X Factor-vindere i X-tase: Vi kommer aldrig tilbage i skolen igen!

Nu går turen til L.A. for gruppen Place on Earth, der fredag aften vandt X Factor.

Det blev Thomas Blachmans sammensatte gruppe Place on Earth, der løb med sejren i DRs sidste sæson af X Factor.

Allerede på mandag rejser trioen til Los Angeles i USA, hvor der over fire dage venter privatundervisning hos Lady Gagas faste koreograf og visuelle instruktør, Richy Jackson, og sangtræning hos Eric Vetro, der er vocal coach for blandt andre Katy Perry, Ariana Grande og Pink.

- Hold kæft, vi glæder os, lyder det fra Andreas.

- Det er en kæmpe ære! Vi har vundet sidste sæson på DR, vi gik hele vejen, og jeg er så glad for, at vi har gjort Blachman stolt, siger Mille.

Se interviewet med Place on Earth lige efter deres sejr i videoen øverst og se øjeblikket, hvor de bliver udråbt som vindere, i videoen her.

Ud over at være utrolig glade for sejren er trioen også glad for en anden ting. Nemlig at de har haft Thomas Blachman som mentor.

- Det har været det vildeste forløb med ham. Jeg er så ovenud lykkelig for at være havnet hos ham, siger Andreas.

Fremtiden ser lys ud for den sammensatte gruppe, der ud over at skulle til Los Angeles, også skal indspille en vinder-ep med de to danske succesproducere Kewan og Andreas Krüger, der tidligere har arbejdet sammen med danske navne som henholdsvis Mads Langer og Gulddreng.

- Vi kommer aldrig tilbage til skolen, fortæller Mille med et glimt i øjet.

Se Place on Earth optræde med deres vindersang 'Young' i videoen her.