Det var blevet besluttet, at Sørine Maja Kristensen var et samfundsproblem.

”Hun maa betragtes som et moralsk forkrøblet, degenereret, men hverken sindssygt eller aandssvagt individ (…) hendes uudviklede moralske Følsomhed nedsætter hendes Modstandskraft overfor erotiske Tilskyndelser.”

Sådan blev Sørine beskrevet i en lægeerklæring i begyndelsen af 1920’erne, da hun var omkring 20 år. Hun udviste hverken den store boglige eller sociale begavelse, og hun var ikke særligt god til husligt arbejde. Til gengæld var hun glad for mænd og blev beskrevet som ’kønsligt ustyrlig’.

Myndighederne forsøgte at finde ud af, hvad man skulle gøre af hende, for det var klart for enhver, at man ikke kunne have sådan en kvinde gående frit rundt på gaden.

Løsningen på problemet med Sørine blev den lille ø Sprogø midt i Storebælt.

Kvindeanstalten på Sprogø åbnede i 1923 og lukkede først igen i 1961. Her isolerede man kvinder, der havde fået diagnosen 'moralsk åndssvag'. (© Dansk Forsorgshistorisk Museum)

'Letfærdige og løsagtige' kvinder blev anbragt

Siden premieren sidste uge har over 215.000 danskere set filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens krimithriller ’Journal 64’, og er blevet taget med tilbage til en dyster periode i danmarkshistorien, der udspiller sig omkring øen Sprogø midt i Storebælt.

For hvad der i dag er en malerisk plet på rejsen mellem Fyn og Sjælland, var fra 1923 til 1961 et fængsel for flere hundrede danske kvinder. Et fængsel uden tremmer, hvor de indsatte sjældent var dømt for noget decideret kriminelt.

Her isolerede man kvinder, der blev anset for at være ’moralsk defekte’. Kvinder, der var blevet anbragt på øen, fordi de var stemplet som ’letfærdige og løsagtige’, og som derfor blev opfattet som en fare for det danske samfund.

Der var som regel 40-50 kvinder anbragt på Sprogø ad gangen. I perioden 1923 til 1961 var omkring 500 kvinder anbragt på øen. (© Dansk Forsorgshistorisk Museum)

- De her kvinder levede ikke op datidens syn på, hvad en god kvinde var. Og fordi de ikke passede ind, så havde man den opfattelse, at der måtte være noget galt med dem, siger Birgit Kirkebæk.

Hun er doktor i specialpædagogik og forfatter til bogen ’Letfærdig og løsagtig – kvindeanstalten på Sprogø 1923-1961’.

I 'Journal 64' er det den fiktive karakter Nete Hermansen, biografgængerne stifter bekendtskab med. En ung kvinde, hvis historie på mange måder minder om den virkelige Sørine Maja Kristensens historie.

Nete havner på kvindeanstalten, fordi hun venter barn uden for ægteskab. Derfor bliver hun steriliseret.

Nete er, ligesom de mange hundrede virkelige kvinder, der blev anbragt på Sprogø, på den ene eller anden måde udskældt af samfundet.

Fanny Leander Bornedal spiller i filmatiseringen af Journal 64 Nete Hermansen - en kvinde på kvindeinternatet på Sprogø. Her ses hun sammen med Elliot Crosset Hove. (Foto: Henrik Ohsten © Nordisk Film)

For der var mange måder, hvorpå en kvinde kunne falde uden for samfundsnormerne.

Havde en kvinde haft for mange kærester, var der noget galt med hende. Kunne hun ikke finde ud af at passe skolen eller det huslige arbejde, var der noget galt med hende.

Fakta om race- og socialhygiejne:

Race- og socialhygiejnen (også kaldet eugenik) bygger på ideen om, at menneskets arvemateriale bør forædles.

Man taler om 'positiv' og 'negativ' eugenik. Hvor den 'positive' variant handler om, at videreføre det 'gode arvemateriale', går den 'negative' variant ud på at begrænse det.

Anstalten på Sprogø var et eksempel på negativ eugenik.

Havde hun været ramt af kønssygdomme eller udsat for incest, var der noget galt med hende. Havde hun fået barn uden for ægteskab, var der noget galt med hende.

Mange af de kvinder, der blev anbragt på Sprogø, havnede der med begrundelse i deres seksualitet: De led enten af 'erotomani' og 'hyperseksualitet'.

Socialhygiejne skulle redde samfundet

Sprogø-anstalten åbnede i 1923, kun en håndfuld år efter at både 1. verdenskrig og den russiske revolution var overstået. Begge begivenheder havde rystet den vestlige verden og der var en frygt for, at civilisationen skulle bryde sammen.

Én måde at opretholde samfundsordenen på, var at forhindre en ’tiltagende forøgelse af minusindivider’. Det var en tankegang, der var særdeles fremherskende i tiden både blandt politikere og læger.

Kvinderne, der blev anbragt på Sprogø, blev enten anbragt efter foranledning af deres forældre, læger, lærere, menighedsråd fra sognene rundt omkring, fattigråd, politiet eller pigehjem. (© Dansk Forsorgshistorisk Museum)

- Blandt landets politikere var der en reel bekymring for, at befolkningskvaliteten ville falde, hvilket ville få de økonomiske udgifter til den offentlige forsorg til at stige i en sådan grad, at landet ville lide under det.

Sådan lyder det fra professor Lene Koch, der tidligere har forsket i både racehygiejne og tvangssterilisation i Danmark.

- Da det foregik i velfærdsstatens helt unge år, var der en bekymring for, om den unge velfærdsstat kunne bære den økonomiske belastning, som disse mennesker udgjorde.

