10 nedslag i den måske vigtigste aktivistbevægelse i nyere tid

Ud af ’slumstormerbevægelsen’ opstod Christiania, BZ-bevægelsen og selveste Gasolin'.

10 nedslag i den måske vigtigste aktivistbevægelse i nyere tid

Ud af ’slumstormerbevægelsen’ opstod Christiania, BZ-bevægelsen og selveste Gasolin'.

  • Af Morten Olsen og Michael Ørtz Christiansen
  • 26. feb. 2019
Scroll for at læse

For præcis 50 år siden sendte Københavns Politi mere end 200 betjente til Christianshavn for at rydde en række besatte huse kaldet 'Sofiegården'.

De syv faldefærdige huse havde været beboet ulovligt i næsten fire år af en række unge mennesker, der manglede et sted at bo.

Besættelsen var blevet en politisk kamp mellem aktivisterne og Københavns Kommune, og rydningen af Sofiegården blev starten på en kædereaktion af husbesættelser, som på det tidspunkt var et nyt våben for unge aktivister.

Den første husbesættelse og den langvarige beboelse af Sofiegården satte gang i bølge aktioner, der trækker tydelige aktivistiske spor helt frem til i dag.

Her er 10 af de vigtigste nedslag i slumstormerbevægelsens historie.

Start 60'erne: Slum i København

København forfalder.

I en sådan grad, at Københavns Kommune stempler flere bygninger som uegnet til beboelse.

Mange tusinde københavnere må forlade de faldefærdige lejligheder og flytte mod forstæderne. Konsekvensen er, at gårde på Østerbro, Vesterbro, i indre by og på Nørrebro og Christianshavn ligger døde og ubeboede hen.

Ifølge boligborgmester i Københavns Kommune, Edel Saunte, er det direkte skadeligt at blive boende i de nedrivnings- eller renoveringsdømte bygninger.

”Mange af de konstaterede mangler betyder en daglig belastning for beboernes helbred og for deres livsførelse, og de skaber en følelse af social uretfærdighed,” skriver hun i en rapport fra 1963.

I alt 26.000 københavnske boliger bliver vurderet uegnet til beboelse. De skal rives ned eller renoveres.

Et huslejeloft indført under Anden Verdenskrig betyder, at ejerne ikke må hæve huslejen, så de kan få råd til at renovere bygningerne.

Så de bliver stående tomme. Lige indtil de ikke er tomme mere.

Februar 1963 : Den første besættelse

I slutningen af Anden Verdenskrig blev der produceret mange børn, og de børn er i 1963 blevet del af en stor ungdomsårgang, som vil flytte hjemmefra.

Men der er ikke nok ungdomsboliger, og få har råd til at betale for et værelse eller købe en lejlighed selv.

Kombinationen af tomme forfaldne huse og bolignød bliver starten på det, der i de kommende tre årtier bliver et yndet aktionsmiddel for især den unge politiske venstrefløj:

Husbesættelser.

Den første sker i februar 1963 og bliver udført af den såkaldte ’Gruppe 61’, en venstreorienteret gruppe unge, der to år tidligere er gået sammen for at kæmpe mod atomvåben.

Gruppe 61 besætter et af de faldefærdige huse i København, men aktionen bliver kortvarig.

Maj 1965: Sofiegården

Godt to år senere iværksætter en anden og tilfældigt sammensat gruppe unge en aktion, der kommer til at vare knap fire år. Det gør den takket være ihærdighed, en lokumsaftale og et nik fra en overborgmester til en tidligere statsminister.

Aktionen bliver centrum for den bevægelse, der er ved at tage fart.

20-årige Bitta Lillesøe er den første, der flytter ind i Sofiegården. En række gamle, faldefærdige og forladte huse på Christianshavns Torv, klemt inde mellem Sofiegade, Torvegade, Dronningensgade og Overgaden Oven Vandet. I alt syv bygninger.

Bygningerne er med på kommunens nedrivningsliste og er efter den 1. april 1965 blevet ulovlige at bebo. Så de står tomme, og det lægger Britta mærke til, da hun går forbi.

- Jeg kan huske, at solen skinnede, og jeg kunne godt se, at husene var misligholdte, men ret kønne, syntes jeg. Der vil jeg bo, tænkte jeg, husker den nu 74-årige Britta Lillesøe.

Ejeren af husene, Danske Andelslejligheder, har ingen indtægter, da boligerne ikke kan lejes ud, og der er ikke råd til at renovere dem. De venter egentlig bare på, at kommunen beslutter sig for, hvad der skal ske med området, så Danske Andelslejligheder går med til at udleje boligerne til lager, mens de venter. For man må jo ikke bo der.

Derfor vender Danske Andelslejligheder ryggen til, da Britta og kæresten slæber madrassen ind i de faldefærdige huse. Og myndighederne er – til at begynde – ikke så svære at holde stangen.

- Der var kun én patruljerende betjent på Christianshavn, og når han kom, var det med at gemme chillum og alt det andet væk. Der måtte jo ikke være tegn på beboelse, fortæller Britta.

