Remee smed Sannes deltager hjem - nu hylder hun ham for beslutningen

- Remee traf det rigtige valg for Olivers skyld, mener Sanne Salomonsen, der har mistet sin første deltager i X Factor.

- Efter jeg fik lov til lige at snakke med Oliver selv, så vil jeg sige, at Remee er en klog og meget erfaren mand.

Sådan siger Sanne Salomonsen om sin dommerkollega, der ellers sendte hendes unge deltager Oliver ud af konkurrencen. fredag aften

- Jeg synes, han traf det rigtige valg for Olivers skyld. Oliver var selv der, hvor han ikke syntes, det var rart at være i.

Den kvindelige dommer lover også, at hun ikke er færdig med at samarbejde med Oliver, bare fordi han er ude af X Factor, men at det endnu er for tidligt at gisne om, hvad det skal udmønte sig i.

- Nu skal han lige have lov til at komme sig over chokket og måske blive et par år ældre. Men når jeg siger, at jeg holder øje med mine kids, så gør jeg det. Så det kan godt være, at han ikke laver en plade i løbet af det næste år. Men lad os se, hvad der sker om et par år.

Se interviewet med Sanne Salomonsen i videoen øverst.

Oliver: Jeg har rigtig mange følelser

Det var en fattet Oliver, der stod tilbage efter liveshowets afslutning, og den 15-årige sanger var stolt af sin egen præstation.

- Jeg har det helt fint. Selvfølgelig er det træls, men jeg er så stolt af, hvor jeg er kommet til. Og jeg er så stolt af de andre, og jeg elsker dem bare rigtig meget.

Den nu tidligere X Factor-deltager gik i stå på scenen under sin ’Save Me’-sang. Og den unge Oliver forklarer, at det var resultatet af alle de følelser, der skyllede ind over ham, da han stod dér midt på scenen.

- Jeg tænkte ingenting og kiggede bare hen på de andre og blev rigtig følsom, fordi de er blevet sådan nogle gode venner. Og jeg kiggede på Sanne, som har vist mig vejen. Jeg har rigtig mange følelser og er bare rigtig følsom. Så det var bare det hele på én gang, og så stoppede jeg. Men jeg blev ved og forsøgte at gøre det, så godt jeg kunne, lyder det bevæget fra Oliver efter udsendelsen er slut.

Se Olivers reaktion på at være ude af X Factor i videoen her.