Dronning Margrethe om kendt polarforsker: Min far satte ham meget højt

I en ny dokumentar fortæller dronningen om polarforskeren Knud Rasmussen og kongefamiliens forhold til Grønland.

I 1879 kom den danske polarforsker Knud Rasmussen til verdenen på Grønland. Som søn af en dansk præst voksede han op med sagnene om Grønland og vilde mennesker.

Og selv om han som 12-årig blev sendt til Danmark i flere år for at få en dansk uddannelse, glemte Knud Rasmussen ikke fødelandet, og han skulle senere bliver en verdenskendt opdagelsesrejsende.

I dokumentaren ’Knud Rasmussen – den store fortryller’ fortælles historien om de livsfarlige polarekspeditioner, der var med til at forme Danmarks forhold til Grønland.

En af de medvirkende er dronning Margrethe, da kongefamilien og Knud Rasmussen har en fælles historie.

- En af de ting, som Knud Rasmussen var medvirkende til, var, at det blev vedtaget officielt i verdenen, at Danmark havde overhøjhed over hele Grønland – fra syd til nord, fra øst til vest, siger hun.

Knud Rasmussen var afgørende for Danmarks krav på Grønland

Det hele startede, da en gruppe nordmænd okkuperede et ubeboet område på Grønlands østkyst. Det ville den danske regering ikke tillade, og striden blev en sag for verdenssamfundet.

- Det blev der en vældig ballade ud af, og denne kontrovers endte i Haag-domstolen, og der var Knud Rasmussen blandt dem, der i høj grad var væsentlig, for hans indsats var af stor betydning, siger dronning Margrethe.

Knud Rasmussen, der på det tidspunkt havde gennemført flere ekspeditioner i Østgrønland, blev på grund af sit store kendskab til landet indkaldt som den danske regerings rådgiver. Ved domstolen holdt Knud Rasmussen en bevægende tale på vegne af det grønlandske folk, og med tolv stemmer imod to afgjorde domstolen, at de norske okkupationer var ulovlige.

Polarforskeren havde godt forhold til kongehuset

For dronningen har Knud Rasmussen også en personlig betydning, for kongefamilien og den polarrejsende var nemlig tæt knyttet.

- Min far satte Knud Rasmussen meget højt, og jeg husker, at han talte om ham som et dejligt menneske, der virkelig var betydningsfuldt, som han satte meget stor pris på.

Da kong Christian 10. i 1921 som første regent besøgte Grønland gik skibet Bele på grund på et skær. Skibet skulle have sejlet Knud Rasmussens kone, Dagmar, tilbage til Danmark. Hun fik i stedet et lift med kongeskibet.

- Hun kom til at rejse hjem med kongeparret og de to prinser, og det har nok været medvirkende til, at de kom til at kende Knud Rasmussen og hans hustru meget, fortæller dronningen.

2021 markerer 100-årsdagen for første kongelige besøg

Ud over venskabet har kongehuset og Knud Rasmussen også en anden ting til fælles – forholdet til Grønland. Som 20-årig besøgte dronningen første gang landet, og siden er det blevet til mange ture med familien. Kongehusets forhold til Grønland blev for alvor grundlagt, da kongefamilien for første gang nogensinde besøgte kolonien i 1921.

- Kong Christian 10. fik et indtryk af Grønland, som han beholdt til sine dages ende. Han skrev specifikt på sin Grønlandstur en dagbog, hvor man kan læse om, hvordan det var for dem at komme til dette samfund, som de havde hørt om, set billeder fra og læst om, men som var en helt anderledes verden.

I dagbogen skrev kongen blandt andet om ankomsten til Grønland.

- 70 kajakker og 10 konebåde sejlede ud til os, og fra disse såvel som fra land tiljubledes og tilvinkedes vi. 70 kajakmænd gav med forbløffende færdighed opvisning i at manøvrere og vende rundt helt op til tre gang i streg.

For kongefamilien var første besøg på Grønland en stor succes, fortæller dronningen.

- Det var et møde med folk med et vidunderligt humør. Det fremgår også af billederne, at både kong Christian 10. og dronning Alexandrine morede sig ved at være der og glædede sig over at være der. Der er billeder af kong Christian 10., der var ved at flække af grin, fortæller dronningen.

1921 var også året, hvor Knud Rasmussen begav sig ud på sin hidtil længste og vigtigste ekspedition – den femte Thule-ekspedition. I anledningen havde kong Christian 10. en gave med til Knud Rasmussen. Et bøgeblad med en bemærkning om, at han skulle se godt på det, da der ville gå lang tid, før han igen så en dansk bøgeskov.

Knud Rasmussen tog bladet med sig på rejsen, der kom til at vare tre år.

På den tre år lange rejse blev en strækning på 18.000 kilometer tilbagelagt og ekspeditionen blev skelsættende for Knud Rasmussen, der skrev sig ind i de danske historiebøger.

'Knud Rasmussen - den store fortryller, vises i aften klokken 20.00 på DR1.

Dronning Margrethe, kronprins Frederik og Knud Rasmussens familie, fortæller i dokumentaren om polarforskerens ekspeditioner, anstrengte familieforhold og betydningen for Danmark.

Facebook
Twitter