X Factor hylder Gasolin'

Thomas synger 'Langebro', Jespers fortolker 'Kvinde Min', Tine giver den med 'This Is My Life', og The Fireflies leverer 'Hvad gør vi nu, lille du', når X Factor hylder rockkoryfæerne Gasolin'. Søren Berlev fra bandet er selv med på trommer.

Med et kæmpe bagkatalog af hits, alle danskere kender, er Gasolin' at finde på de øverste skamler i den danske rocks 'Hall of Fame', og det skal fejres. I X Factors semifinale fredag aften er det nemlig blevet tid, til at hylde bandet. Og den legendariske trommerslager Søren Berlev gæsteoptræder denne aften som del af The X Orchestra.

Gasolin' blev dannet i 1969, eksisterede i de næste 9 år frem og var igennem 1970'erne Danmarks absolut mest populære rockorkester. Orkesteret bestod af guitaristen Franz Beckerlee, bassisten Willi Jønsson, trommeslageren Bjørn Uglebjerg - der senere blev erstattet af Søren Berlev - og selvfølgelig Kim Larsen, der efterfølgende med sin egen karriere, har indtaget positionen som hele Danmarks nationalskjald.

Skulle man stadig ikke vide hvem Gasolin' er, kan vi med fordel nævne bare et par af deres mange hits: 'Kvinde min', 'Rabalderstræde', 'Masser af succes'. Hjalp det?

Blandt verdens bedste danske sange

Når vi på fredag har hørt alle de deltageres sange, har vi bevæget os igennem en ganske stor del af Gasolin's bagkatalog.

Thomas starter fra starten - med første nummer fra Gasolin's første plade 'Gasolin' - nemlig sangen 'Langebro'. Nummeret handler om en gåtur, der tager sit udgangspunkt i den kendte bro over de københavnske kanaler, og melodien vil de fleste kunne nikke genkendende til.

En anden sang, der vil lyde bekendt - i måske endnu flere ører - vil være Jespers bidrag til det store Gasolin'-tema. De fleste guitarrister har slået deres spæde folder med denne sang, og alle vi andre har sunget med. I konkurrencen i 2002 'Verdens Bedste Danske Sang' på P3- programmet 'Strax' kom den på en fornem 2. plads. Det er selvfølgelig 'Kvinde Min' fra albummet 'Gas 5'.

Drømmen om USA

Tine vil synge aftenens eneste Gasolin'-sang på engelsk. 'This Is My Life' fra Gasolins 7. album 'Efter endnu en dag' blev udgivet i 1977 og var en del af det repertoire som Gasolin' forsøgte at erobre det amerikanske marked med. Et egentligt internationalt gennembrud blev det dog aldrig til, men de øvrige nordiske lande har dog med tiden også taget det danske succesorkester til sig.

The Fireflies runder aftenen og temaet af med et nummer fra Gasolin's 10. og sidste studie-album. 'Hvad gør vi nu, lille du', fra albummet 'Gøglernes aften' fra 1978 danner dermed rammen om aftenens sange, og markerer ligeledes afslutningen på et af danmarkshistoriens største orkestre.

Morgendagen byder på det sidste show inden den store finale i Parken, og der er derfor lagt lidt ekstra under træet, når der blændes op for semifinalen i X factor 2010.

Deltagerne skal synge to sange hver i X Factors semifinale: En Gasolin'-sang, samt en sang brugerne her på dr.dk/xfactor har valgt til dem, og som blev afsløret onsdag her på sitet. Du kan se hele sanglisten her på siden.

ExternalContent