Alt, du skal vide om valget

Mandat er det tekniske udtryk for folketingsmedlemmerne. Der er 179 mandater i Folketinget. Fire af dem vælges i Grønland og på Færøerne. De kaldes de nordatlantiske mandater.

Mandat er den tekniske betegnelse for de 179 pladser i Folketinget. Ordet ”mandat” betyder oprindeligt fuldmagt eller ordre til at udføre et hverv for en anden. Mandatet tilhører den valgte person, ikke det parti, personen er valgt ind for. Grundloven forholder sig slet ikke til partier. Det er også derfor, at de enkelte folketingsmedlemmer rent principielt ikke er forpligtet af andet end deres egen overbevisning.

En mindretalsregering er det absolut mest almindelige i Danmark. En mindretalsregering består af et eller flere partier, der ikke selv udgør et flertal i Folketinget. Derfor skal en sådan regering fra sag til sag forhandle sig til opbakning fra de 90 mandater, der er nødvendige for at få flertal i Folketinget.

Spærregrænsen er betegnelsen for den procentdel af stemmerne, som et parti mindst skal have for at komme i Folketinget. For at undgå alt for mange små partier i Folketinget, har man besluttet, at et parti skal have mindst to pct. af stemmerne for at komme ind. Spærregrænsen betyder også, at et parti, der kommer over spærregrænsen, normalt kommer i Folketinget med mindst fire mandater.

Et parti kan dog godt komme i Folketinget uden at få to pct. af stemmerne. Det kan f.eks. ske, hvis en enkelt kandidat i en storkreds får stemmer nok til at få et kredsmandat. Det vil sige omkring 20.000 stemmer.

En flertalsregering er et meget sjældent fænomen i Danmark. En flertalsregering består af partier, som selv har mindst 90 mandater og dermed flertal i Folketinget.

Den seneste flertalsregering var den såkaldte rødkløver-regering med statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i spidsen fra 1993 til 1994. Den bestod af Socialdemokratiet, De Radikale, CD og Kristeligt Folkeparti (nu Kristendemokraterne).

Kredsmandat kalder man 135 af de mandater, der skal fordeles efter valget. Hvert femte år beregner Indenrigsministeriet, hvor mange kredsmandater hver storkreds skal have. Beregningen tager hensyn til kredsens geografiske størrelse, antal vælgere og antal indbyggere. Det skal sikre, at alle dele af landet bliver repræsenteret i Folketinget, uanset om der bor mange eller få mennesker. Det betyder også, at der er forskel på, hvor mange stemmer, der skal til for at få et kredsmandat forskellige steder i landet. Kredsmandaterne fordeles efter partiernes stemmetal ved hjælp af en særlig matematisk formel, som kaldes den d’Hondtske metode.

Tillægsmandater er der 40 af, og de fordeles efter kredsmandaterne. Fordelingen foregår efter en matematisk model, men i den enkle udgave regner man ud, hvor mange mandater hvert parti skulle have på grundlag af det samlede stemmetal i hele landet. Så trækker man partiets kredsmandater fra, og forskellen svarer til antallet af tillægsmandater.

Først når både kreds- og tillægsmandater er fordelt mellem partierne, regner man på, hvilke personer der er valgt. Derfor går der som regel et par dage efter valget, før politikerne med sikkerhed ved, om de er valgt.

Regeringsgrundlag er en beskrivelse af det politiske grundlag, partierne i en regering er enige om og almindeligvis også en række initiativer, regeringen vil arbejde for at gennemføre.

Der er ingen formelle krav om, at en regering skal have et regeringsgrundlag. Det første blev lavet af Poul Nyrup Rasmussens flertalsregering i 1993, og siden dengang har det været normalen, at regeringer har skrevet et regeringsgrundlag.

Statsminister Mette Frederiksens socialdemokratiske et-parti-regering har ikke haft et regeringsgrundlag. Men regeringen har arbejdet med udgangspunkt i det forståelsespapir, som Socialdemokratiet og regeringens parlamentariske grundlag forhandlede på plads efter valget i 2019.

Parlamentarisk grundlag er betegnelsen for partier, der støtter en regering uden at være med i regeringen. I det daglige bliver de partier også kaldt for støttepartier. S-regeringens parlamentariske grundlag har været De Radikale, SF og Enhedslisten. I Christiansborg-jargon kaldet BØF på grund af deres partibogstaver.

Negativ parlamentarisme er betegnelsen for den styreform, vi har i Danmark.

Det betyder, at en regering ikke må have et flertal i Folketinget imod sig. Der behøver til gengæld ikke at være et flertal, som aktivt støtter regeringen.

