Kløpulver, kokain og alkohol: Touren har aldrig været ren

Tour de France er kendt for sine mange dopingskandaler, men også før doping blev ulovligt, blev der svindlet og bedraget.

(© CC)

I dag skydes verdens hårdeste cykelløb Tour de France i gang. Efter gentagne dopingskandaler særligt i 90'erne og 00'erne står en af kalenderårets største sportsbegivenheder dog tilbage med et blakket ry.

Snyd i touren er dog langt fra en ny ting, og hvis man tror, at det gik mere stille for sig i gamle dage, kan man godt tro om igen.

Jeg vinder - hvis jeg ikke bliver myrdet

Touren i 1904 blev den mest skandaløse nogensinde. Løbet er kun en etape gammel, da vinderen fra 1903 Maurice Garin udtaler:

- Hvis jeg ikke bliver myrdet, inden vi når Paris, vinder jeg Touren.

På første etape af løbet var Garin i udbrud med Lucien Pothier. Datidens meget lange etaper varede til efter mørkets frembrud, og her kørte nogle biler op på siden af de to udbrydere og forsøgte at torpedere dem. De to var overbeviste om, at konkurrenter havde hyret de nærgående biler til at få dem til at styrte.

Men nogen helgen var Garin heller ikke. Han havde mod reglerne fået proviant fra en løbsvogn mellem to depoter på ruten. Andre blev beskyldt for at få lift eller blive trukket i snor efter en bil.

Julien Vervaecke og Maurice Geldhof får sig en cigaret underTour de France i 1927. (© CC)

På 2. etape bliver de førende ryttere med Maurice Garin mødt af en flok minearbejdere med køller og sten, der kun vil lade deres egen helt Fauré slippe igennem. Bøllerne opgiver først deres forehavende, da en af løbslederne kommer kørende og skyder et par gange op i luften. De kommende dage bliver det standard, at arrangørerne er bevæbnede.

Men rytterne snyder videre ved for eksempel at give modstanderne kløpulver i bukserne og brækmiddel i vanddunkene.

Trods sin frygt for at blive myrdet vinder Garin Touren. Men i november måned kommer både løbsledelsen og det franske cykelforbund med rapporter om svindel. Garin bliver frataget sejren, og mindst 28 andre ryttere bliver udpeget som snydere. Det bliver aldrig offentliggjort, hvad deres synder bestod i.

Snyd gav brød på bordet

Ifølge Ask Vest Christiansen, der er lektor i idræt ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, er det ikke underligt, at der har været snyderi i Tour de France.

Det hænger sammen med, at cykelløb siden 1880’erne har været en professionel sport, og dermed en levevej for rytterne. For dem var sporten ikke bare en fornøjelig fritidsbeskæftigelse, men et arbejde. En måde at få brød på bordet. Og kunne det opnås ved at skyde genveje, overvejede rytterne gerne det.

- Den professionelle var én der havde et job, der skulle gøres. Og cykelryttere var professionelle. De var ansat på hold og kørte for pengepræmier. Derfor benyttede de sig af de muligheder, der var for at gøre arbejdet udholdeligt og så godt som muligt, forklarer Ask Vest Christiansen.

Den italienske sprinter Mario Cipollini kørte i 1999 med et billede af Pamela Anderson på cykelstyret, da han håbede, at det ville øge produktionen af det mandlige kønshormon testosteron i hans krop. Antidoping-myndighederne valgte at undlade at slå ned på hændelsen. (© CC)

De lovlige stoffer

Beskyldninger om doping dukker også op. I 1908 rammer de ifølge Joakim Jakobsens bog, Tour de France, vinderen Petit-Breton, der afviser beskyldninger med ordene:

- Tror man virkelig, at en mand, uanset hvor stærk han er, vil kunne kapere en sådan medicinsk behandling igennem 28 dage?

