Det mørke gråsprængte pomadehår er sirligt redt bagover. Charmekluden sidder, hvor den skal. Og i det nybarberede ansigt breder sig et smil. Det tilhører den succesfulde direktør for ASA Film Henning Karmark.

Filmplakat for 'Far til fire' fra 1953. (© ASA Film)

Han er en af dansk films mest driftige filmproducenter, og op igennem 1950’erne og 60’erne tjener han millioner på de populære Morten Korch- og ’Far til fire’-film, som kun de færreste danskere ikke kender til.

Men under besættelsen tjente han blandt andet sine penge ved at lave forretninger med nazisterne.

Det gjorde mange andre også – men som det blev fortalt i går aftes i dokumentaren ’Besættelsens danske filmkonger’, var Henning Karmark tilsyneladende villig til at gå ekstra langt for de gode forretningsmuligheder:

- Karmark brugte hårde metoder for at styrke forretningsinteressen hos tyskerne – og han er også den af datidens filmkonger, som man har kunnet dokumentere er gået længst, siger filmhistoriker Lars-Martin Sørensen til Dr.dk.

Historiker Niels Wium Olesen underviser i besættelsestiden på Aarhus Universitet og er enig:

- I samfundets højere sociale lag, som vi må betegne Karmark værende en del af, er jeg ikke bekendt med nogle, der i forhold til angiveri er gået lige så langt for at fremme økonomiske interesser som Karmark. Han ligger højt på listen af egoistiske opportunister.

Tyskerne har krammet på den danske filmbranche

På grund af samarbejdspolitikken kan tyskerne hverken tvinge film eller nazistisk propaganda i biograferne. De er nødt til at samarbejde med de danske filmselskaber, og til det har de et stærkt kort på hånden: Tyskerne styrer nemlig importen af den vigtige råfilm, som filmene bliver optaget på.

Pludselig er der stort incitament for filmselskaberne og de store filmbosser til at indgå aftaler med besættelsesmagten. For uden råfilm kommer der ingen film i biograferne – og ingen penge i kassen.

Melder sig ind i nazistpartiet

De danske filmbosser er nødt til at vælge, om de vil samarbejde med nazisterne eller risikere at lide økonomisk.

Og her gør Henning Karmark sig særligt bemærket. Den 20. august 1940 melder han sig ind i det danske nazistiske parti DNSAP.

Klip fra 'Besættelsens danske filmkonger'.

Lars-Martin Sørensen vurderer, at det har været for at indynde sig hos tyskerne:

- Det har formentlig været en fordel for Karmark at være medlem af nazistpartiet. Han gør opmærksom på, at han er medlem af nazistpartiet i sine forretningshenvendelser og underskriver dem med et Heil Hitler.

Historiker Niels Wium Olesen vurderer, at det er filmbranchens situation i det danske samfund, der gør det fordelagtigt for Karmark at tilslutte sig nazistpartiet:

- Størstedelen af det økonomiske samarbejde mellem Danmark og Tyskland var reguleret af regeringen og centraladministrationen. Men det galt ikke filmbranchen: De måtte operere gennem personlige forretningsforbindelser, og her kunne Karmark få fordel af sit nazistiske medlemskab – han kunne løfte højrehånden og få noget ud af det!

Hjælper med at sprede nazistisk propaganda

Karmark begynder et samarbejde med det tyske filmselskab UFA, og via samarbejdet lykkes det tyskerne af få nazistiske propagandafilm i de danske biografer.

Ifølge Lars-Martin Sørensens kilder opretter Karmark selskabet Merkur Film, som får monopol på udlejning af film fra Tyskland og det tyskbesatte Europa til de danske biografer. En meget fordelagtig økonomisk aftale for Karmark.

Til gengæld lover Karmark kun at udleje film ledsaget af nazistiske forfilm.

- Dermed skriver han under på, at han vil hjælpe tyskerne med at sprede nazistisk propaganda i Danmark, forklarer Lars-Martin Sørensen.

Klip fra 'Besættelsens danske filmkonger'. Filmhistoriker Lars-Martin Sørensen og lektor i Film- og Medievidenskab Peter Schepelern fortæller om nazistiske ugerevyer.

Lover tyskerne at tippe om lager af råfilm

Det tyder også på, at Karmark er villig til at give fordelagtige efterretninger til tyskerne.
Ifølge Lars-Martin Sørensen fremgår det i et mødereferat, at Karmark til et møde med Internationale Filmkammer også lover tyskerne oplysninger om, hvor store de danske filmproducenters lagre af råfilm er.

Dermed kunne tyskernes trussel om at stoppe tilførslen af råfilm blive mere effektiv, forklarer filmhistorikeren.

