For 100 år siden var Danmark også ramt af pandemi: Mathilde blev kun 35 år

Den spanske syge ramte mennesker over hele verden, da den brød ud i 1918. I Danmark mistede mere end 15.000 danskere livet på et år.

Der var en både helt almindelig og en højst usædvanlig begravelse, som Mathilde Nielsen fik sig.

Som 35-årig sygeplejerske fra Valby uden mand og børn var det begrænset med venner og bekendte, der mødte frem i kapellet på Vestre Kirkegård den sommerdag i 1918.

Til gengæld var pressen mødt op for at følge begravelsen.

Udenfor havde soldater, der var mødt op til en anden begravelse, givet den unge, afdøde sygeplejerske honnør. Det var ellers på ingen måde noget, man gav folk uden militær rang.

Årsagen til at den unge kvinde nu lå i en kiste på vej i jorden, var lige så usædvanlig som selve begravelsen:

Mathilde Nielsen var blevet et af de første dødsofre for den epidemi, som havde ramt Danmark henover sommeren: Den spanske syge.

Sygeplejerskerne havde travlt i sommeren 1918. En mystisk influenza havde ramt Danmark, og hospitalsstuerne var i løbet af ingen tid blevet fyldte. (© Dansk Sygeplejehistorisk Museum)

En farlig gæst

I disse uger er det en ny virussygdom, COVID-19, der er nået til Danmark, og den har på kort tid ændret danskernes hverdag.

Men selvom den aktuelle coronasituation er uden fortilfælde, så runger den ned gennem historien. Helt ned til 1918, hvor den spanske syge kom til Danmark som en farlig gæst.

Dengang var reaktionen fra myndighederne en anden end i dag. Hverdagen fortsatte uændret. Børn gik i skole, folk tog på arbejde, og biograferne og teatrene fortsatte med deres planlagte forestillinger.

Når der i dag reageres anderledes, så skyldes det blandt andet den historiske viden om tidligere epidemier.

- Når vi står overfor sådanne nye virusepidemier, så er historiebøgerne et af vores vigtige redskaber, for historien kan fortælle os, hvad der tidligere har virket i at forsinke og bremse smittespredningen, fortæller Lone Simonsen, der er professor i folkesundhedsvidenskab ved Roskilde Universitet og er ekspert i historiske epidemier og pandemier.

Så lad os skrue tiden tilbage til 1918 for at se, hvordan det gik til, da den spanske syge kom til Danmark.

En usædvanlig sommer

Sommeren 1918 havde været en barsk én af slagsen. Ikke på grund af hedebølge eller udsigt til en dårlig høst, men på grund af den mystiske sygdom, der kostede Mathilde Nielsen livet.

Hvad der startede som enkelte smittetilfælde rundt om i landet i begyndelsen af sommeren 1918, blev mangedoblet som sommerdagene gik.

Sygdommen spredte sig hurtigt og aggressivt. En læge i København registrerede 842 smittede en uge i begyndelsen af juli – og 3862 ugen efter. Helt uvant måtte landets læger haste rundt i sommervarmen for at tilse influenzapatienter.

Det vakte forundring, at influenza-epidemien ramte midt i sommervarmen. Som regel var man - ligesom i dag - vant til influenza i vintermånederne. Men hvad der vakte endnu mere undren var, at det især var unge i alderen 20 til 40 år, der blev ramt. Normalt var det helt små børn og gamle og svagelige, som var influenzaens ofre. (© Dansk Sygeplejehistorisk Museum)

Da august gik mod sin afslutning, troede man, det værste nu var overstået.

Men da sommer blev efterår, var det svært at ignorere, at epidemien stadig havde masser af liv i sig. Den anden bølge ramte hårdt.

Den 3. november 1918 stod der intet mindre end 58 kister klar til begravelse på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Og det var bare den dags begravelser.

Ligesom 35-årige Mathilde Nielsen var en stor del af de mere end 15.000 danske dødsofre unge og ellers raske mennesker.

Tog børn til sig når forældrene døde

- Sygdommen udryddede hele og halve familier over hele landet. Det har sat sit mærke på danmarkshistorien, og det er svært helt at begribe, hvor traumatiserende det må have været, fortæller Tommy Heisz, der er journalist og forfatter.

I 1918 var der ingen penicillin. Ingen antibiotika. Blev man ramt af en bakteriel lungebetændelse var det så godt som en dødsdom – og det blev det for rigtig mange af de mennesker, der blev ramt af den spanske syge. Lungebetændelse var nemlig en hyppig følgesygdom.

Mange skoler lukkede under epidemiens anden bølge for at undgå, at smitten spredte sig. På de lukkede skoler åbnede der flere steder nødkøkkener, hvor frivillige lavede mad til de familier, der var ramt af den spanske syge.

I 2018 udkom Tommy Heisz med bogen ’Den spanske syge – Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark’, og han er en af de få personer herhjemme, der har gravet i de historiske beretninger om den spanske syge i Danmark.

