Orla Madsen gravede Danmarks største opdagelsesrejsendes op efter 250 år: Det var rørende

Dansk arkæolog var med til at udgrave Vitus Bering, der i 1700-tallet opdagede det østlige Rusland.

En februardag i 1991 fik Horsens Museum uventet besøg fra Sovjetunionen.

En lille mand med en taske i hånden var taget til den østjyske by for at få hjælp til at finde de jordiske rester af Vitus Bering. Han er kendt for at være Ruslands Christoffer Columbus, men i virkeligheden er han dansker - født i Horsens i 1681.

En af dem, der mødte den lille rejsende fra Sovjetunionen, var Orla Madsen, der siden har holdt stribevis af foredrag i Danmark og udlandet om en af verdens største opdagelsesrejsende.

Han arbejdede dengang som arkæolog på Horsens Museum og havde stødt på bysbarnet Vitus Bering flere gange. Dengang var Orla Madsens interesse for den danske opdagelsesrejsende, der af den russiske zar blev bedt om at finde ud af, om Rusland var landfast med USA, ikke større end en gennemsnitlig horsensianer.

Men det ændrende den lille russer med tasken på.

Tog på sommerekspedition for at finde Vitus Bering

Fem måneder senere, i slutningen af juli, drog Orla Madsen sammen med tre andre arkæologer, tre journalister, to med stor interesse for Vitus Bering og en tolk til Rusland for at finde Vitus Berings grav. Målet var, at de skulle udgrave danskerens skelet – præcis 250 år efter hans død.

Efter udgravningerne har de begravede søfolk fået synlige gravpladser. (Foto: Orla Madsen)

- Vi rejste over på den anden side af Jorden til en ø, der er på størrelse med Lolland-Falster for at finde en grav. Det var et sats. Selvfølgelig vidste vi, hvor hytterne, de havde bygget, lå. Vi havde en forventning om, at gravene lå i nærheden, men vi vidste ikke præcis, hvor de lå, siger Orla Madsen.

Holdet med i alt ti danskere tog først til Sovjetunionens hovedstad, Moskva. Derfra tog de videre ud til Bering Ø, hvor Vitus Bering døde, og som senere blev navngivet efter ham.

Snart slut med Sovjetunionen

Selvom forholdet mellem Vesten og Sovjet havde været lige så iskoldt som vinteren på Bering Ø, var et tøbrud i gang. Senere på rejsen skulle det dog vise sig, at Sovjetunionens forestående sammenbrud også skulle have konsekvenser for ekspeditionen.

Holdet, der i Moskva blev forøget med 30 mand, nåede den golde Bering Ø i det Nordlige Stillehav 1. august. Allerede næste dag begyndte de udgravningerne nær de hytter, hvor Vitus Bering og hans hold havde holdt til.

- Kort tid efter fandt vi de første knogler og et tinkors, præcis på det sted vi regnede med at finde gravene. Det var hole-in-one, fortæller Orla Madsen.

  • Sådan ser en af gravene ud, som Orla Madsen var med til at udgrave. (Foto: Orla Madsen)
  • (Foto: Orla Madsen)
  • (Foto: Orla Madsen)
  • (Foto: Orla Madsen)
  • (Foto: Orla Madsen)
  • (Foto: Orla Madsen)
1 / 6

Først 8. august fandt arkæologerne det, de mener, var resterne af Vitus Bering. For ifølge dagbøger var han den eneste af de i alt seks begravede, der blev stedt til hvile med et stykke træ bundet om sig.

Rørende opdagelse

- Det var en dag, man altid kan huske. Det var den dag, hvor vi fandt en grav med noget træ og en af verdenshistoriens største personligheder. Det var rørende. Det kan måske lyde lidt hoverende, men jeg tror, at det er noget, vi vil blive husket for, når man taler om Bering i fremtiden, siger han.

Selvom holdet fandt Bering, så var der dog en ting, der stadig skuffer Orla Madsen. Russerne har nemlig et stærkt forhold til deres Christoffer Columbus, og blandt udgravningsholdet var journalister fra sovjetisk stats-tv, der skulle være klar med breaking news til hele østblokken, hvis Berings lig blev fundet. Det blev dog aldrig til det helt voldsomme breaking.

- Vi fik ikke så meget hype, som vi havde håbet på. Hele Sovjetunionen var ved at bryde sammen, og så blev vores ekspedition glemt. Da vi igen var på vej fra Rusland til Danmark, brød det løs i Moskva, siger Orla Madsen.

Genbesøgte Berings grav i 2016

Efter udgravningen blev Berings skelet taget til Moskva, hvor retsmedicinere genskabte danskerens ansigt. En kopi af ansigtet befinder sig i dag på Horsens Museum.

Russiske retsmedicinere har forsøgt at genskabe Vitus Berings ansigt. Det kan i dag ses på Horsens Museum. (Foto: Orla Madsen)

Orla Madsen, der nu er direktør på Østsjællands Museum, besøgte igen i 2016 Bering Ø i forbindelse med 275-årsdagen for danskerens død.

Vitus Bering blev i øvrigt genbegravet af russerne tæt på det oprindelige gravsted i 1992.

DRK har fulgt i Vitus Berings spor og har taget rejsen hele vejen til den ufremkommelige Bering Ø for at fortælle om den store dansker, som for mange herhjemme stort set er ukendt.

Første afsnit af serien på i alt seks dele kan ses på DR TV HER