Hilste de virkelig sådan i jægerstenalderen?

Det korte svar er: Vi ved det ikke.

Sådan så en jægerstenalderhilsen ud i første afsnit af 'Historien om Danmark'.

I første afsnit af ’Historien om Danmark’, som blev sendt i går aftes, oplevede vi fortidens mennesker gribe hinandens håndled som en slags hengivent håndtryk.

Det ser måske ikke så besynderligt ud set med nutids-øjne.

Men om det overhovedet var noget, man kunne finde på at gøre dengang, findes der faktisk ikke nogen svar på, siger Peter Vang Petersen, arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet.

- Om man knælede eller sprang eller stod på hovedet, det aner vi ikke. Ellers ser vi kun de døde i gravene, og de er jo ikke lagt i særligt fantasifulde stillinger.

- Der er ingen, der knæler eller indtager positioner, som man kan tolke på, siger han.

Håndtrykket som almindelig hilsen er ny

Selve det at give håndtryk går langt tilbage i vores historie, men præcist hvor længe vi har gjort det, ved ingen.

Betydningen af håndtrykket har skiftet flere gange undervejs - og faktisk er brugen af det som en almindelig hilsen herhjemme ikke ret gammel.

Det fortæller Johs Nørregaard Frandsen, professor i kultur- og litteraturvidenskab på Syddansk Universitet.

- I 1800-tallet havde vi et udpræget standssamfund, og der rendte man ikke rundt og gav hånd til dem, der var over eller under en selv. Det er næppe mere end 100 år siden, man er begyndt på det, siger han, og fortsætter:

- I 1850 var et buk eller et nik en almindelig hilseform. Og mødte du standsfolk, da tog du hatten af. I 16-1700-tallet hilste vi undertiden ved at føre hånden op til hjertet i stedet for, ligesom man gør det mange steder i Mellemøsten i dag.

Kulturdirektør: Gisninger, teser og kvalificerede gæt fylder hullerne

DR's kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, pointerer, at ’Historien om Danmark’ ikke er 1 til 1 dokumentarisme:

- Ingen kender selvsagt den ultimative sandhed om alt, når det kommer til historiefortælling – heller ikke hvordan man hilste på hinanden i oldtiden.

- Serien viser, hvordan tingene kunne være foregået for mange tusinde år siden, og så fylder gisninger, teser og kvalificerede gæt hullerne i vores viden. Men det ville jo ikke være mere korrekt, hvis vi viste, at de ikke hilste på hinanden.

Hun mener, at det er vigtigt at gøre danmarkshistorien levende og vedkommende for seerne - og at dramatiseringer som håndtryks-scenen er et godt eksempel på det.

- Samtidig med, at vi lægger vægt på den faktuelle viden, bringer vi historien til live med dramatiseringer, hvor vi forsøger at vise, hvordan ting kunne være foregået.

- Men det har vi ikke fuld viden om, og derfor er det er en balance, som vi konstant er opmærksomme på, siger hun og tilføjer:

- Vores mål er ikke at skabe en lukket og færdig sandhed om Danmarks historie, men at skabe viden, nysgerrighed, interesse og debat om, hvordan vi forstår historien.

Facebook
Twitter