Verden er blevet mindre, og over hele verden vokser mange børn i dag op med en fod i to forskellige kulturer og med forældre med forskellige hudfarver.

I Danmark hørte det til blandt sjældenhederne for 300 år siden.

Men efterhånden som Danmark fik handelsstationer i Afrika og kolonier på De Vestindiske Øer, kom der med årene en gruppe børn til med en hudfarve et sted lige midt imellem lys og mørk.

En af disse børn var Christian Protten, der som ganske ung dreng i 1726 blev sendt til København. Beslutningen om at rejse fra sit fødeland var ikke hans egen, og med rejsen fra Afrika til Europa begyndte en helt særlig personlig rejse for den unge euro-afrikaner.

Med ankomsten i København blev Christian Protten et af de første ikke-hvide mennesker, som satte sine fødder i Danmark.

For Christian Protten var spørgsmålet om identitet, race og kulturelt tilhørsforhold lige så tilstedenærværende, som det kan opleves i dag, fortæller Gunvor Simonsen, der er historiker ved Københavns Universitet.

Hun står bag en større kortlægning af blandt andre Prottens liv, hvor hun igennem hans breve og dagbøger har prøvet at forstå, hvordan han levede og forstod sit liv i kolonitidens samfund:

- Der var ingen opskrift på, hvordan man som euro-afrikaner skulle begå sig i den verden, der kom i kølvandet på kolonialismen og slaveriet. Og måderne euro-afrikanerne valgte at forholde sig til deres kulturelle arv var dybt forskellige.

Udvalgt til at rejse til Danmark

Christian Protten blev født i 1715 i området omkring Fort Christiansborg i Ghana, som dengang blev kaldt Guldkysten af europæerne. Han var søn af en dansk soldat fra jævne kår og en velstående kvinde fra ga-folket, der beboede området omkring det danske fort i Vestafrika.

Han røg i gruppen af ’mulat-børn’, der kom til verden i kølvandet på danskernes indtog i Vestafrika, og han var en del af den første gruppe børn, der kunne starte i ”mulat-skolen” på Christiansborg.

Som 11-årig blev Christian Protten udvalgt til at rejse til København sammen med en anden dansk-afrikansk dreng. Den enevældige kong Frederik den 4. viste stor interesse i drengene og stod også fadder for dem, da de kort efter deres ankomst blev døbt.

Livet i Danmark med forbindelser ved hoffet betød, at Christian Protten fik mulighed for at læse teologi ved universitetet i København, hvor han blev indskrevet i 1732.

Få år efter blev han introduceret for den følelsesfulde, pietistiske kristendom, som skulle ende med føre ham rundt til de danske kolonier og handelsenklaver som glødende missionær af det kristne budskab.

Race og hudfarve blev vigtigt

Gennem historien har fortællingen om Christian Protten og euro-afrikanerne været, at de tilhørte en helt særlig gruppe mennesker.

På grund af deres blandede baggrund har man ment, at de havde et særligt talent for at slå bro over de kulturelle kløfter. Men Christian Protten beviser, at det langt fra er virkelighed, fortæller Gunvor Simonsen.

- Med den transatlantiske slavehandel kom forestillinger om race til at spille en stadig større rolle. Afrikansk oprindelse blev koblet til slaveri, og europæisk oprindelse blev koblet til frihed og herredømme.

Som Christian Protten igennem sit voksenliv både nåede til De Vestindiske Øer og tilbage til sin hjemstavn i Vestafrika, oplevede han på nært hold, hvordan hudfarven var en altafgørende social faktor.

- Christian Protten var universitetsuddannet, havde haft sin gang blandt samfundets top i Danmark og talte både dansk, tysk, hollandsk og en række afrikanske sprog. Alligevel blev han konfronteret med, at afrikanere levede som slaver i den kolonialiserede verden, fortæller Gunvor Simonsen.

Han måtte blandt andet forholde sig til, at betegnelsen ’mulat’ havde givet ham muligheder i livet, mens ordet for andre betød et liv som slave. I hans dagbøger og breve ser man ifølge Gunvor Simonsen, at det var en svær erfaring for Christian Protten at gøre sig.

Fandt en plads i Afrika

Efter at have brugt sit voksenliv som medlem af en pietistisk menighed i Tyskland og på at missionere den pietistiske kristendom på De Vestindiske Øer og i Vestafrika, brugte Christian Protten størstedelen af sine sidste leveår i byen Osu ved Fort Christiansborg på Guldkysten.

Det var det hans håb, at han i sit hjemland kunne skabe et samfund, hvor der var plads til ham som euro-afrikansk, kristen mand.

Christian Protten havde været i Vestafrika i 1730’erne, og dengang måtte han sande, at han ikke var uundværlig for danskerne. Da han kom til kysten igen i 1750’erne, vendte han sig derfor mod sin afrikanske familie. Her fandt han en plads, og han begyndte at udvikle en vision for, hvordan han som kristen kunne høre til på kysten.

Med tætte forbindelser til de lokale eliter i ryggen oplevede Christian Protten pludselig, at han igen fik en stemme blandt danskerne i Fort Christiansborg. De lokale forbindelser gav ham magt, fordi han nu fungerede som mellemmand mellem danskerne og ga-folkets elite.

Troede på en lys fremtid for euro-afrikanere

Christian Protten opfattede til slut sin afrikanske baggrund som en ressource i stedet for en hindring, fortæller Gunvor Simonsen:

- Han havde en vision for, hvordan man kunne skabe fremtiden. Han troede på, at der var en lys fremtid for euro-afrikanerne med deres blandede baggrund.

Han begyndte at skrive ordbøger mellem dansk og de afrikanske sprog akan og ga. Han mente, det var vigtigt, at de farvede børn skulle have adgang til al den lærdom og viden, der var i de danske skolebøger. Den adgang skulle ordbøgerne hjælpe med, for nu skulle der undervises på børnenes modersmål.

Gunvor Simonsen mener, der er noget at lære i historien om Christian Protten:

- Han bringer os tættere på en forståelse af, at den transatlantiske slavehandel havde mange former for konsekvenser for dem, der levede i skyggen af den.

Selvom Christian Prottens kulturelle og racemæssige baggrund ikke stod i vejen for ham under hans opvækst, oplevede han stadig, at han i den transatlantiske verden var tvunget til at forholde sig til spørgsmålet om race.

For at kunne finde et ståsted i livet, måtte han først tage stilling til, hvordan han ville leve som euro-afrikaner i Afrika.

- Christian Protten hverken kunne eller ville flygte fra sin afrikanske baggrund. Og da han fandt en måde at forbinde sine danske og afrikanske rødder, så fandt han også en måde at høre til i Afrika, siger Gunvor Simonsen.