Blodbad i smørhullet: Det første terrorangreb i Danmark

En formiddag i juli 1985 ramte terroren, da to bomber eksploderede i København og en tredje blev fundet i Nyhavn.

Harald Rytz var lige kommet tilbage fra ferie og sad på sit kontor og glædede sig til at fortælle sine medarbejdere i Northwest Orient Airlines, at de skulle have en lønforhøjelse.

Han greb telefonrøret og ringede ned til butikschefen i stueetagen, og de to var lige blevet enige om at overbringe den gode nyhed over et glas vin senere på dagen, da der lød et gigantisk brag, der fik hele huset til at ryste.

Selvom Harald Rytz aldrig før havde hørt en bombe eksplodere, var han ikke et øjeblik i tvivl om, det var det, han havde hørt og mærket. Han løb nedenunder og kiggede ind i salgslokalet.

- Det var kaos. Loftet var faldet ned. Vinduerne, de her store tykke ruder, var smadrede, og jeg tænkte, alle her er dræbt. De må være slået ihjel allesammen, fortæller den daværende direktør for Northwest Orient Airlines i P1-serien "Terroristerne", der bliver sendt for første gang i dag.

Store glasstykker fra butiksruderne var kilet som økser ind i væggen, og for Harald Rytz forekom det som et mirakel, da han lidt efter fik vished for, at ingen i kontoret var kommet alvorligt til skade.

Forbrændte på gaden

Direktøren gik ud af den bygning, der ligger skråt over for Vesterport i København. Herude så det værre ud. De mennesker, der havde stået i nærheden af bygningen var blevet slynget ud på gaden af trykket fra bomben og i midten af det store vejkryds sad en forbrændt mand.

- Jeg kan huske, at der stod nogen og sprøjtede vand på ham. Der var en frisørsalon ved siden af, og de stod og sprøjtede vandt på ham, fortæller han i dag.

Det, Harald Rytz på denne sommerdag i juli 1985 var vidne til, var det første islamistiske terrorangreb i Danmark.

Resten af Europa havde været ramt af angreb og flykapringer, som ofte var politisk motiverede hævnaktioner udført af forskellige militante islamistiske grupper. Men Danmark var gået fri. Indtil nu.

Blodbad i Smørhullet kaldte Ekstra Bladet det dagen efter i sin leder, hvor de konstaterede, at international terrorisme nu ikke længere bare var noget, vi drikker kaffe til, mens vi ser tv.

Den forbrændte mand i krydset var en af de i alt 27, der blev såret i angrebet, men den eneste, der ikke overlevede.

Og det var ikke slut endnu.

Bombe to

Godt en kilometer derfra var murer Bruno Jensen i færd med at lægge tagsten på en bygning. Han havde lige sludret med sin kollega på stilladset om, hvad det store brag de havde hørt mon kunne være, da der lød endnu et lige ved siden af ham.

Den anden bombe var placeret ved den jødiske synagoge i Krystalgade, som heldigvis var tom for mennesker. Det var det tilknyttede plejehjem Meyers Minde, der ligger bag synagogen, ikke. Her blev ruderne i bygningen blæst ud.

- Jeg stod og klædte mig på, da braget lød. Havde jeg ikke bukket mig ned for at snørre mine sko, havde jeg fået alle glasskårene i hovedet. Min seng var overfyldt med glas, og jeg kunne ikke gå nogen steder før brandfolk pludselig rev døren op, sagde 86-årige Fanny Lekach til Politiken, der også kunne fortælle, at beboerne efterfølgende var blevet samlet i spisestuen, hvor overrabbiner Bent Melchior uddelte beroligende snaps, inden de blev evakueret.

Fire minutter efter den første bombe sprang den anden bombe, der var placeret ved Synagogen i Krystalgade. (Foto: JAN MOURITSEN © Scanpix)

I det hele taget blev der drukket flere beroligende genstande den dag.

En del af dagbladenes interviews blev lavet på værtshuset Frida, hvor mange der havde overværet den første bombe, og inden dagen var omme måtte også fører af 'Havnerundfarten' i Nyhavn Asbjørn Larsen have noget at styrke sig på.

Under dagens arbejde fik Asbjørn Larsen øje på en rød taske skvulpe rundt i vandet. Nyheden om de to andre bomber var ikke nået ned i Nyhavn, så Asbjørn Larsen åbnede intetanende tasken og fik så lidt af et chok. I tasken lå en klump pakket ind i plastik og aluminium og med ledninger strittende ud over det hele.

Det han havde fundet var den tredje bombe, som senere viste sig at være den kraftigste.

- Jeg har aldrig været så rystet i mit liv, og det første jeg gjorde, da jeg kom hjem til min kone var at få et par ordenlige opstrammere, sagde Asbjørn Larsen til Ekstra Bladet.

Daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen og vicepolitiispektør H. Hasselriis orienterer offentligheden om situationen.

Kort efter fandt efterforskerne ud af, at den tredje bombe var tiltænkt det israelske luftfartselskab El Al og det israelske turistbureau på Vesterbrogade ikke langt fra, hvor den første bombe sprang.

Et vidne havde set en høj, slank mand med en "såkaldt afrofrisure" stille en rød taske ved døren til luftfartselskabet og derefter gå videre. Øjeblikket efter henvendte en ældre dame sig til manden og gjorde ham opmærksom på tasken, som han samlede op igen og fortsatte med gennem byen til han smed den i havnebassinet.

Den ældre dame som afværgrede et tredje angreb, fandt politiet aldrig.

Comboytøj volder problemer

I det hele taget havde politiet nu travlt med fire områder, der skulle undersøges. De kontaktede deres kolleger i Sverige for at give et signalement af manden med den røde taske, så han kunne blive stoppet ved grænsen.

Men under samtalen opstod der en lille sproglig misforståelse.

Når svenskere hører ordet cowboytøj, tænker de ikke på denim, og ved grænsen kiggede svensk politi derfor efter rigtige cowboydere med hat og støvler.

Sådan nogle fandt de ikke.

Sporene pegede ellers hurtigt mod Sverige. Blandt andet var bomben i den røde taske pakket ind i en pose fra den svenske supermarkedskæde ICA. Sømmene, der var en del af bomben, blev også sporet til et område i nærheden af Uppsala, og derudover lå der et nummer af et arabiske magasin, der kun kunne købes i få kiosker i samme område.

Bomben ved Northwest Orient blev placeret lige ud for en marmorkant på bygningen, hvilket formentlig betød, at ingen inde i bygningen kom til skade. (Foto: UKENDT © Scanpix)

Politiet fandt derudover et perfekt fingeraftryk i tasken, men trods de lovende spor var der de næste mange år ingen store gennembrud i sagen.

Den firemand store terrorcelle med tilknytning til terrororganisationen Islamisk Jihad, som senere viste sig at stå bag angrebet, nåede at udføre endnu to angreb i Stockholm og Amsterdam, inden de i efteråret 1988 blev fundet ved et tilfælde.

Et af gruppens medlemmer, Marten Imandi, rejste til Berlin, hvor han befandt sig i en lejlighed, der blev stormet af den tyske efterretningstjeneste. De tog hans fingeraftryk og sendte det til Skandinavien, hvor det viste sig at matche aftrykket fra den røde taske.

Det efterfølgende forår bliver alle fire anholdt og senere idømt straffe på mellem et år og livstid.

Hør hele historien og flere detaljer om opklaringsarbejdet i første afsnit radioserien 'Terroristerne' på P1 her