Det så du ikke på tv: X Factor-talent tabte 55 kilo inden audition

Sofie har fået et selvtillidsboost efter et flot vægttab. Nu stiller hun sig frem foran dommerne i X Factor.

Fredag aften åbnes der op for endnu en omgang stoleleg - 5 Chair Challenge - i X Factor, og denne gang gælder det solisterne over 23 år.

En af dem, der har sunget sig videre og skal kæmpe om at få en af de eftertragtede stole, er Sofie fra Sorø.

23-årige Sofies ungdomsår var præget af dårligt selvværd og overvægt, indtil hun en dag besluttede at gøre noget ved det.

- Jeg valgte at gøre noget ved min overvægt, fordi jeg stod og kiggede mig selv i spejlet en dag og kunne se på Facebook på alle de her "taggede" billeder af mig, at jeg så ulykkelig ud. Det var ikke den Sofie, jeg gerne ville have andre så, og som jeg også selv opfattede, fortæller hun.

I løbet af tre år smed Sofie 55 kilo, og i takt med at kiloene er raslet af, er selvtilliden blevet større.

Hun stiller op i X Factor for at blive bekræftet i, at hun er god nok.

- Der er så mange mennesker, der siger det til mig, men det er det der med mentalt at tænke "okay, jeg er faktisk god nok", siger Sofie.

Blachman lukker øjnene

Da Sofie første gang stod foran de tre dommere, blev de med det samme fanget af hendes gode energi.

Og mens hun knipser sig gennem sin audition, stiger spændingen uden for studiet.

Her venter Sofies veninder og kæreste nemlig.

Én sidder på hug med tårer i øjnene, og da Thomas Blachman lukker øjnene, bryder de ud i jubel:

- Ja, han har lukkede øjne, helt sikkert!

Thomas Blachman og hans to meddommere er da også glade for Sofies hæse stemme og sender hende videre med tre gange ja.

Se Sofies audition, som du ikke har set på tv, i videoen øverst.

Den syngende fængselsbetjent

En af de de solister over 23 år, du også kan møde i fredagens 5 Chair Challenge, er fængselsbetjenten Mathias fra Korsør.

Til sin første audition prøvede han, som en af de eneste, kræfter med en dansk sang.

Det vakte dog ikke begejstring hos dommerne.

- Det er sgu for pleasende. Der mangler noget, lød det fra Thomas Blachman.

Mathias fik en chance mere, og hans udgave af Justin Timberlakes 'Señorita' sendte ham videre i X Factor.

Se om det lykkes for Sofie og Mathias nok engang at imponere dommerne og sikre sig en stol i X Factor fredag klokken 20 på DR1.

Facebook
Twitter