September 1965: Kuppet

Rygtet om Sofiegården spreder sig hurtigt, og der bliver i løbet af sommeren 1965 rift om de godt 40 lejligheder.

Efterspørgslen får to af de personer, der på vegne af Danske Andelslejligheder administrerer Sofiegården, til at øjne en mulighed for at tjene en skilling.

De vil skrue op for huslejen.

En gruppe med Brittas nye kæreste, Jesper Sølling, sætter sig imod.

- Det er mig, der er musklen i oprøret. Jeg er ikke bange for dem og går direkte til Danske Andelslejligheder og siger, at vi ikke vil have de her skiderikker som mellemmænd. De skal ikke tjene penge på os, siger jeg. Det virker, og så vi laver en lejeforening, siger Jesper Sølling.

Den 1. september 1965 bliver ’Kollegiet Sofiegården’ oprettet.
Jesper Sølling og derefter Dorrit Kampmann bliver de første formænd i foreningen. Senere kommer No Widding til og kommer til at spille en vigtig rolle i Sofiegårdens historie.

Sammen sørger de for, at der kommer ordnede forhold. De får lavet anordninger, som tilfredsstiller de ellers urolige brandmyndigheder. Der bliver lavet vedtægter og en organiseret venteliste, så der ikke er noget at komme efter for lejerne.

Målet er at samle Sofiegårdens beboere mod en fælles fjende, nemlig Københavns Kommune, der har magten til at knuse de kollektivistiske kollegiedrømme.

Sommeren 1966: Et nik fra overborgmesteren

Dorrit Kampmann er kasserer og med til at holde styr på formalia i ’Kollegiet Sofiegården’.

Hun er også datter af Viggo Kampmann, der var Danmarks statsminister fra 1960 til 1962. Han er socialdemokrat, ligesom manden der sidder på den øverste politiske post på Københavns Rådhus. Overborgmester Urban Hansen.

Så Dorrit spørger sin far, om han ikke kan tage en snak med Urban, for beboerne i Sofiegården må stadig bo bag mørklægningsgardiner for at skjule det faktum, at de bor i bygninger, som man ikke må bo i, og som ifølge boligborgmester Edel Saunte er ”en daglig belastning for beboernes helbred og for deres livsførelse”.

Som Dorrit, Jesper, Britta og No husker overleveringen fra Viggo Kampmann, så accepterer overborgmester Urban Hansen at lukke øjnene for ulovlighederne, indtil kommunen har en plan med bygningerne.

- Det er en lokumsaftale. Vi får aldrig noget på skrift, men der bliver nikket fra overborgmesteren, og så ryger mørklægningsgardinerne ned, fortæller No Widding.

En del af ”lokumsaftalen” går på, at den ansøgning om midlertidig anvendelse til kollegieformål, som blev sendt fra Sofiegården til kommunen i forbindelse med oprettelsen af ’Kollegiet Sofiegården’, bliver syltet. Det skal forstås på den måde, kommunen undlader at tage stilling til ansøgningen, så de ikke bliver nødt til at afvise den og dermed smide de unge ud af Sofiegården.

Løftet er – ifølge No og co. – at Edel Saunte lægger ansøgningen i skuffen for først at hive den frem igen i sommeren 1971, hvor et nyt byggeri skal i gang.

1966-1968: Teater, rock og renovering

Lokumsaftalen og Urban Hansens nik til Viggo Kampmann er en forløsning i Sofiegården. Beboerne sætter gang i et større renoveringsarbejde af det hjem, som med kommunens stille samtykke nu ser ud til at være deres, i hvert fald frem til sommeren 1971.

Der bliver holdt en masse fester, spillet høj musik og opført teater med politiske dagsordener. Sofiegården bliver et samlingssted for kreative sjæle, der dyrker en alternativ livsstil.

Kim Larsen bor også i gården og møder her en herre ved navn Wili Jønsson, der bor i en lejlighed klods op af Sofiegården.

Willi begynder at komme i Sofiegården af én bestemt årsag:

- Jeg finder jo ud af, at der kommer en bunke kønne piger inde i Sofiegården, og så hang jeg meget ud der.

Da den kønne pige, Kathrine Jensenius, er fundet, kan Wili Jønsson koncentrere sig om at samle et band.

Franz Beckerlee og Bjørn Uglebjerg støder til, og en anden beboer i Sofiegården finder på bandnavnet. Gasolin’ er dannet.

1968: Husene skal ned

68’er-idyllen bliver brudt i sommeren 1968.

Boligborgmester Edel Saunte vikarierer for den ferierende overborgmester Urban Hansen, og hun udnytter – ifølge flere af de gamle beboere i Sofiegården – sin midlertidige position til at sætte skub i processen med at få revet to af de mest forfaldne huse i Sofiegården ned.

Det ulovlige kollektiv lader til at være blevet en torn i øjet på boligborgmesteren, som også er formand for Boligkommissionen, der har dømt husene til nedrivning og uegnet til beboelse.

