Billed-Bladets journalistlegender: Her er vores vildeste 70’er-historier

I bladets guldalder rejste reporterne verden tynd for at finde de bedste fortællinger og røverhistorier.

En kvinde, der sidder med sin mands knogler på skødet i en flyver mod Sao Juan. En diplomatfrue fra Vejle, hvis morder nok stadig vandrer rundt derude i sine små damesko. En mand, der fortryller tusindvis af mennesker ved at bøje gafler.

I 70’erne var Billed-Bladets journalister vidner til bizarre og utrolige hændelser overalt i verden.

Dengang var bladet ikke kendt som Danmarks royale ugeblad, som det er i dag. Det var et blad, der skrev om politiske konflikter, skæve eksistenser og vanvittige dramaer. Selv dem, der fandt sted på den anden side af kloden.

- Penge betød ingenting. Det var det, der var herligt ved Billed-Bladet. Hvis der var en god historie, så rejste vi. Vi lejede biler, vi lejede fly, vi lejede helikoptere. Det var nærmest svinsk målt med nutidens øjne, siger Jørgen Mouritzen, som var journalist på bladet.

Her er tre af de vildeste historier, som journalisterne Torben Dhalvad og Jørgen Mouritzen har skrevet i deres tid på bladet i 70'erne. De medvirker begge i programmet 'Danmark ifølge Billed-Bladet,' som havde premiere i sidste uge.

1) Hun fandt sin mands knogler i urskoven

Da Karen Wessberg fandt resterne af sin mand i urskoven, lå de spredt ud over jorden ved et stort træ.

Han havde kun været væk i nogle uger, men dyrene havde allerede ædt ham op. Knoglerne og lidt tøjrester var det eneste af ham, der lå tilbage.

”Hun græd ikke. Ingen tårer kunne alligevel bringe ham til live igen. Han var blevet myrdet, og derefter havde gribbene og myrerne gjort deres.”

Det var beskrivelsen, Billed-Bladets læsere sugede til sig i september 1975. Ordene kom fra journalist Torben Dhalvad, der selv var taget til Costa Rica for at finde urskovens enke.

- Det var så vild en historie, så det var bare afsted for at skrive den, siger han.

Selvom Karen Wessberg mente, at hun måske også selv var i livsfare, blev hun i junglen til sin død i 1994. (© Scanpix)

Han tog afsted uden at ane, hvordan han skulle finde den danske kvinde, der befandt sig dybt inde i junglen.

Men han var heldig. Den danske konsul i Costa Rica kendte Karen Wessberg, og han hjalp til med at få kontakt.

Nu boede Karen Wessberg alene i urskoven. I et lille træhus på pæle med flagermus under loftet. Det var her, hun fortalte sin historie til ham.

Karen Wessberg var flyttet ud i Costa Ricas vilde natur 20 år forinden med sin mand, Olle. Deres mission var at redde urskoven i landet fra at blive udslettet af kvægavlere, der ville have større græsningsområder til deres køer.

Parrets fælles drøm var et mål, der skabte dem fjender blandt de lokale.

Billede af Karen. I øvrigt blev Karen Wessberg og Olles liv sammen filmatiseret af Peter Ringgaard i 1997 under titlen "Et hjørne af paradis". (© (arkivfoto) Scanpix)

En dag tog Olle på en af sine mange ture for at undersøge det mangfoldige dyre- og planteliv sammen med guiden Morales. Men denne gang kom han ikke tilbage.

Fire mænd hjalp Karen med at lede efter ham. Der gik næsten to uger fra hans død, til de fandt stedet, hvor knoglerne lå.

Karen Wessberg samlede knoglerne op fra jorden og lagde dem i en plasticpose, så hun kunne få dem med til retsmedicinsk institut i hovedstaden, Sao Juan.

I flyveren tjekkede hun knoglerne ind som håndbagage, og hun sad med dem i skødet hele vejen.

Instituttet i Sao Juan blev Karen Wessbergs og Torben Dhalvads næste destination.

- Hun ville have, at jeg skulle fotografere hendes mands kranie, for det var blevet knust. Hun ville have, at det danske politi skulle se billederne. Så vi rejste sammen tilbage til Sao Juan, siger Torben Dhalvad.

Instituttet var allerede i færd med at undersøge, om der var tale om et mord. Nu var Karen Wessberg i færd med også at sætte Torben Dhalvad på sagen.

- På instituttet kom de med knoglerne og smed dem op på et metalbord. Forestil dig lyden af sådan en sæk knogler, der ryster ud på et bord af metal!

- Så tog Karen kraniet og sagde: Fotografer dét. Vi fik sat det under en lampe, og jeg fik taget billederne, selvom jeg rystede noget på hænderne, siger Torben Dhalvad.

Guiden Morales, som havde været med Olle i urskoven, indrømmede kort tid efter, at han var skyldig i mordet. Han gav ingen forklaring på, hvorfor han havde gjorde det.

