10 års X Factor: Her er de bedste live-øjeblikke

X Factor har jubilæum. Vi har samlet en række af de mests mindeværdige liveshow-optrædener.

Gennem ti år har X Factors liveshows budt på det ene uforglemmelige øjeblik efter det andet.

I næste uge er det finale i jubilæumssæson nr. 10. Og i den anledning har vi kigget tilbage på nogle af de optrædener, som vi aldrig vil glemme.

Morten Benjamin: 'Titanium' af David Guetta feat. Sia, 2012

Thomas Blachman måtte forlade sin dommerstol og gå op på scenen for at give et kæmpestort, spontant kram, da Morten Benjamin havde sunget i X Factors første liveshow i 2012. - Jeg er rystet, jeg er rystet, lød det fra den rørte dommer.

Den to meter høje sanger fra Horsens havde en ganske særlig plads i hjertet hos Blachman - og hos tv-seerne. Og man forstår godt hvorfor, når man ser ham synge 'Titanium'.

Se klippet øverst her på siden.

Laura: 'Du er' af Søs Fenger & News, 2008

I første sæson af X Factor leverede Laura Kjærgaard sin måske allerbedste optræden, da der var 'Syng dansk'-tema, hvor hun sang 'Du er'. Et nummer, hun gentog i finalen, hvor hun endte som nr. 2 i konkurrencen.

Mohamed: '1 Thing' af Amerie, 2009

Mohamed dansede sig ind i alles hjerter, da han til sit første liveshow i 2009 optrådte med RnB-hittet '1 Thing'.

- Du er jo simpelthen et supertalent, lød det fra Remee.

Jesper: 'Uprising' af Muse, 2010

Den dengang 15-årige Jesper sang til sit første liveshow i 2010 nummeret 'Uprising' af Muse, og hans performance gik direkte ind i dommernes hjerter.

Babou: 'Just The Way You Are' af Bruno Mars, 2011

Babou charmerede sig i 2011 ind på alle dommerne med sin version af Bruno Mars-hittet 'Just The Way You Are'.

Nicoline Simone & Jean Michel: 'My Body is a Cage' af Arcarde Fire, 2012

I 2012 optrådte Thomas Blachmans sammensatte gruppe, Nicoline Simone & Jean Michel, med 'My Body is a Cage'.

- Det er den bedste gruppe-performance, vi nogensinde har set i X Factor, lød det fra den tidligere X Factor-dommer Pernille Rosendahl dengang.

Baraa Qadoura: 'We Are Here' af Alicia Keys, 2015

Baraa lagde ud på et højt niveau i 2015 med sin flotte performance af 'We Are Here'.

Reem: 'Stay' af Rihanna, 2016

I 2016 tog Reem alle med storm, da hun debuterede på X Factor-scenen med sin version af Rihannas megahit 'Stay'.