En måde at forhindre sådan en forøgelse var at isolere og behandle de mennesker, som man mente, besad ’dårligt arvemateriale’: Det var blandt andet de dårligt begavede, dem der i samtidens øjne besad en dårlig moral og de ’erotisk forstyrrede’.

Det var mennesker, der på forskellig vis blev stemplet som ’moralsvage’ og ’åndssvage’.

- Man var klar over, at der var forskel på den biologiske og sociale arv, men i praksis kom de to ud på ét. Man så 'dårlige folk' med 'dårlige børn', og det var det afgørende, siger Lene Koch.

Det var Christian Keller, der nøje udvalgte Sprogø som sted for hans kvindeanstalt. Øen var placeret tilpas isoleret midt i Storebælt, hvilket ville forhindre kvinderne i at stikke af. (© Dansk Forsorgshistorisk Museum)

Ø-anstaltens arkitekt

Hjernen bag ø-anstalten på Sprogø var Christian Keller, der var overlæge ved De Kellerske Aandssvageanstalter i Brejning i Jylland. Han havde allerede fået åbnet én ø-anstalt på Livø i Limfjorden, hvor ’anti-sociale’, ’moralsk åndssvage’ og kriminelle mænd blev isoleret.

Christian Keller var en varm fortaler for at internere åndssvage på anstalter, fordi det ville forhindre dem i at formere sig.

Om Sprogø skrev han, at anstalten skulle være et opholdssted for:

”… den Klasse af let aandssvage Kvinder, hvis Erotik frembyder en væsentlig Fare i det frie Samfund for Udbredelse af Kønssygdomme og for en Forøgelse af Samfundets (aandssvage, red.) Individer gennem Barnefødsler.”

Christian Keller var overlæge ved De Kellerske Anstalter i Brejning og hjernen bag ø-anstalterne på først Livø og senere Sprogø. Han var en varm fortaler for at internere åndssvage på anstalter. (© Det kongelige Bibliotek)

Anstalten på Sprogø var for kvinderne en blanding af hjem, hospital, arbejdsplads og fængsel. Når de ankom, vidste de ikke hvornår eller hvordan, de ville forlade øen igen. Den beslutning var op til den siddende overlæge.

For mange af kvinderne endte opholdet på Sprogø med sterilisation. Det var ifølge lægevidenskaben den sikreste måde at lade dem vende tilbage til samfundet på.

- Det er vigtigt at understrege, at man ikke gjorde det for at straffe kvinden. Man var af den overbevisning, at det var det det bedste, man kunne gøre for hende, siger Lene Koch.

Hun forklarer, at vejen væk fra Sprogø for mange af kvinderne betød en sterilisation.

- De blev tvunget til et valg: De kunne blive på anstalten eller blive steriliserede.

'Seksuelt aggressiv' og 'anormal'

Sørine Maja Kristensen blev steriliseret, da hun var 30 år gammel. Det var Christian Kellers efterfølger, overlæge H.O. Wildenskov, der ordinerede indgrebet.

To år tidligere havde Sørine født en datter, mens hun endnu var indlagt på Sprogø. Faren til barnet var en mand, der arbejdede ved fyret på øen.

Barnet var ifølge Sørines journal et resultat af hendes ’seksuelle aggressivitet’, og det blev nøje beskrevet i journalen, hvordan sex-akten mellem de to havde været ’anormal’. Med andre ord var det hverken foregået i missionærstilling eller i en seng under dynen.

'Anormaliteten' blev tilskrevet Sørine.

- Det var i direkte strid med normen om, at kvinden skulle være den passive og underdanige i seksuelle relationer, hvilket var den generelle opfattelse af en normal kvindelig seksualitet. Var der tegn på noget andet, kunne det meget let ende i en sterilisation af kvinden. Det understregede, at hun var moralsvag og løsagtig, fortæller doktor og forfatter Birgit Kirkebæk.

Når kvinderne blev vurderet klar til at rejse fra Sprogø, skulle de først i kontrolleret familiepleje. Herefter kunne de endeligt udskrives, men for mange blev det begyndelsen på et langt liv med jævnlig kontakt med myndigheder og åndssvageforsorgen.

- Det var kvinder, der drømte om et normalt, uovervåget liv, men som på grund af livets omstændigheder blev dømt til et liv, hvor der blev holdt nøje øje med dem, fortæller Birgit Kirkebæk.

Da anstalten lukkede i 1961 havde omkring 500 kvinder være indsat på Sprogø. Mange ad flere omgange.

Opholdet på Sprogø var for mange af kvinderne skæbnesvangert. Dem, der fik børn, fik dem tvangsfjernet. Mange blev tvunget til sterilisation. Og med et ophold på kvindeanstalten i sin journal, var det svært at få lov til at gifte sig efterfølgende. (© Dansk Forsorgshistorisk Museum)

En anden tid

Birgit Kirkebæk understreger, at overlægerne Christian Keller og H.O. Wildenskov udførte deres arbejde i bedste mening, og at man i samtiden så de to læger som humane mennesker, der tog sig af dem, som ingen ville have.

- Hensigten med deres diagnosticeringer var efter min mening ikke meget anderledes, end når læger diagnosticerer patienter i dag. De ville finde en diagnose til de kvinder, der faldt igennem i samfundet, så de kunne behandle dem, siger Birgit Kirkebæk.

Lene Koch har samme opfattelse.

- Ideerne bag race- og socialhygiejnen kan virke ekstreme for os i dag, men vi bør ikke dømme mænd som Christian Keller ud fra nutidens syn på, hvad det er rigtigt og forkert. Datidens normer var anderledes, end de er i dag.

Filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bog 'Journal 64' kan i øjeblikket ses i biografen med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne. (Foto: Henrik Ohsten © Nordisk Film)