Ved dette valg spekuleres der i, at en fastlåst situation efter valget kan føre til, at De Radikale kan ende med passivt at bringe en borgerlig regering til magten. Det kan f.eks. være, hvis partiet ikke kan få opfyldt sit ønske om en bred regering og heller ikke vil støtte en ny regering med S-formand Mette Frederiksen som statsminister.

Løsgænger kalder man et folketingsmedlem, som ikke er tilknyttet et parti. Typisk fordi de har forladt deres parti i løbet af valgperioden uden at melde sig ind i et andet parti.

Der har været usædvanligt mange løsgængere i denne valgperiode, og da valget blev udskrevet, var der seks løsgængere.

Man kan godt stille op til Folketinget som løsgænger og altså uden at stille op for et parti. Det kræver, at mellem 150 og 200 vælgere skriver under på, at man skal opstilles. Som løsgænger stiller man op i en storkreds og skal have omkring 20.000 stemmer i den storkreds for at blive valgt. Det svarer til det antal stemmer, der skal til for at få et kredsmandat i den storkreds.

Siden 1953 er det kun to gange lykkedes en løsgænger at blive valgt. Senest var da komikeren Jacob Haugaard i 1994 blev valgt med 23.253 stemmer.

Kongelig undersøger kaldes den person, som dronningen efter et valg udpeger til at lede forhandlingerne om at danne en ny regering. Dronningen udpeger den person, som flest mandater i det nyvalgte Folketing peger på, når der afholdes dronningerunde.

Den kongelige undersøger er typisk en partileder, men det kan også være f.eks. Folketingets formand.

Dronningerunde kalder man det, når partierne efter et valg skal op til regenten for at fortælle, hvem de vil pege på som såkaldt kongelig undersøger. Altså den som skal lede forhandlingerne om at danne en ny regering. Ofte vil den kongelige undersøger også være den, der ender med at blive statsminister. Men det behøver ikke at være sådan.

Det er almindelig praksis, at regeringen ikke går af, når der udskrives valg. Det betyder, at regeringen uden videre kan fortsætte efter valget, hvis den stadig har flertal bag sig, og hvis ingen af partierne i regeringens parlamentariske grundlag kræver en dronningerunde.

Efter en dronningerunde udpeger regenten den – typisk partileder – med flest mandater bag sig til kongelig undersøger. Nogle gange skal der flere dronningerunder til, før det lykkes at danne en ny regering.

Blokpolitik har været et meget brugt begreb i nyere politisk historie, hvor Folketinget været opdelt i en rød og en blå blok. En rød blok bestående af partier, der støttede Socialdemokratiets formand som statsminister, og en blå blok med partier, der støttede Venstres formand som statsminister.

Det kaldes blokpolitik, når partierne i den blok, der har flertallet, gennemfører sin politik uden at inddrage partierne i den anden blok. Begrebet var især relevant i 00’erne, da VK-regeringen havde et stabilt flertal sammen med Dansk Folkeparti.

Op til dette valg er der på flere måder opbrud i blokpolitikken. For første gang i årtier er både den konservative formand Søren Pape Poulsen og Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen statsministerkandidater. Samtidig går både De Radikale og Moderaterne til valg med krav om regeringssamarbejde hen over midten. Altså med partier fra både den klassiske røde og blå blok.

Forretningsministerium er betegnelsen for en regering, der mister sit flertal ved valget, men som fortsætter, indtil der kan udpeges en ny regering. Der skal nemlig altid være en regering, som kan træffe beslutninger, hvis der bliver behov for det.
Som forretningsministerium må ministrene kunne ekspedere de sager, som skal klares, og de skal holde sig tilbage med væsentlige politiske beslutninger.

Under selve valgkampen er der en uskreven regel om, at regeringen er lige så tilbageholdende som, når den er forretningsministerium.

Mistillidsvotum kalder man det, når der bliver udtrykt mistillid til en minister i Folketinget. Rent teknisk er et mistillidsvotum en tekst, som kan komme til afstemning. Hvis der er flertal for at udtrykke mistillid, skal ministeren gå af. Hvis det er statsministeren, der udtrykkes mistillid til, skal regeringen gå af.

Efter minksagen truede De Radikale med at fremsætte et mistillidsvotum til statsminister Mette Frederiksen, hvis hun ikke udskrev valg senest ved Folketingets åbning.
Oppositionen vil normalt altid stemme for et sådant mistillidsvotum, som så ville blive vedtaget. Var det sket, skulle S-regeringen gå af, men Folketinget kan ikke tvinge statsministeren til at udskrive valg. Det er alene statsministeren, der kan udskrive valg.