Angiver egne og andres ansatte som tyskfjendtlige og jøder

Men Karmarks samarbejde med besættelsesmagten stopper ikke her.

Flere af de danske filmselskaber begynder at tage visse forholdsregler mod jøder, men Karmark tager hårdere metoder i brug.

Han angiver op til flere af de konkurrerende filmselskabers ansatte som enten jøder eller tyskfjendtlige til direktøren for det tyske filmselskab UFA, Hans-Jürgen von Hake, som blandt andet står for udlejning og salg af film mellem Danmark og Tyskland.

Karmarks oplysninger til von Hake ender senere i det tyske sikkerhedspolitis registrer over jøder og tyskfjendtlige.

- I dét øjeblik må han have vurderet, at der var fordele ved det, mener Lars-Martin Sørensen og fortsætter:

- Men man kan diskutere, om det har været nødvendigt i forhold til samarbejdet med tyskerne. Der er for eksempel ingen dokumentation for, at Nordisk Film har angivet nogen, og de sælger flere film til tyskerne end alle andre filmselskaber.

Niels Wium Olesen forklarer, at angiveri kan være begrundet med ideologi, men at der også er dem, som Karmark, der gør det af økonomiske grunde og for at fremme egne forretninger:

- Karmark viser exceptionel kynisme og viljen til at udnytte det!

Angiver skuespiller med jødiske rødder

Men det er ikke kun konkurrenterne, Karmark går efter. I et brev angiver han også en af sine egne skuespillere, Ilona Wieselmann, til von Hake, fordi hun har jødiske rødder.

Oversættelse af Karmarks "stikkerbrev" udarbejdet af modstandsgruppen 1944. (© Niels Gyrsting)

Han lover desuden i samme brev, at han fremover ikke vil arbejde med ”ikke-ariere” eller tyskfjendtlige. Karmarks ”stikkerbrev” skal senere blive kendt i modstandsbevægelsen, og kommer til at volde ham problemer.

Filmen Afsporet med Illona Wieselmann i hovedrollen bliver en af Karmarks største succeser i 1942. (© ASA Film)

Ifølge Lars-Martin Sørensen forsvarer Karmark sig senere med, at han ikke bragte Ilona Wieselmann i fare, da hun på daværende tidspunkt opholdt sig i Sverige. Det er dog aldrig lykkedes Lars-Martin Sørensen at be- eller afkræfte nøjagtigt, hvornår Ilona Wieselmann flygter til Sverige.

Karmarks forretningslykke vender

I slutningen af 1942 begynder tyskernes krigslykke at vende. Sejrene bliver færre. Og i løbet af 1943 ser det ikke længere ud til, at tyskerne vil vinde krigen.

Dagen efter slaget ved Stalingrad, hvor tyskerne må overgive sig, melder Karmark sig ud af nazistpartiet.

- Den endelige sejr, som tyskerne har proklameret, bliver nok i stedet de allieredes. Derfor skal man skynde sig den anden vej! lyder et bud på årsagen fra Lars-Martin Sørensen.

I takt med tyskernes nederlag begynder den danske modstandsbevægelse at røre mere på sig.

De får efter sabotageaktioner blandt andet fat i Karmarks ”stikkerbrev” – hvori han angiver skuespillerinden med de jødiske rødder – offentliggør det, og hænger ham ud som fuldblodsnazist i den illegale presse.

Alle er efter Karmark

Af i dag stadig uvisse årsager er nazisterne i slutningen af krigen nu også efter Karmark.

ASA Films studier og andre danske filmstudier bliver bombet af danske nazister i tysk tjeneste, og trods flere års samarbejde med tysk film og medlemskab af det danske nazistparti, bliver Karmark anholdt af det tyske sikkerhedspoliti Gestapo kort før befrielsen.

Hverken bombning eller anholdelse af nazisterne retter dog op på Karmarks ry som yderst tysker-venlig.

Han risikerer at blive dømt af modstandsbevægelsen og henrettet for sit samarbejde med tyskerne – og flygter derfor til Sverige lige omkring befrielsen.

Men han bliver genkendt af danske modstandsfolk i Malmø, anholdes af svensk politi og sendes tilbage til Danmark. Han bliver dog ikke fængslet – og forsøger at holde lav profil.

Men modstandsbevægelsen har ikke glemt filmbossen fra ASA Film.

- Den illegale presse undrer sig over, at der ikke sker noget med ham og opsøger ham. De laver et kritisk, nærmest fjendtligt, interview og hænger ham ud som landsforræder, fortæller Lars-Martin Sørensen.

