Ny undersøgelse: Mormor og oldefar havde sex på hjernen under Anden Verdenskrig

Europa stod i flammer og nazisterne gik rundt i de danske gader. Alligevel blomstrede erotikken under krigen. Det viser en faglig kortlægning – og en ung mands private dagbog.

Prøv i et øjeblik at tænke på, hvordan dine bedsteforældre eller oldeforældre havde sex.

Tænker du på det nu?

Det er ikke særligt farverigt, vel? Måske forestiller du dig noget med en klassisk missionærstilling i et mørkt rum – og både Edith og Bent iklædt så meget tøj som overhovedet muligt.

Men selvom det nok er lidt grænseoverskridende at tænke på for de fleste, så var sexlivet under Anden Verdenskrig en hel del mere omfangsrigt og alsidigt, end de fleste tror.

Pinup-piger var populære som plakater under krigen. Den mest populære var Betty Grable, hvis plakater blev solgt i millionvis. Billedet er på magasinet Life's liste over '100 Photographs that Changed the World'. (Foto: Frank Powolny © CC)

Det fortæller historiker, forfatter og specialist i fortidens sexliv Thomas Oldrup, hvis bog om sexlivet under krigen, ’Fanden tage i morgen’, udkom i dag.

- Jeg tror, vi alle sammen har sådan en fornemmelse af, at sex i gamle dage var kedeligt. Man forestiller sig sådan en oldemor i gammelt og totalt usexet undertøj. Men det er bare ikke rigtigt. Sex spillede en kæmpe rolle inde i hovedet på folk.

Hvorfor tænke på sex, mens bomberne falder?

Den 300 sider lange bog kortlægger danskernes sexliv under krigen ud fra en lang række forskellige perspektiver. Både de statistiske i form af for eksempel fødselstal og tilfælde af kønssygdomme, men også de mere bløde perspektiver i form af skønlitteratur og dagbøger.

Det er første gang, at en så omfattende undersøgelse af emnet udkommer i bogform.

- Det virker måske lidt underligt på mange, at jeg beskæftiger mig erotik under krigen, når der nu skete så mange andre verdensomvæltende ting i den periode, siger Thomas Oldrup og forklarer, at hans nysgerrighed blev vækket af en statistik over børnefødsler under krigen.

Statistikken viste, at der faktisk allerede i de sidste og mest voldsomme år af krigen begyndte at blive født langt flere børn end normalt.

- Tanken om at sætte børn i verden, når der er krig, virkede helt underlig på mig.

Derfor satte Thomas Oldrup sig for at finde en forklaring – og det skulle vise sig, at sex og erotik simpelthen bare fyldte en hel del i hovedet på folk i perioden.

Erotiske bøger og blade var enormt populære

Så stigningen i antal børnefødsler var faktisk ikke så underlig endda, forklarer Thomas Oldrup og pointerer, at stigningen i antal fødsler og kønssygdomme langtfra er de eneste indikatorer på, at folk havde sex på hjernen.

Salget af bøger, blade og magasiner med erotiske temaer eksploderede nemlig også.

For eksempel var Romanbladets halvlumre kærlighedshistorier og det humoristiske tegnede Hudibras meget populære.

- Hudibras var ikke porno, men erotik – og det solgte helt grotesk meget, fortæller Thomas Oldrup, der også har undersøgt bøger, der handler om besættelsen, der udkom lige efter krigen var slut.

Her er erotik også ofte et stort tema.

- Det kunne tyde på, at der var en viden, som man måske ikke lige fik fortalt sine børnebørn. Altså at erotikken var noget, der fyldte meget under krigen.

Viden om sex ved at se på gårdens dyr

Men der var i 1940’erne ikke kun interesse for den skønlitterære sex. Da fagbøgerne ’Den unge mands kønsliv’, ’Den unge kvindes kønsliv’ og ’En læges vejledning’ udkom, blev de også enormt populære.

Reel faglig viden om sex og samliv var nemlig mildest talt en mangelvare.

- Der blev lavet en fantastisk og frygtelig undersøgelse i 1940’erne, hvor kvinder fortæller, at de har deres primære viden om sex fra at iagttage deres dyr, fortæller Thomas Oldrup og tilføjer:

- Det gør mig simpelthen så trist at tænke på sådan noget. Hvordan i alverden skulle de stakkels mennesker dog kunne få et godt sexliv, hvis gårdens dyr var deres primære kilde til viden?