Partiliste er en af de måder, partierne kan vælge at opstille deres kandidater på. Opstillingsformen har betydning for, hvordan partiets stemmer fordeles på de enkelte kandidater.

Partiliste giver partiet størst mulig indflydelse på, hvem der bliver valgt, fordi stemmer på partiet går til den, der står øverst på listen. Det kan dog lade sig gøre at sprænge en partiliste med mange personlige stemmer.

På stemmesedlen skal den kandidat, der er opstillet i en opstillingskreds, altid stå øverst på stemmesedlerne i den kreds.

En opstillingskreds er den mindste enhed i opstillingssystemet, som består af tre valglandsdele, 10 storkredse og 92 opstillingskredse. Folketingskandidaterne bliver opstillet i en opstillingskreds, men man kan stemme på alle kandidater i den storkreds, hvor man bor.

Sideordnet opstilling er en af de måder, partierne kan vælge at opstille deres kandidater på. Opstillingsformen har betydning for, hvordan partiets stemmer fordeles på de enkelte kandidater. Ved sideordnet opstilling står kandidaterne i alfabetisk rækkefølge, og lidt forenklet forklaret betyder det, at det er kandidaternes personlige stemmetal, der afgør, hvem der bliver valgt.

Som noget forholdsvis nyt kan partierne også vælge ”prioriteret sideordnet opstilling”. Det betyder, at partiet helt selv kan bestemme kandidaternes rækkefølge på stemmesedlen.

Storkredse er en del af opstillingssystemet. Valgteknisk er Danmark opdelt i tre valglandsdele: Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland. Landsdelene består af i alt 10 storkredse, som igen er inddelt i 92 opstillingskredse, hvor de enkelte kandidater er opstillet.

Man kan stemme på alle de kandidater, der er opstillet i den storkreds, hvor man bor.

Det d’Hondtske valgsystem er det valgsystem, der bruges i Danmark. Det udtales ”donske” og er opkaldt efter opfinderen, den belgiske Victor d’Hondt, som konstruerede det i 1899. Fra 1953 og indtil 2005 brugte Danmark en tilpasset udgave af valgsystemet, men efter kommunalreformen og den deraf følgende valgkredsreform er man gået tilbage til den originale metode.

Valgsystemet er matematisk kompliceret, men regnes for at være meget retfærdigt. Dog mener nogle af de mindre partier, at det især favoriserer de største partier.

Det står på dit valgkort, hvor du skal møde op og stemme på valgdagen. Du modtager valgkortet med posten senest fem dage før valget.

Du kan vælge at brevstemme i stedet for at møde op på valgdagen, og du kan brevstemme i alle landets kommuner, fx på borgerservicecentre eller biblioteket. Du kan også brevstemme på sygehuse, hvis du er indlagt, eller på plejehjem, hvis du bor der. Spørg kommunen eller tjek på kommunens hjemmeside, hvor du kan brevstemme, og husk gyldigt id. Du kan tidligst brevstemme tre uger før valget og senest den tredjesidste hverdag før valgdagen. Du kan i øvrigt brevstemme flere gange, hvis du ændrer mening eller fortryder dit kryds. Det er altid den sidst afgivne brevstemme, der tæller. Men hvis du har brevstemt, kan du ikke møde op og stemme på valgdagen.

Stemmesedlen bliver trykt i 92 forskellige udgaver, fordi kandidaterne skal stå forskelligt i de enkelte opstillingskredse, som landet er opdelt i. Opstillingskredsene hører under de 10 storkredse, og man kan stemme på alle kandidater i en storkreds.

Det er vigtigt kun at sætte ét kryds på stemmesedlen. Enten ved partiets navn/bogstav eller ved et af navnene under partinavnet. Ellers risikerer man, at stemmesedlen bliver erklæret ugyldig.

Se din stemmeseddel her

Man stemmer blankt ved ikke at sætte noget kryds på stemmesedlen og derefter aflevere sedlen i stemmeboksen. Dermed bliver stemmen ugyldig, men den vil stadig tælle med i det samlede antal afgivne stemmer og i den samlede valgdeltagelse. Hvis du overvejer at stemme blankt, fordi du ikke ved, hvem du skal stemme på, kan du prøve vores kandidattest her.

Hvis du vil stemme på valgdagen, skal du stemme i den kommune, hvor du var var tilmeldt CPR-registret 15 dage før valget. Det vil altså sige, at hvis du er flyttet kommune få dage før valgdagen, skal du stemme i din tidligere kommune. Men hvis du hellere vil brevstemme, kan du gøre det i hvilken som helst kommune. Det behøver ikke være den, du bor i.