I efteråret 1968 bliver beboerne varslet om, at lejlighederne skal være rømmet senest den 1. februar 1969, så nedrivningen kan begynde.

I november 1968 beder boligborgmester Edel Saunte ejeren af Sofiegården, Danske Andelslejligheder, om at rive to af husene i Sofiegården ned. Det har ejeren ikke lyst til og giver to murere besked på at tage ud og gøre et symbolsk forsøg.

Det ender med et show, hvor murere og beboere lader mursten cirkulere for blot at sætte dem på plads igen. Det hele bliver filmet, og forestillingen provokerer kommunen. Konflikten bliver optrappet.

Kommunen holder fast i, at husene skal rives ned, og beboerne forsøger desperat at holde bulldozerne væk. Et af forsøgene er et søgsmål mod kommunen. Med en påstand om ”kommunal magtfordrejning” bliver det til en sag for byretten.

Februar 1969 : Republikken og rydningen

Tidsplanen skrider en smule, men den 19. februar 1969 er det kun et spørgsmål om tid, før maskinerne rykker ind i gården på Christianshavn.

Som en sidste desperat og symbolsk handling udråber beboerne deres hjem til ’Republikken Sofiegården’, barrikaderer sig og erklærer sig uafhængige af det danske samfund.

Heller ikke det hjælper.

Den 27. februar rykker politiet ind og får med Falcks hjælp fjernet de barrikader, som de unge Sofiegården-beboere gemmer sig bag.
40 personer bliver anholdt i det, der bliver den første store aktion, hvor myndigheder går ind for at rydde ulovligt beboede huse.

To ud af syv bygninger bliver jævnet med jorden, og langt de fleste beboere kan vende tilbage til deres lejligheder i det Sofiegården, der stadig står der efter aktionen.

I løbet af det næste års tid forlader de resterende beboere Sofiegården, inden det meste af det resterende Sofiegården bliver revet ned i januar 1970. Efterfølgende beslutter Københavns Kommune, at Sofiegården skal danne rammen om et nyt kollegie.

1970: Slumstormerne

Aktionen Sofiegården sætter gang i husbesættelserne i København.

Ligesom med Sofiegården er det nedrivningsdømte huse, der er målet. Huse som er dømt uegnet til beboelse. Slum.

Omkring 1970 nærmer antallet af husbesættelser sig 20, og de fleste besættelser er kortvarige.

Det er først i 1970, da husbesættelserne intensiveres, at de unge aktivister bliver døbt ”slumstormerne”.

Flere af de mere holdbare besættelser giver samme resultat som i Sofiegården, nemlig at Københavns Kommune spørger No Widding, om han ikke kan organisere det. Han sørger sammen med en gruppe på 6-7 personer for at starte kollegierne op, få folk ind, fordele værelser, opkræve husleje og så videre.

Det fører blandt andet til Stengården og Fredensgården på Østerbro, hvor der kommer til at bo flere hundrede mennesker.

1971: Efter slumstormerne

I 1971 indfører Folketinget den såkaldte ”slumstormerparagraf”, som gør det lovligt at bo i de nedrivningsdømte huse, indtil de skal rives ned.

Derfor er slumstormerbevægelsen, cirka otte år efter den første husbesættelse, ved at blive opløst.

Inden det sker, bliver ’Folkets Park’ på Nørrebro etableret, blandt andet som en protest fra beboerne i området mod kommunens saneringsplan.

Sidste krampetrækning fra slumstormerne bliver den såkaldte 'Septemberoffensiv'.

I en samlet aktion besætter slumstormerne flere adresser i København, og en gruppe unge hiver hegnet til Bådmandsstrædes Kaserne på Christianshavn ned.

Christiania er født.

Derefter splittes slumstormerne i flere retninger.

En gruppe, som ikke ønsker politisk skoling og stram organisering, flytter til Christiania. En anden gruppe opretter Marxistisk-Leninistisk Enhedsfront, mens en tredje arbejder videre med at forbedre bolig- og levevilkårene.

Sidstnævnte gruppe er i 1973 med til at danne Nørrebro Beboeraktion.

I foråret 1980 brager politi og aktivister sammen i det, der bliver kaldt ”Slaget om Byggeren”. Det bliver starten på BZ-bevægelsen , som den autonome bevægelse og striden om ungdomshuset på Jagtvej 69 udspringer af.

Credit


Tekst: Morten Olsen og Michael Ørtz Christiansen


Redaktør: Frederik Bjerre Andersen



Kilder: Magtudredningen, Kampen for autonome rum – om de københavnske husbesættelser (Helle Schjerup Hansen), Flemming Mikkelsen, Københavns Boligkommission Årsberetning 1963, Tinglyst Saneringsplan for Sofigården 1966, Hans Thor Andersen (forskningschef på SBI), Henrik Stevnsborg (professor i retshistorie, Københavns Universitet). No Widding, Dorrit Kampmann, Jesper Sølling og Britta Lillesøe. Afsnittet ”Sofiegården overgiver sig aldrig” i ”Stemmer fra ’68”. Referat af parole hos 1. politiinspektør, 5. marts 1969.