er ingen tvivl om, at gruppekategorien har været den sværeste at arbejde med, og derfor valgte Blachman at tage sagen i egen hånd og danne to grupper med deltagere fra den unge solistkategori:

"Jeg måtte selv fostre de sidste to grupper, og det var her jeg valgte at gøre det nemt for mig selv. To gange to duetter var hvad, jeg magtede. Men hvilket resultat! Jeg er meget tilfreds, og jeg ser frem til foråret i selskab med de her unge mennesker."

Der er ingen tvivl om, at Blachman har en agenda med sin medvirken som X Factor-dommer. Han forklarer:

"Kunsten er aldrig at underkende sin egen betydning. At tage ansvar for, hvad vi går rundt og laver i hvert vores liv. Lad røvhullerne fyre sig selv, hvis de tager pladsen for et større talent, end de selv er. Uanset på hvilken post de befinder sig i vores samfund, ville denne gerning være af historisk betydning. Tro mig."

Den hæderkronede karriere

Thomas Blachman har en hæderkronet musikkarriere bag sig, der blandt har resulteret i hele fem Danish Music Awards, blandt andet for sit samarbejde med Al Agami og Remee i 1994 og 1996, hvor han både komponerede og producerede. Desuden fik han også priser for sin sangskrivning og produktion på Caroline Hendersons album Cinemataztic fra 1996.

Blachman stod også bag det anarkistiske pladeselskab Man Rec og har siden komponeret for DRs Symfoniorkester, Radioens Big Band og Underholdningsorkesteret. Han modtog i 2011 en Robert for musikken til Thomas Vinterbergs film Submarino. Blachman er aktuelt i gang med at skrive sin egen film The American Tourist, som han også selv kommer til at instruere.

Han har studeret på Berklee College of Music i Boston, hvorfra han har en bachelorgrad i jazzkomposition og arrangement.