Mange af de gamle pornografiske og erotiske film, som for nylig blev hevet frem i lyset fra DR’s kælder, er fra udlandet – og er sandsynligvis blevet smuglet illegalt ind i Danmark.

Filmene kaldes både ”helt unikke” og ”sjældne” af eksperter.

Men hvordan fungerede distributionen før lovliggørelsen i 1969, hvor erotisk underholdning ikke bare kunne deles med et enkelt klik?

- Lang hent ad vejen er det simpelthen foregået fra hånd til hånd, altså via private der på forskellig vis har købt eller byttet sig til kopier af filmene, fortæller filmekspert Jack Stevenson, der har hjulpet DR med at kaste lys over de erotiske films historie.

Det er også derfor, at mange af filmene – som der kan ses klip fra i videoen herunder - er i dårlig kvalitet. De er simpelthen kopier af kopier af kopier.

OBS: Vi skal i det følgende advare mod billeder, der kan virke stødende.

Nye dokumenter givet hint om distributionskæden

En række ikke tidligere offentliggjorte dokumenter fra en politisag fra 1927 giver et godt eksempel på, hvordan denne hånd til hånd-distribution fungerede.

Indtil for nylig var kun få dokumenter fra politisagen blevet offentliggjort. De handler om en ung taxachauffør, der fremviser en ’utugtig film’ for sine kolleger, men bliver angivet til politiet af en anonym forarget ”chauffør-hustru”.

Den del af sagen blev udrullet her på dr.dk i sidste weekend.

Men i bunden af en af dokumenterne angives navnet på en mystisk ’grosserer’, som den unge taxachauffør har fået den utugtige film fra.

Grosseren er interessant, fordi han jo er det næste led i distributionskæden. De hidtil offentliggjorte dokumenter fortalte dog ikke mere om ham.

Men nu har Rigsarkivets arkivar og arkivdetektiv Adam Jon Kronegh fundet sagens resterende dokumenter frem, hvori grosseren under en afhøring hos politiet afslører endnu et led i distributionskæden.

Grosseren forklarer indledningsvis, at han tidligere har handlet med maskiner til forevisning og optagelse af film, og at han for cirka tre måneder siden solgte et optagelsesapparat og nogle krigsfilm til den unge taxachauffør, der nu står sigtet for overtrædelse af straffelovens §184 om ”offentlig udstilling af utugtige Afbildninger”.

Politirapporten fra 23. april 1927 fortsætter:

”Ca. en Maaned senere kom Sigtede (Chaufføren) igen og spurgte da, om Komparenten (Grosseren) ikke havde en ”uartig” Film til Salg. Komparenten kom nu i Tanker om, at hans laa inde med den i Sagen ommeldte Film, som han for op mod en hals Snes Aar siden havde faaet af en svensk Filmsmand...”

Med forbehold for, at grosseren måske ikke var helt ærlig, kunne det altså tyde på, at distributionen i dette tilfælde er foregået uorganiseret og fra hånd til hånd. På samme måde er det måske også et eksempel på, hvordan filmene via denne metode også har kunnet bevæge sig på tværs af landegrænser.

Grosseren gør derudover meget ud af at understrege, at han ikke normalt handler med film, og at han aldrig har haft en film af denne slags før.

Politiet stiller i dokumenterne ikke spørgsmålstegn ved grosserens forklaring og undersøger tilsyneladende heller ikke yderligere, hvem denne ”svenske Filmsmand” skulle være.

Det er svært at sige, om nogle af de tre herrer fra sagen her måske skulle have været involveret i en mere organiseret form for ulovlig distribution af erotisk materiale. For præcis hvilken slags ”Filmsmand” svenskeren skulle være, ved vi jo for eksempel ikke præcis, og hvad, en ung taxachauffør med beskeden løn har skulle bruge et dyrt optageapparat til, er også usikkert.

Showman rejste rundt

For selvom hånd til hånd-metoden sandsynligvis har været den mest udbredte, har mere organiserede distributionsmetoder også eksisteret, lyder vurderingen.

I USA mindede en af metoderne om et omrejsende cirkus, fortæller professor og ekspert i erotiske film fra før Anden verdenskrig Linda Williams i en artikel om emnet.

- Fra 10’erne og frem til de tidligere 50’ere blev filmene optaget og distribueret på 16mm filmruller og forevist af rejsende mænd i et slags road-show i skure, studenterforeninger og på skumle barer. Mændene satte projektoren op og havde filmene med.

Den dansk-amerikanske filmekspert Jack Stevenson er enig og fortæller, hvordan disse rejsende show-mænd havde flere gode tricks til ikke at blive ’bustet’ af politiet:

- Typisk havde de en slags doktortaske med sig – så virkede det mindre mistænkeligt, at de rejste rundt og besøgte en masse mennesker. Men i virkeligheden var tasken jo bare fyldt med pornofilm.

Var også del af organiseret smugling

Om der også har været rejsende show-mænd i Europa vides ikke. Men de ulovlige film har i forbudstiden uden tvivl været en eksklusiv vare, som der sandsynligvis – med de rette købere – kunne blive tjent en del penge på.