I sin research på arkiverne blev han hurtig ramt af de personlige historier, epidemien gemmer på. I hans optik fortæller epidemien en masse om, hvordan mennesker og samfund reagerer i krisetider.

- Jeg blev især rørt over, hvordan civilsamfundet trådte til og hjalp dem, der havde brug for det, fortæller Tommy Heisz.

- Mange børn blev forældreløse, fordi det især var unge voksne med børn, der døde. I nogle af beretningerne fra dengang kan man læse, hvordan naboen simpelthen tog børnene til sig, hvis det var muligt.

Sygdommen formentlig spredt af amerikanske soldater

Det var ikke kun i Danmark, den dødelige sygdom gjorde fremtog. Fra USA i vest til de fjerneste stillehavsøer i øst blev mennesker ramt og i dag anslås det, at sygdommen på verdensplan var skyld i mere end 50 millioner dødsfald.

Med andre ord døde der fire gange så mange mennesker som følge af den spanske syge som under hele 1. verdenskrig, der i de samme måneder i 1918 fik sin afslutning.

På trods af sit navn startede den spanske syge formentlig i amerikanske militærlejre. Her noterede man i det tidligere forår 1918 de første tilfælde af sygdommen.

1. Verdenskrig buldrede stadig, og militærlejrene i Amerika var summende travle. Unge mænd blev rykket rundt fra lejr til lejr, og når de var klar til det, blev de sendt afsted til Europa med skib for at deltage i kampene.

I april nåede sygdommen til Frankrig, og derfra gik det hurtigt. Den bevægede sig væk fra militærlejrene, fra skyttegravene og fra krigslazaretterne – ind til byerne, til havnene, til togstationerne og videre rundt i verden.

Københavnerne kunne følge med i 1. verdenskrig foran Politikens Hus. Danmark var neutral under krigen. (© Scanpix)

For verden var blevet global i 1918 – og ikke kun på grund af verdenskrigen. Folk rejste på kryds og tværs, bevægede sig over landegrænserne og tværs over verdenshavene.

Det gav den spanske syge helt nye muligheder for at blive spredt langt hurtigere, end det havde været muligt for tidligere epidemier. Virussen skulle ikke længere rejse med hestevogn eller til fods. Nu kunne den tage et tog, der kørte hurtigere end nogensinde.

Som ugerne og månederne gik, rykkede sygdommen sig og snart blev der registreret tilfælde over det meste af verden. Derfor kalder man i dag den spanske syge for verdens første pandemi: Den første globale epidemi.

Myndighederne tog det roligt

I Danmark ramte den spanske syge i bølger.

Første bølge kom henover sommeren i 1918, anden bølge i efteråret. Det var efterårets epidemi, der slog benene væk under det danske samfund, og først i oktober 1918 satte myndighederne ind med påbud.

Det fortæller Mathias Mølbak Ingholt, der er ph.d-studerende i folkesundhedshistorie ved Roskilde Universitet.

- Myndighederne tog det meget afslappet i starten. Man ser for eksempel, at stadslægen i København i det tidligere efterår 1918 stadig mener, det er nok bare at ventilere ud mellem forestillingerne.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger for at undgå spredningen af influenza under den spanske syges anden bølge i Danmark i oktober 1918. (© sundhedsstyrelsen)

I pressen havde man holdt øje med sygdommen inden den kom til Danmark, og blandt journalisterne var der ret delte meninger om, hvor alvorligt man skulle tage sygdommen. Det ændrede sig dog, da sygdommen ramte Danmark.

- Man ser at dagbladene og formiddagsbladene begynder at forholde sig kritisk til myndighederne, og man ser overskrifter i stil med 'Vil de overhovedet gøre noget?', fortæller Mathias Mølbak Ingholt.

Og i aviserne kunne man tydeligt følge, hvordan sygdommen ramte det danske samfund. Begravelsesannoncerne talte for sig selv.

Hamrende hovedpine og himmelhøj feber

En sygdom som den spanske syge var en udfordring for de danske hospitaler i en tid før den moderne velfærdsstat.

Nok var der hospitaler, læger og sygeplejersker, men sundhedsvæsnet var på ingen måde tilpasset en epidemi som den spanske syge. Man tog sine forholdsregler. Sørgede for at isolere de syge så godt som muligt, men ofte var det for sent.

Mange hospitaler endte med at være fuldstændig overfyldte, som epidemierne brød ud i lys lue.

Fordi influenzaen var luftbåren, måtte lægerne bærer masker for ikke selv at blive smittet. (© Dansk Sygeplejehistorisk Museum)

Det gjorde det ikke lettere, at der var tale om en lumsk sygdom. Symptomerne var ofte helt normale for en influenza. De smittede oplevede hovedpine, feber, kvalme. Men i de værste tilfælde var symptomerne så voldsomme, at de var fuldstændig lammende for den smittede.

