X Factors bedste gruppe nogensinde?

- Det betyder rigtig meget for os, siger Nicoline Simone & Jean Michel beskedent, efter de fredag blev hyldet af dommerne i første liveshow.

I fredags tog Nicoline Simone & Jean Michel Danmark med storm, da de sang 'My Body Is A Cage' af de canadiske indierockere Arcade Fire.

Den karismatiske soul-duo skrev samtidig historie.

- Det er simpelthen den bedste gruppe-performance, vi nogensinde har set i X Factor, udtalte Pernille Rosendahl, som selv havde grupperne sidste år.

- Det betyder rigtig meget for os, lyder fra den beskedne gruppe selv, da dr.dk/xfactor møder dem i DR Byen ugen efter det store show.

Seriøse artister
Pernille var ikke ene om at være begejstret for de to sangtalenter.

- Mega overraskende, udbrød Cutfather og fortsatte henvendt til Jean.

- Du var blandt mine sidste fem sidste år. Det at du er blevet sat sammen med Nicoline Simone det fungerer kanon godt. Jeg er stor fan. Hvis det her det er udgangspunktet, så glæder jeg mig til at se, hvor I ender henne senere i programmet

Deres egen dommer, Thomas Blachman, var både stolt og imponeret.

- Her har man nogle seriøse artister, som virkelig kan synge og som har et budskab, fortalte gruppens musikalske mentor, som også har sin del af æren for den fantastiske gruppeoptræden, der vil gå over historien.

Yndlingssang
'My Body Is A Cage' har i lang tid været Nicoline Simones yndlingssang, fortæller hun, og derfor et oplagt valg.

- Det er et nummer med en fed opbygning, der er både momenter, der er stille i sangen, og så eksploderer det bare til sidst, tilføjer Jean Michel, som prøver at forklare gruppens succes.

- Man har ikke set en gruppe med så meget dynamik og så meget indlevelse. Vi klinger bare vildt godt sammen og der er så meget soul i vores stemmer.

På fredag går det løs igen og gruppen har store planer.

- Det bliver stadig under samme kategori og genre rent stilmæssigt, men samtidig skal vi også vise, at vi kan lidt mere end bare at stå på scenen og kigge på hinanden og være dystre.

Baglandet i orden
Nicoline Simone & Jean Michel overraskede måske i fredags, men de har i lang tid haft faste fanskarer over hele Kongeriget Danmark.

- Alle der nede hvor jeg kommer fra på Als, de er totalt stolte og de stemmer alle sammen på os, forklarer Nicoline Simone.

- Jeg havde satset på at tage Færøerne, men der har Sveinur første prioritet, for han er jo hel færing. Jeg er jo bare en fjerdedel færing forklarer Jean Michel og fortsætter med et glimt i øjet.

- Jeg deler Fyn med Mulila.

Se hvordan det går soulsangerne i andet liveshow på fredag d. 17. februar kl. 20 på DR1, DR HD og her på dr.dk/xfactor.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5327bd09a11f9d1b2c78bd8a