Hør den mystiske lyd fra 2.000 år gammelt vildsvinehorn

Ingen moderne instrumenter kan skabe den samme lyd som det ældgamle carnyx-horn, som er med på musikfestival denne weekend.

Musikeren John Kenny sætter læberne for mundstykket og blæser dybt. En tung lyd kommer ud af det lange rør, som ender oppe i et blankt vildsvinehoved af bronze. Hovedets rødmalede tunge vipper op og ned, mens tonen i instrumentet dør ud.

Instrumentet kaldes et carnyx-horn, og John Kenny er den første mand i over 2000 år, som har spillet på det.

I denne weekend optræder han på Danmarks første bronzealder-musiktræf i Thy med hornet, som skal genskabe lyden af fortidens musik.

- Hornet har mange mystiske og uventede stemmer. Det kan spille ekstremt højt og utroligt stille. Det lyder ulig noget andet moderne instrument, selvom du kan fornemme, at det er i familie med nogle af dem, siger han.

De glemte toner

Carnyx-hornet med den vibrerende tunge er den første af sin slags, der nogensinde er blevet rekonstrueret.

Hornet, der stammer fra jernalderen, blev fundet i Skotland. Det blev genskabt i 1992, efter en musikforsker opdagede resterne af det mystiske instrument, som lå pakket ned i Skotlands nationalmuseum.

Video fra National Museum of Scotland.

- Vi vidste ikke, hvordan instrumentet ville opføre sig. Men det så pragtfuldt ud, og vi var sikre på, at det var vidunderligt at spille på. Det viste sig også at være helt bemærkelsesværdigt, siger John Kenny.

Hornet var den første af sin type, der blev gravet frem. Senere har man fundet flere horn, men de har kunnet noget forskelligt.

Vibrerende ører og vippende tunger

I Sydfrankrig fandt man et horn, som både havde en anden klang og et andet udseende.

- I stedet for en tunge har den enorme vibrerende ører, der ringer som klokker. Det er lidt ligesom med en lut og en guitar - det er meget forskellige instrumenter, men en guitarist vil godt kunne lære at spille en lut, og en lutenist kan godt lære at spille guitar, siger han.

John Kenny tager begge de unikke horn med sig, når han optræder i weekenden.

Det franske horn er en smule ældre end skotske. Det blev fundet sammen med fem andre carnyx-horn.

Til at begynde med var det svært at mestre de lange instrumenter. Siden John Kenny ikke havde nogen tidligere carnyx-hornblæsere, han kunne få idéer eller hente inspiration fra, måtte han udvikle metoderne selv.

- Jeg bruger teknikker fra andre kulturer. Faktisk er den nærmeste lyd, man kan finde i dag, fra den australske didgeridoo, som også er et utrolig gammelt instrument, siger han.

Et helligt instrument

Hvordan carnyx-hornet blev brugt i gammel tid er omdiskuteret. Tidligere har historikere beskrevet dem som krigshorn, men John Kenny tror ikke, det har været hornets vigtigste opgave.

Han har samarbejdet med historikere, håndværkere og arkæologer for at lære instrumentet at kende, og de har fundet frem til noget andet.

Video fra National Museum of Scotland.

- Vi ved, at hornene blev taget med i krig. Men folk brugte jo ikke hele livet på slagmarken, og faktisk var carnyx-hornet meget upraktisk at tage med i krig, for det er tungt. Desuden kan det spille kraftigt, men kun på bestemte toner. Jeg er overbevist om, at de især var tænkt som hellige instrumenter, der blev brugt til ritualer, siger han.

Der findes ingen musik fra bronzealderen eller jernalderen, så til festivalen i Thy optræder John Kenny med et værk, han selv har skrevet. Det er baseret på gamle angelsaksiske digte, som er den tidligste form for engelsk, der findes.