- Herhjemme i Danmark foregik distributionen af porno generelt ofte direkte fra producent til sælger. Det så vi eksempelvis med fotografen Mary Villumsen, der solgte sine billeder bl.a. af nøgne badegæster, til cigarhandlere og tobaksforretninger, hvor de så blev solgt til slutbrugeren under disken, fortæller museumsleder Frederik Strand fra politimuseet.

Pornografi fra udlandet blev ofte taget med hjem af private, der tog på ferie i for eksempel Frankrig, hvor produktionen var stor.

Men selvom der ikke har været tale om et stort kriminelt netværk, hvor alle pengene i sidste ende havnede hos nogle hovedbagmænd, har der sandsynligvis alligevel eksisteret en mere organiseret form for international distribution af større mængder, lyder vurderingen.

- Det har jo været en smuglervare på linje med cigaretter og alkohol, så det er nærlæggende at både film og anden pornografi har været en del af smuglernes sortiment, siger Frederik Strand fra Politimuseet.

Tidligere pornoproducent og fotograf Ole Esper Ege er enig. Han var fra 50’erne og frem selv involveret i den dengang illegale pornobranche.

- Der var sgu mange måder at gøre det på. (…) Det var rimeligt almindeligt, at folk der smuglede i forvejen også havde porno med. Det var en nebengeschæft for dem. (...) De druknede jo ikke ligefrem i moralske kvababbelser over den slags, fortæller Ege, da vi besøger ham i hans lejlighed i København.

De medbragte træstammer fra bageren vækker glæde, men han vil gerne gemme dem til senere.

- Det er lidt for tidligt på dagen, siger den 84-årige levende legende og tænder en cigaret uden filter.

Overalt hænger minder fra et langt liv i erotik-branchen. Filmplakater, fotos af letpåklædte kvinder og udklip fra internationale aviser.

Smarte tricks snød politiet

Men at være i pornobranchen før 1969, var ikke uden risiko. Så nogle gange måtte man være kreativ, når lovens lange arm skulle undgås.

På et tidspunkt gik Ole Ege og en gruppe andre producenter på Vesterbro sammen om at få en sending pornografiske film og billeder sendt til et land, hvor det endnu ikke var frigivet.

Det var en stor sending, så hvis det skulle lykkes, måtte man tænke uden for boksen - eller faktisk var det i praksis inden for boksen:.

- Der var simpelthen en kreativ fyr ude på Vesterbro som arrangerede en falsk begravelse, hvor kisten så skulle sendes til udlandet. Og så gik vi sammen om at fylde den med vores bedste varer. Og det lykkedes, der var jo ikke nogen toldere, der turde åbne en kiste, fortæller Ole Ege.

Skulle man levere endnu større kunne man også lade som om, at man var i gang med at flytte i en stor flyttevogn

- Men indholdet bag teaktræsbordene (...) Der kunne være lidt af hvert, fortæller Ole Ege.

En anden erfaren herre fra branchen, Willy Strauss, har også fortalt, hvordan udhuling af bøger med uskyldige titler som ’Jesu liv på jorden’ kunne være effektivt. Her kunne der snildt ligge en 8mm film.

Solgt under disken i kiosker

Der er svært at sige præcis, hvor de film, som smuglerne havde med, blev solgt henne. Da det var en slags luksusvare inden for pornoindustrien, var det langtfra lige så udbredt som for eksempel erotiske postkort eller frække blade.

Men det er sandsynligt, at salget er foregået de samme steder, som alt anden porno – nemlig under disken i særlige cigar- og tobaksforretninger, hvor der i forvejen primært kom mænd.

Det var også især sælgerne, som politiet gik efter.

Men selvom de ofte blev snuppet og deres materialer beslaglagt, var politiet generelt på en uoverskuelig opgave, fortæller Frederik Strand fra politimuseet.

- Det var ekstremt svært for politiet at fange alt. Simpelthen umuligt.

Kristen forening jagtede sælgerne

Derfor så den kristne forening Vigilia sig også nødsaget til at hjælpe politiet i deres arbejde.

Foreningens medlemmer så dem selv som Guds forlængede arm, og hjalp fra deres oprettelse i 1898 og frem yderst aktivt og entusiastisk politiet med ’porno-problemet’.

Under dække af at ville købe porno, tog foreningens medlemmer rundt til kioskerne og efterspurgte det utugtige materiale. Lykkedes det, blev forhandleren straks anmeldt til politiet.

En anden forening kaldet 'Unge kristne' holdt i den turbulente tid omkring frigivelsen også offentlige dundertaler for befolkningen, som de mente var ved at bukke under for moralsk fordærv.

Frække beslaglæggelser forsvundet

Skriftlige anmeldelser af små kiosker væltede ind til politiet fra de kristne foreninger. Men hjælpen blev måske ikke altid værdsat helt så meget, som foreningens medlemmer håbede på, fortæller Frederik Strand fra politimuseet:

- Flere af betjentene var nok af den opfattelse, at det måske var en lidt fjollet ting at bruge tid på, og at ressourcerne måske kunne bruges bedre et andet sted.

En lidt mærkværdig mangel i mange af både politimuseets og Rigsarkivets sager, giver måske også et hint om opfattelsen af ’porno-problemet’ hos nogle dele af politiet.

I mange af de arkiverede sager beskrives det nemlig, hvordan både frække billeder og film skal være vedlagt som bilag – men i rigtig mange af sagerne er disse på mystisk vis forsvundet.