X Factor-vinderen bryder tavsheden

Han tog sejren i Parken for et år siden. Nu er Thomas Ring endelig på trapperne med sit album - og han optræder i X Factor på fredag.

Næsten et år er gået, siden Thomas Ring tog sejren i X Factor foran 40.000 publikummer i Parken - og godt 2 millioner tv-seere.

Siden har der været stille omkring den musikalske skolelæreren, men nu bryder han tavsheden: På fredag optræder han i det første liveshow i den nye omgang af X Factor med sin nye single med det passende titel 'Break the Silence'.

- Min virkelige drivkraft i musikken har altid været drømmen om at komme ud med mine egne sange. Så det hér er min lille baby. Mit hjerteblod. Det er helt fantastisk at være nået hertil, siger Thomas Ring, der selv har skrevet nummeret.

"Popmusik med et ekstra lag"

Selvom vi ike har hørt meget om Thomas i medierne på det seneste, har han ikke ligget på den lade side siden X Factor-finalen i marts sidste år.

Han har spillet på flere festivaler og fordybet sig i at skrive og indspille sine sange til det album, der udkommer 7. marts. Og så har han også lige skullet passe sit job som lærer på Hellerup Skole.

Singlen 'Break the Silence', der altså får verdenspremiere i X Factor på fredag og bagefter kan købes som download på nettet, giver en god forsmag på hele albummet, mener Thomas.

- Det er et popmusik med et ekstra lag under, siger han og uddyber:

- Den har et håndspillet klaverstykke, som viser, at vi har arbejdet organisk, men der er også nogle elektroniske momenter, der giver mere smæk på. Og så er det en fortælling. Det kommer til at kendetegne store dele af pladen.