Vild forvandling: X Factor-fætre overrasker med helt ny stil

Fætrene Victor og William i VKation overraskede alt og alle deres med helt nye looks i X Factor fredag aften.

Da de troppede op til X Factor-audition i august var det i jeans, casual, løse skjorter og med tilbageslikket hår.

Men da fætrene i VKation fredag aften indtog X Factor-scenen for allerførste gang, var de som forvandlet.

Både 17-årige William og 16-årige Victor havde fået helt nyt hår, og så var tøjstilen ellers blevet pimpet op med blandt andet lilla pels.

- Det er en ny stil for os, men vi synes selv, det er så fedt. Det var vigtigt for os, at der stadig var noget VKation over det, men det synes vi også, der er, lød det fra fætrene efter liveshowet fredag aften, hvor de lovede, at der kommer til at ske endnu flere ting med deres stil de kommende uger.

- Det bliver mere og mere VKation, jo tættere vi komme på den store finale. Det bliver nyt, lovede de to drenge.

Se interviewet med VKation i videoen øverst.

Remee kunne da heller ikke undgå at kommentere på fætrenes nye stil.

- Det passer jer rigtig godt at komme ud af det der folkede noget. I er meget mere sexede på den her måde, lød det fra den forsvarende X Factor-mester.

Kæmpe, musikalske talenter

Stilen var dog ikke det eneste, der imponerede dommerne fredag aften. VKation fik nemlig også ros fra alle tre dommere for deres optræden med Phlakes storhit 'Angel Zoo' - blandt andet kaldte Thomas Blachman drengene "pissecharmerende og kæmpe, musikalske talenter".

Drengenes egen dommer, Mette Lindberg, tøver da heller ikke med at kalde VKation den mest talentfulde drengegruppe i X Factor nogensinde.

- De har musikken i sig, og det stråler ud af dem. En ting er at kunne synge, en anden ting er at være interesseret i musik. Interesseret i, hvordan man skaber akkorder, hvordan man spiller bedst muligt, hvordan man fanger timingen i et beat. Alt det musikalske ud over at synge interesserer dem også helt vildt meget. At være 16 og 17 år og så udvise så stor en begavelse for musik, dét er vildt, siger Mette Lindberg.

Skøre ideer fra Mette

Mette Lindbergs anden tilbageværende gruppe i X Factor, veninderne Zara og Allen i Ladies with Attitude, har også været igennem team Lindbergs styling forud for første liveshow. Og selvom de to selvstændige piger var lidt skeptiske i begyndelsen, stoler de fuldt ud på de valg, Mette Lindberg tager i forhold til deres styling.

- Mette har the final say, men hun sørger altid for, at vi føler os tilpas i det, vi har på, og det gør vi også. Vi ved, at Mette er topprofessionel og ved, hvad hun laver - også selvom hun nogle gange kommer med nogle skøre ideer, siger Zara og Allen.

Samanta viste sin feminine side

I den voksne kategori var det særligt Samanta Gomez, der gjorde sig bemærket rent stilmæssigt. Den 28-årige sangerinde, vi normalt har set i løst og afslappet tøj, var klædt i denim fra top til tå - og var for første gang iført et par stilletter.

- Remee ville gerne have mig over i en lidt mere feminin version, så vi blingede det også lige lidt op, hvilket, jeg faktisk synes, er fedt. Han trækker ikke noget ned over hovedet på os, og vi er selv med inde over beslutningerne, siger Samanta Gomez og afviser da heller ikke, at vi i de kommende uger kunne komme til at se hende i en kjole.

- Men det kommer meget an på, hvilken slags kjole det er, siger hun med et grin.

Facebook
Twitter