Filminstruktør Henning Karmark. (Foto: MINI WOLFF © Scanpix)

Karmark går fri

Karmarks sag ender på politiets skrivebord, der allerede bugner af sager. 40.000 interneres på grund af deres samarbejde med tyskerne.

Men efter tre år lukker politiet Karmarks sag. Ifølge Lars-Martin Sørensen vurderer politiadvokaten, at sagen er særdeles dårligt undersøgt, og at der mangler afgørende oplysninger.

- Sagsbunkerne hos politiet har været store dengang, og Karmarks sag har været i bagatelafdelingen, fordi han hverken er anklaget for at have kæmpet med tyskerne eller slået nogen ihjel, vurderer Lars-Martin Sørensen.

”Påfaldende” og ”overraskende” at han ikke bliver dømt

Tilbage i foråret 1940 gik statsminister Stauning ud og opfordrede forretnings- og embedsfolk til at pleje sociale og forretningsmæssige forhold til tyskerne for at få det til at glide. Derfor var det svært at dømme værnemagere.

De gjorde bare, som Stauning sagde.

Men ifølge Lars-Martin Sørensen var Karmark ikke blot en ’værnemager’, der drev forretning med tyskerne. Han har også angivet flere personer til direktøren for det tyske filmselskab UFA.

- Det er overraskende og ikke til at sige hvorfor, han ikke bliver dømt, siger Lars-Martin Sørensen.

Niels Wium Olesen vurderer, at Karmarks sag var kompliceret, og at dét kan være grunden til, at han aldrig dømmes:

- Der var en hævngerrighed i det danske retsvæsen efter krigen, men jo længere væk fra befrielsen man kom jo mildere blev man typisk dømt. Komplekse sager trak ud, og det kan have gavnet Karmark. Han har været heldig – det er påfaldende, at han ikke bliver dømt.

Dir. Henning Karmark med frue til filmpremiere i Nygade teatret (Foto: Svend Gjørling © Scanpix)

Nazist eller businessman?

Ifølge Lars-Martin Sørensen fører Karmark sig frem som både nazist og antisemit, fordi han mente at kunne vinde noget på det.

- Mennesker, der kendte Karmark, sagde, at han ikke var nazist. Han var ikke politisk interesseret – men han var meget interesseret i penge, siger Lars-Martin Sørensen og understreger, at det ikke er til at vide, hvorfor mennesker gør som de gør:

- Men Karmark var formentlig opportunist. Han har gjort det for egen økonomisk vinding skyld og ikke af politiske årsager.

Niels Wium Olesen tolker også Karmarks handlinger som opportunistiske:

- De ideologiske nazister er sikre i troen på, at Hitler vinder krigen længe efter tyskernes krigslykke vender. Men Karmark lurer det tidligt og drejer den anden vej. Det viser, at han er opportunist – det er kynisk beregning fra hans side. Målet for ham er tilsyneladende hans egen økonomiske vinding.

Karrieren på ret køl

Filmplakat for 'De røde enge' fra 1945 (© ASA Film)

Mens hans sag stadig bliver undersøgt, agerer Karmark pludselig tilsyneladende til modstandsfolkenes fordel, for allerede kort efter krigens afslutning, anden juledag 1945, udsender hans filmselskab filmen ’De røde enge’.

En film om den danske helt og frihedskæmper Michael, der undslipper Gestapos fængsel.

Filmen bliver beskrevet i samtiden som den ”usminkede sandhed”. Den bliver godt modtaget og ender som det danske bidrag til filmfestivalen i Cannes året efter.

Karmarks forretningslykke vender tilbage.

Han sikrer sig rettighederne til at filmatisere Morten Korchs romaner. Den første i rækken, ’De røde heste’, bliver set af over 2,3 millioner i biograferne og er en af dansk films største succeser nogensinde. Og formuen bliver ikke mindre, da han senere også står bag en række af de populære ’Far til fire’-film.

Henning Karmark bliver Danmarks ukronede filmkonge. Han døde 82 år gammel i 1989.

5 af Karmarks mest kendte film:

  • ’De røde heste’ (1950)
  • ’Far til fire’ (1953)
  • ’Flintesønnerne’ (1956)
  • ’Far til fire og ulveungerne’ (1958)
  • ’Vagabonderne på Bakkegaarden’ (1958)

Se første del af 'Besættelsens danske filmkonger' her. Anden del bliver vist den 6. december kl. 20.00 på DR K.

Kilder: ’Dansk film under nazismen’, af Lars-Martin Sørensen, Filmmagasinet Ekko, Politiken,Information, DFI om Henning Karmark, DFI om 'De røde enge', DFI om 'De røde heste', DFI om 'Afsporet' og Den store danske.