Fagbøger skulle afhjælpe 'bundløs uvidenhed'

I forordet til ’Den unge mands kønsliv’ understreges netop den enorme uvidenhed:

”De utallige samtaler, jeg på tomandshånd har ført med [titusinder af unge mænd], har blandt andet vist, hvorledes deres stortalenhed og pralerier angående seksuelle forhold i mangfoldige tilfælde kun dækkede over bundløs uvidenhed og en hjælpeløs angst.”

Fagbøgerne er skrevet af lægen Henry Olsen sammen med Karen Margrethe Olsen. Begge pionerer på seksualoplysningsområdet.

Bøgerne var en slags manualer til, hvordan man havde et godt ægteskab – og der blev der ikke lagt skjul på, at sex var en vigtig nøgle hertil.

En brugervenlig illustration i 'En læges vejledning' anviser til "Kvindens vigtigste pirringsområder (Erogene zoner)"

Henry Olsen og Karen Margrethe Olsen er krimiforfatteren Jussi Adler-Olsens far og mor.

Han kan huske, hvordan ’En læges vejledning’ stod i hjemmet oversat til alle mulige forskellige sprog.

- Jeg har fået af vide af læsere, at bogen i andre hjem dog typisk stod gemt bag andre bøger i reolen, fortæller Jussi Adler-Olsen, der aldrig har haft et problem med, at hans far blev kendte som ”Sex-Olsen".

Han har derimod altid været umådelig stolt af sine forældre og af deres arbejde:

- Efter jeg er blevet kendt for mine egne romaner, har jeg faktisk hørt fra adskillige ældre læsere, der fortæller, at de har haft stor glæde af læse disse seksualvejledninger - flere har endog opfordret til, at de bliver genudgivet.

Diagram fra 'En læges vejledning' illustrerer, hvordan "elskovslegen" optimeres, hvis begge partner på vej mod orgasmen følges ad i intensitet.

Thomas Oldrup anerkender forfatternes pionerarbejde:

- Menneskene bag denne type bøger fortjener nærmest en rytterstatue. De stillede sig jo op med kæmpestor risiko for at blive latterliggjort – hvilket de vist også blev. De Indremissionske på vestkysten var altså ikke særlig interesserede i at høre om den ægteskabelige vigtighed af den kvindelige orgasme.

Unik sex-dagbog gav privat indblik

Men også helt private oplysninger har været med til at tegne billedet af danskernes syn på erotik under krigen. For lige da Thomas Oldrup var ved at være færdig med ’fanden tage i morgen’, kontaktede en bekendt ham via Facebook.

- Han fortalte, han havde fundet et par gamle dagbøger ”af den lidt lumre slags” i en rodekasse foran et antikvariat – og om jeg ville se dem? Det ville jeg gerne.

Henrik eksperimenterede også med dirty-talk og noterer 17. september 1945, at han har lært sin partner at sige "Jeg elsker din pik!"

Dagbøgerne var skrevet af en ung kommuneingeniør ved navn Henrik. Side efter side fortæller han yderst detaljeret og eksplicit om sine seksuelle erfaringer, eksperimenter og eskapader.

- Jeg blev meget overrasket, da jeg begyndte at læse Henriks dagbøger. Og glad. Jeg havde fornemmelsen af at komme helt nær på det emne, jeg sad og skrev om. Som om jeg fik mulighed for at interviewe et øjenvidne. Det var ret vildt, fortæller Thomas Oldrup, som nærmest har kunnet finde relevante sex-citater til alle afsnit af sin bog.

1-1 er ikke et fodboldresultat

Gennem hele bogen nævnes tal, som ligner fodboldresultater, men i virkeligheden er kommuneingeniøren Henriks nidkære registrering af, hvor mange orgasmer han selv og partneren har haft.

”Else her, begge søvnige, sov til halv elleve, derefter 1-1”

- Selvom Henrik nok ikke er en repræsentant for den typiske unge dansker under krigen, er det alligevel interessant at se, hvordan hans optegnelser på farverig vis bekræfter mange af de ting, som jeg har undersøgt elt tørt via statistik og opgørelser.

Visse kilder hævder eksempelvis, at oralsex først blev ’opfundet’ i 1960’erne – men Henrik og hans partnere eksperimenterede i høj grad med både dette – men også med analsex, gensidig masturbation - og som herunder: en 69’er.

”…lå omvendt samtidig, jeg med munden, hun vistnok også. Virkelig dejligt!”