Der var nu ingen grund til det store forsvar. På det tidspunkt fandtes der ingen dopinglov i Frankrig. Og det er velkendt, at mange ryttere i første halvdel af det 20. århundrede kørte på forskellige stoffer og alkohol. Ja nogle pralede ligefrem med det.

Brødrene Francis and Henri Pélissier, der huserede i 1920’erne blev berømte for at fortælle en journalist, at de brugte kokain til øjnene, kloroform til gummerne og dansede rundt på deres værelser om natten i stedet for at sove.

Den første doping gav følelse af uovervindelighed

Stofferne dengang var mest et mentalt boost, da det var begrænset, hvilken effekt de havde på rytternes ydeevne. Det fortæller Jakob Mørkeberg, der er videnskabelig konsulent i Antidoping Danmark.

- De tidlige stoffer var doping for hjernen, hvor man følte man var bedre. De påvirkede ikke noget fra halsen og ned, men de gav fornemmelsen af, at man kunne lidt mere og var lidt høj, og så kunne de flytte smertetærsklen, forklarer han.

Rytterne kørte som regel på cocktails af stoffer og alkohol. Nogle af stofferne som for eksempel heroin tog smerten, mens andre, kokain og amfetamin, gav rytterne en følelse af uovervindelighed.

I 1963 indfører Frankrig en national antidopinglov, men det stopper ikke rytterne. I 1967 dør den britiske cykelrytter Tom Simpson på toppen af Mount Ventoux. Officielt er det på grund af en hjertefejl, der opstod på grund af overophedning og dehydrering, men der bliver også fundet rester af amfetamin, der angiveligt blev skyllet ned med brandy før etapen.

Læger tidligt interesseret i cykelryttere

Doping blev ved med at have rigtig godt fat i Tour de France og cykling i det hele taget. En af årsagerne er ifølge Ask Vest Christiansen, forholdet mellem lægerne og rytterne. Lægevidenskaben red på en bølge af optimisme og var interesserede i at undersøge rytternes fysiologi. Ligeledes var rytterne var interesserede i, hvordan lægerne kunne hjælpe dem med at forbedre deres præstationer.

- Fordi det var muligt at måle på dem i et laboratorium, var cykelrytterne nogle af de første atleter lægerne kastede sig over, for at se, hvor stort det menneskelige potentiale egentlig er. Så der var fra starten en medicinsk videnskab, som af praktiske grunde var mere interesseret i cykelsporten end i andre sportsgrene, siger Ask Vest Christiansen.

Den sene Tour de France-historie er fyldt med skandalesager, der også åbenbarer de tætte forhold mellem holdlægerne og rytterne.

Dopingen viser sig i flere tilfælde at være organiseret. I 1998 bliver hele Festina-holdet smidt ud af Tour de France, efter at en fra holdets stab bliver taget med bland andet 400 ampuller EPO. Det bliver startskuddet til flere års dopingkrise, hvor store ryttere, bliver taget for brug af doping eller selv indrømmer det. Den største af dem alle er den syvdobbelte vinder Lance Armstrong, der er fjernet fra listen over vindere.

5 danske dopingsvindlere i gult

  • Kim Andersen Kørte i gult i 10 dage i alt i 1983 og 1984. Blev testet positiv i 1987.

  • Rolf Sørensen Kørte fire dage i gult i 1991. Han indrømmede senere at han har brugt doping i mange år af sin karriere.

  • Bjarne Riis Vandt Tour de France i 1996 og indrømmede senere, at han var dopet, også da han vandt Touren.

  • Bo Hamburger Èn dag i gult i 1998. Han indrømmede senere brug af Epo, dog ikke under Tour de France i 1998. Dog dukkede hans navn senere op på en liste over dopingsyndere i Tour de France 1998.

  • Michael Rasmussen Kørte i den gule trøje i 2007, da han bliver smidt ud af løbet. Han indrømmede senere, at han var dopet i 12 år af sin karriere, også i 2007.

Denne artikel har været udgivet ved tidligere lejlighed på dr.dk. Den kan læses her.

Facebook
Twitter