2) Mordet, som ikke måtte nævnes

I foråret 1974 rejste Jørgen Mouritzen til Oslo for at dække en tragisk historie. En kvinde fra Vejle, der var gift med en spansk diplomat, var blevet myrdet.

Minna Thompsons forsvarer fortalte i et interview, at han godt vidste, hvad hun egentlig foretog sig i Oslo. Men han ville ikke fortælle, hvad det var. (© (arkivfoto) Scanpix)

- Det norske politi var fuldstændigt sikre på, at det var diplomatens tidligere forlovede, der slog hende ihjel. Det viste sig, at pigen boede i Memphis, Tennessee, så der tog jeg over, fortæller Jørgen Mouritzen.

Nærmest før Jørgen Mouritzen var landet i Oslo, var han videre til USA for at lede efter den mordmistænkte: Den 26-årige Minna Thompson.

For at få kontakt til hende tog Jørgen Mouritzen hjem til hendes sagfører og bad om hjælp.

- Så ringede sagføreren til forældrene og sagde: Der sidder en journalist fra Danmark, som gerne vil interviewe jeres datter. Og han siger, at hun har slået nogen ihjel.

Jørgen Mouritzen fik lov til at interviewe hende allerede dagen efter. Men omstændighederne ville sagføreren og forældrene bestemme.

Interviewet skulle først og fremmest finde sted i forældrenes egen park. For det andet skulle både sagføreren og begge forældre være til stede imens. Og så var der lige én ting til.

- Sagføreren sagde til mig: Du kan snakke med hende alt det, du vil, men du må ikke nævne diplomaten eller drabet i Oslo.

Billedet forestiller Minna Thompson, som var mistænkt for mordet. (© (arkivfoto) Scanpix)

Da Jørgen Mouritzen mødte Ninna Thompson i forældrenes park, havde hun til anledningen børstet sit hår og taget en matrosblå kjole på.

Mens de gik i alt det grønne, gik forældrene og sagføreren lige i hælene på dem og lyttede med.

I parken fortalte hun om parkens smukke kirsebærtræ, der ville springe ud inden længe. Om sommerfugle. Og om den Lille Havfrue i København.

Når samtalen tog en drejning, sagføreren ikke kunne lide, brød han ind.

- Jeg snakkede med hende om alt mellem himmel og jord. Bare ikke om mordet, siger Jørgen Mouritzen.

Da Jørgen Mouritzen rejste til USA, havde han ingen anelse om, hvorvidt Minna Thompson ville tale med ham. Rejsen til Tennessee var ren satsning.

Selvom det aldrig blev opklaret, hvem der stod bag mordet på den danske dipomatfrue, fik Jørgen Mogensen en spændende historie med hjem, der rejste en masse ubesvarede spørgsmål.

3) Mirakelmanden, der bøjede skeer

”En kvinde på 76 år, fru Elisabeth Sørensen på Orø, blev helbredt, da Uri Geller kl. 13 sidste søndag startede sit eksperiment med de hundred-tusinder danskere, der sad med et Billed-Blad foran sig”.

Sådan begyndte en artikel, der kom i bladet i 1974.

Uri Geller var et fænomen, der havde bjergtaget utroligt mange mennesker – et fænomen, som Billed-Bladet havde taget til sig.

"Er der noget bedre end at hjælpe mennesker," sagde gaffelbøjeren til Torben Dhalvad, da eksperimentet fik succes. (© (arkivfoto) Scanpix)

- Han havde overnaturlige evner, kan man sige. Han bøjede skeer og gafler. Han var meget, meget kendt dengang. Han var en sensation, hvor end han kom, siger Torben Dhalvad.

Billed-Bladet fandt på et eksperiment, som de inviterede Danmarks befolkning til at deltage i.

Søndag den 3. februar præcis klokken et om eftermiddagen skulle Uri Geller tænke intenst på Billed-Bladets læsere fra et hotelværelse i London.

På forhånd havde Billed-Bladet opfordret læserne til at købe et af deres blade – måske to, hvis de skulle være på den sikre side – og placere et ødelagt ur eller en gaffel oven på det.

Så ville Uri Gellers tankekraft måske bringe nogle spændende resultater.

Torben Dhalvad tog til London for at være sammen med Uri Geller på hotelværelset, mens det var i gang. Uri Geller sad i flere minutter med rystende hænder og sved løbende ned ad panden i dyb koncentration.

Imens blev Billed-Bladets telefonpassere i Danmark kimet ned af ivrige læsere, der ville dele deres historier.

- Folk var ellevilde. Der var blevet ringet ind hele eftermiddagen. Over tusind mennesker var kommet med oplevelser.

- Så kunne ting, der var gået i stykker, gå igen, gafler blev knækket over, og en gammel dame kunne pludselig bevæge benene. Det var en kæmpe sensation, siger Torben Dhalvad.

Uri Geller arbejder stadig inden for samme karrierespor i dag.

Se første afsnit af 'Danmark ifølge Billed-Bladet' her.

Facebook
Twitter