Dagbogen beskriver også Henriks frustrationer, når kvinderne ikke helt ville som han:

”Ville så have hende til at onanere mig – det var umuligt. Ellers havde vi det rigtig rart. Fulgte hende hjem med smertende nosser – finix!”

Ikke én årsag

Thomas Oldrup understreger, at man ikke kan sige, at der er én forklaring på, hvorfor sex og erotik fyldte så meget for danskerne under krigen.

På grund af spærretiden, måtte man ikke gå udenfor efter klokken 20:00, hvilket begrænsede adgangen til underholdning – og samtidigt var der mørklægning. Derfor er én teori, at folk simpelthen kedede sig og derfor havde mere sex. Andre argumenterer for, at arbejdsløshedstallene og de tre meget kolde vintre under besættelsen skulle have haft betydning.

- Jeg tror sådan set, at alle teorierne kan have været medvirkende til det, men en af mine personlige favoritteorier går på, at folk simpelthen helt fysisk befandt sig andre steder, end normalt, siger Thomas Oldrup.

Mange unge mænd blev sendt til Jylland for at bygge bunkere, andre var i Sverige og andre gået under jorden – væk fra familie og venner, sammen med nye mennesker - også af det modsatte køn.

- Det er lidt ligesom, når en gymnasieklasse tager til Prag. Lige så snart de kommer uden for sognegrænsen opfører de sig bare vildere – og det gjorde man også dengang.

Fare og libido hænger sammen

En anden af historikerens teorier går på, at fare og libido hænger tæt sammen. Deraf også bogens titel, ’Fanden tage i morgen’, som er baseret på et citat fra modstandsmanden Vagn Nørlund Christensen, som i 1991 udtalte:

”Nogle levede mere letsindigt, end hvis ikke de særlige forhold havde været til stede. Der var vel også nogen, der ikke tog det så nøje med, om han eller hun var gift. Man levede bare i nuet. Fanden med i morgen, for du ved ikke, om du stadig lever.”

(Foto: Lt. Victor Jorgensen © CC)

Den amerikanske økonom Richard W. Evans’ undersøgelser bakker også op om teorien. Han har sammenlignet forekomsten af kraftige uvejr i staterne omkring Den Mexicanske Golf med fødselstallene ni måneder senere.

Små og mellemstore storme gav en stigning på 2 %. Derimod faldt fødselstallet ni måneder efter alvorlige orkaner til gengæld med et par procent.

- Jeg tror godt, at man kan sammenligne krigen med en mindre naturkatastrofe. Folk har simpelthen fået mere lyst til sex af at være lidt truet på deres eksistens.

Altid brug for viden om sex i historien

Thomas Oldrup begyndte at beskæftige sig med historisk sex allerede i 2009, da han skrev speciale om 1700-tallets syn på sex.

Siden har han talrige gange beskæftiget sig med emnet – og ’Fanden tage i morgen’ bliver ikke sidste gang:

- Jeg vil beskæftige mig med sex i historien resten af mine dage. At informere folk om det her emne er den lille fane, jeg rider rundt med, siger forfatteren.

Historiker og forfatter Thomas Oldrup står bag bogen 'Fanden tage i morgen - Sex, køn og kærlighed under besættelsen', der udkom i 2018. Det er den første beskrivelse af danskernes sexliv under krigen.

Han ønsker at få folk til at forstå, sex gennem tiden har forandret sig enormt meget.

- Mange tænker ofte, at det frisindede syn på sex opstod i 70’erne, men i mange forskellige perioder før det, har man altså haft et utroligt fornøjeligt og frit syn på sex. Det har bølget op og ned. Det har vi utroligt godt af at få banket oven i knolden, når vi går og dømmer, hvordan andre folk skal opføre sig.

Denne her viden om, hvordan sex og seksualitet har været før hen, kan måske trøste nogen, der har det svært i dag, håber Thomas Oldrup:

- De er ikke de første, som står her og bliver drillet med, at de har en lyst, som de tror er underlig. Så kan jeg komme og fortælle dem, at sådan har det altså også været før.

- Og det samme kan man sige til de, der står og peger fingre af ’de underlige’. Der har til alle tider været folk, som havde anderledes seksuelle præferencer eller lyster – og verden er altså ikke gået under af den grund.

Tror du, der bliver ved med at være brug for historisk viden om sex?

- Ja, for helvede. Der vil blive ved med at være folk som skammer sig, og der vil blive ved med at være folk, som peger fingre – så der vil blive ved med at være brug for kvalificeret viden om, hvordan man har set på sex til andre tider.

FacebookTwitter