Hovedpine blev beskrevet, som var der en hammer, der blev hamret fra indersiden af hovedet og ud. Ekstrem smerte i lænd og led, opkastninger og feber på himmelflugt. Mange lå med 40 i feber i flere dage.

Det var som regel først her, der blev tilkaldt en læge.

I nogle tilfælde opførte influenzaen sig anderledes. Der fremprovokerede virussen en overreaktion i kroppens raske celler, der med andre ord betød, at immunforsvaret begyndte at nedbryde kroppen indefra.

Slap man for det udfald og klarede man sig igennem selve influenzaforløbet, var der dog ikke anledning til ro.

Risikoen for en efterfølgende lungebetændelse var stor, fordi immunforsvaret var så svækket efter det langstrakte influenzaforløb.

Epidemi i glemmebogen

Hvis du undrer dig over, at du måske ikke rigtigt kender til den her dødbringende sygdom, der for lidt over 100 år siden ramte Danmark som en stormvind, så er det ikke så underligt.

Det er nemlig ikke meget spalteplads, epidemien gennem tiden har fået historiebøgerne.

- Det er historiens helt store epidemi efter pesten, der under navnet 'Den sorte død, udslettede en tredjedel af Europas befolkning tilbage i middelalderen. Under den spanske syge var det svært at finde en dansker, der ikke var berørt af sygdommen. Men den er aldrig blevet en del af vores fælles historie.

Sådan lyder det fra Hans Trier, der er læge og historiker. I 2018 udkom han med bogen ’Angst og engle – den spanske syge i Danmark’.

Aviserne spillede en afgørende rolle under epidemien, da det var i aviserne, borgerne kunne følge med i forløbet - hvad end det drejede sig om nye hospitaler, der åbnede, eller hvor mange, der nu var døde eller smittede. (© Politiken)

Andre epidemier fra fortiden, som for eksempel pest og kolera, har fået masser af historisk fokus, men ifølge Hans Trier er der formentlig flere årsager til, at den spanske syge er gået lidt i glemmebogen.

- Set ud fra et lægevidenskabeligt perspektiv var den ingen succes, for man havde ikke held med at stoppe udbredelsen. Det var heller ikke en sygdom, hvor man kunne finde en eller anden banebrydende kur, fortæller han.

Derudover er Hans Trier ikke i tvivl om, at sygdommen blev overskygget af periodens store politiske begivenheder som afslutningen på den 1. verdenskrig og optøjer i mange lande.

Sygdom viser vores urfrygt

Den spanske syge slap sit greb om Danmark igen i løbet af 1919, og på verdensplan døde epidemien ud i 1920. Da havde mellem 15.000 og 18.000 danskere mistet livet som følge af sygdommen. Det svarede til 0,5 procent af befolkningen.

Men kan vi bruge historien om den spanske syge til noget i dag her 100 år efter? Svaret er ja, hvis man spørger Hans Trier og Tommy Heisz.

- Den her sygdom ramte jo fuldstændig vilkårligt, så i historien om den spanske syge er der også historien om den menneskelige urfrygt, der sætter ind, når der kommer kræfter udefra, som vi ikke kan styre – og hvordan vi tackler den, siger Tommy Heisz og fortsætter:

- Selvom vores samfund har udviklet sig siden 1918, er det stadig interessant at undersøge, hvordan mennesket reagerer under så voldsomme begivenheder, så vi på den måde kan blive klogere på os selv.

Der var fyldt på hospitalsstuerne under den spanske syge, hvor patienterne lå side om side. (© Scanpix)

Læge og historiker Hans Trier mener også, der er god grund til at beskæftige sig med den spanske syge i et historisk og lægefagligt perspektiv.

- Jo mere vi ved om fortidens sygdomme, og hvordan de påvirkede samfundet, jo bedre rustet er vi til fremtidens sygdomme.

Og det ser man blandt andet under den aktuelle coronapandemi.

Lone Simonsen fra Roskilde Universitet fortæller, at taktikken med "at flade kurven ud" for at undgå en meget stejl stigning i antallet af syge og indlagte på hospitalerne blandt andet stammer fra et studie af den spanske syge i USA, hvor man undersøgte, hvordan forskellige indgreb påvirkede smittekurven.

- Vores viden fra den spanske syge viser med al tydelighed, at det er et effekt redskab at sætte tidligt ind mod sådanne epidemier, hvis man vil undgå en stor og hastig smittespredning.

Kilder: ’Angst og engle – den spanske syge i Danmark’ af Hans Trier, ’Den spanske syge – Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark’ af Tommy Heisz og ’Verdenshistoriens største epidemier’ af Jakob Eberhardt. Interview med Lone Simonsen, professor i folkesundhedsvisenskab ved Roskilde Universitet og Mathias Mølbak, ph.d-studerende i folkesundhedshistorie ved Roskilde Universitet.

Denne artikel er en opdateret version af en tidligere udgivet artikel på dr.dk.

Facebook
Twitter