X Factor får helt ny runde: Sådan findes årets finalister

Intet er det samme, når X Factor ruller over skærmen i aften. Vi giver et overblik over den ny runde 5 Chair Challenge - og hvad den medfører.

Nu indføres 5 Chair Challenge i X Factor.

5 Chair Challenge er kommet til Danmark, og det medfører drastiske ændringer i årets udgave af X Factor.

Udfordringen, som har eksisteret i den amerikanske udgave af X Factor siden 2013, er en helt ny runde i X Factor, som ændrer udskillelsesprocessen i programmet fundamentalt.

I aftenens udgave af X Factor får dommerne tildelt hver deres kategori af deltagere, og her skal de bedste på scenen og kæmpe om en af de fem stole, som sikrer dem en plads i den kommende bootcamp.

Intet er sikkert før til sidst

I 5 Chair Challenge er der fem stole, som repræsenterer de fem deltagere fra hver kategori, som dommerne må tage med fra Challenge til bootcamp.

Kan deltagerne imponere dommerne på scenen og overbevise dem om, at de skal videre i programmet, får deltagerne en stol – hvis altså der er en ledig.

Hvis ikke, så er det op til dommeren i den pågældende kategori at lave et såkaldt ”skift” og sende en siddende deltager hjem. Derved kan deltagerne altså aldrig være sikre på at beholde den stol, de får tildelt.

Mere 5 Chair i næste uge

De fem udvalgte deltagere fra hver kategori går efter 5 Chair Challenge videre til en bootcamp, hvor fem bliver til tre, således at de ni finalister er klar til at gå på scenen i årets første liveshow 13. februar.

Det tidligere element, superbootcamp, udgår dermed af X Factor.

5 Chair Challenge forløber over to programmer, hvoraf det første altså sendes i aften. Og det kan godt afsløres, at især én dommer har svært ved den barske måde at sende sine deltagere hjem på.

Se med i aftenens program og få opklaret, hvad det hele går ud på!

X Factor sendes hver fredag kl. 20 på DR1 – og du kan spille med i X Factor-appen! Hent den i AppStore eller Google Play.