Græs, krig og kæmpemål: For 75 år siden var 'Jernmanden' håndboldherrernes farligste våben

Håndboldherrerne i 1943 var nogle hårde hunde!

I aften spiller Danmark semifinale ved EM i håndbold - og selvom Mikkel Hansen og Co. bestemt er nogle robuste herrer, så kan man i høj grad også sige det samme om landsholdet tilbage i 1943.

Den 18. juni spillede de mod Sverige, og en unik filmstump fra DR's arkiv viser et uddrag af kampen.

Der er ingen tvivl om, at landsholdet dengang bestod af nogle hårde hunde. Bolden var hård som sten, der blev spillet på græs - og så var der også lige en verdenskrig i gang om ørerne på dem.

Den svenske målvogter i fuld længde.

Selvom kampen måtte afvikles i hagekorsets skygge, mødte 2.700 tilskuere op på Helsingør Stadion.

- Det var en god lejlighed til at vise patriotisme og lidt modstand mod besættelsesmagten, fortæller specialist i håndboldhistorie Thomas Ladegaard.

'Jernmanden' var Danmarks stjernespiller

Der var tale om såkaldt 'markhåndbold' - forløberen for den indendørs variant, vi kender i dag.

I 1943 kunne man spille begge dele, men først i 1950'erne begyndte indendørshåndbold at få overtaget. Det skete i takt med, at der blev bygget flere og flere sportshaller, og at der samtidigt blev sat fokus på folkesundhed via idræt.

Datidens Mikkel Hansen hed Svend Aage Madsen og var Danmarks store stjerne.

- Han blev også kaldt 'Jernmanden' og var næsten 20 år på landsholdet, fortæller Thomas Ladegaard.

Svend Aage "Jernmanden" Madsen (© Scanpix)

Svend Aage Madsen gjorde det godt i kampen, men Danmark tabte alligevel 11-5 til de stærke svenskere.

Trods de mange svenske mål er det sjovt nok af uvisse årsager alligevel primært danskernes mål, som er blevet bevaret for eftertiden i videostumpen.

Kilder: P.hd.-studerende og specialist i sportshistorie Martin Friis Andersen, Cand.comm og forfatter Thomas Ladegaard, Haslund.info

Facebook
Twitter