X Factor-talentets rørende historie: Sådan kom hun til Danmark

18-årige Allen fra X Factor-gruppen Ladies with Attitude kom til Danmark for bare seks år siden. Alligevel har hun lært at tale dansk på rekordtid.

Som hun har ført sig frem med sin sang og sit sprog i årets X Factor, er det svært at forestille sig, at hun ikke har talt dansk hele sit liv.

Men 18-årige Allen fra Ladies with Attitude har faktisk talt dansk i kortere tid, end X Factor har løbet over skærmen på dansk tv.

Det er nemlig kun seks år siden, at den talentfulde sangerinde kom til Danmark fra sit fødeland Cameroun. Her voksede hun op hos sin mormor sammen med sine kusiner.

Allen fra Ladies with Attitude kom til Danmark som 12-årig. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

- Vi boede i et kæmpe hus, vi havde pool og alt muligt. Jeg havde det faktisk rigtig godt og følte mig ikke som de børn, man ser i fjernsynet overhovedet. Jeg savner det faktisk rigtig meget, især det her med at børene danser i gaden og har en fest. Det ser man ikke rigtig i Danmark, siger Allen.

Tog sprogundervisning meget seriøst

Som 12-årig tog hun den lange tur fra det centrale Afrika til Danmark, hvor hun flyttede ind hos sin mor. En flytning der ikke forløb uden problemer for en pige, der samtidig var midt i overgangen fra barn til teenager.

- De første par år var rigtig svære for mig, og nogle gange havde jeg brug for, min mormor var der, fortæller Allen, der i dag bor i Gladsaxe uden for København.

Det var ikke kun savnet til familien og vennerne i Cameroun, der var en udfordring. Hun talte heller ikke et ord dansk.

- Jeg skulle jo bo her, så jeg blev nødt til at lære sproget. Det tog jeg meget seriøst. Jeg gik på et danskkursus, og efter tre måneder kom jeg så i skole i en særlig klasse, hvor vi skulle lære at tale dansk. Og ja, så blev jeg bare bedre og bedre, siger Allen og tilføjer:

- I dag er jeg så glad for at bo her. Jeg elsker Danmark.

De sproglige udfordringer gjorde dog også, at der blev gjort grin med hende, da hun begyndte i en helt normal folkeskole.

- Jeg blev mobbet rigtig meget på grund af mit sprog, fordi jeg ikke kunne tale ordentlig dansk. Min selvtillid gik helt ned. I dag bliver jeg stadig usikker, når jeg eksempelvis skal fremlægge i skolen, eller når jeg nu sidder her og bliver interviewet. Jeg er bange for, jeg ikke udtaler ordene rigtigt, siger Allen - på i øvrigt fuldstændig fejlfrit dansk.

Zara ændrede alt

Vennerne kom til efter et stykke tid, men det var først på efterskolen, at Allen for alvor fik selvtilliden tilbage. Her mødte hun nemlig Zara – den anden halvdel af Ladies with Attitude.

- Første gang jeg mødte hende, tænkte jeg "hende skal jeg beholde". Hun har så meget selvtillid og hviler i sig selv, og det har jeg lært rigtig meget af siger, siger Allen og tilføjer med sin letgenkendelige attitude.

- Here I am!

Kom helt tæt på Allen og Zara i Ladies with Attitude i videoen her.

Facebook
Twitter