Sanne Troelsgaard – opfylder sin fars sidste ønske til EM

Få dage før EM i 2013 døde Sanne Troelsgaards far af lungekræft. I dag har hun opfyldt sin fars sidste ønske.

Sanne Troelsgaard – opfylder sin fars sidste ønske til EM

Få dage før EM i 2013 døde Sanne Troelsgaards far af lungekræft. I dag har hun opfyldt sin fars sidste ønske.

  • Af Johan Haarløv
Scroll eller brug piltasterne for at læse

Sanne Troelsgaard står på dørtærsklen til sin anden EM-slutrunde. Året er 2013, og sol og måne og stjerner peger på, at karrierens foreløbige højdepunkt skal komme ved slutrunden i Sverige.

Men det kommer ikke. Det gør i stedet hendes livs lavpunkt, det værste mareridt.

Troelsgaards far bliver indlagt på Vejle Sygehus. Han har haft konstateret lungekræft i et halvt år, men nu har sygdommen taget et ekstra hårdt greb i ham.



"I det halve år op til havde vi tænkt, ’det skal nok gå det her’."

Det er juli måned, og landsholdet ligger i træningslejr netop i Vejle, hvor Troelsgaards far bliver indlagt. Hun besøger sin far hver dag efter træning.



" Men så gik det bare meget, meget stærkt de efterfølgende dage."

"Vi skulle hjem fra træningslejr om onsdagen, men søndag får jeg at vide, at jeg skal op på hospitalet med det samme, fordi hele familien blev kaldt derop."

Troelsgaard lader landshold være landshold og er ved sin fars side, indtil han om tirsdagen sover ind.

"Jeg kunne ikke forstå det. Jeg var i en choktilstand."

I dag spiller hun med sin far på maven, hver gang hun spiller.

Troelsgaard vender ikke tilbage til landsholdet efter sin fars død – EM bliver uden hende. Familien kommer i første række.

"Min fars ønske var at komme til EM, uanset hvad det ville koste ham af kræfter. Men det nåede han så desværre ikke."

Sportsligt betyder farens død ikke bare, at hun går glip af EM, men også at Troelsgaard sætter sin karriere på en form for standby.



Hun forlader Brøndby, hvor hun med stor succes har spillet i tre sæsoner, for at rykke tilbage til Jylland, tættere på familien, til den noget mindre klub KoldingQ.

"Min far var omdrejningspunktet for min karriere. Da jeg spillede i Brøndby var han ved mig mange dage i løbet af ugen.

Derfor tog jeg hjem til Kolding efter hans død, fordi Brøndby var noget, jeg havde med min far, så det føltes ikke rigtigt at spille der mere."

Troelsgaard har ellers flere tilbud fra store klubber i udlandet.



"Jeg skulle have mig selv med. Jeg ville ikke tage til en storklub og så ikke have mig selv med og være mentalt nede efter min fars død."

Efter 2,5 et halvt år hjemme i Jylland er Troelsgaard klar til at opfylde sin fars sidste ønske:

"Det sidste, han sagde til mig, var, at jeg skulle love at tage ud i det store udland. Så det har jeg altid vidst, at jeg ville komme. Jeg skulle bare være klar til det først."

I januar sætter Troelsgaard sin underskrift på en kontrakt med den svenske storklub FC Rosengaard.



Med et pennestrøg opfylder hun ikke bare sin fars sidste ønske, en pigedrøm går også i opfyldelse.

"Jeg har altid vidst, at jeg nok skulle blive professionel fodboldspiller. Det har været min drøm, siden jeg var seks år."

I Rosengaard bliver hun holdkammerat med flere verdensstjerner, blandt andet brasilianske Martha da Silva, som fem gange er kåret som verdens bedste fodboldspiller.

"Jeg var meget nervøs. Jeg kom som lille dansker og skulle spille med alle de verdensstjerner, men jeg tænkte også, at det var min chance.

Jeg fik stor ros efter den første uge, og de andre sagde; hold da kæft, du træner på et højt niveau."

Fire år efter sin fars død står hun nu igen på dørtærsklen til et EM. Hun har gennemlevet den vel nok sværeste periode i sit liv.



I dag mere klar end nogensinde til at tage de udfordringer op, som bliver stillet foran hende – både på og uden for banen.

"Nu er jeg med som en af de garvede, og det giver nogle andre forventninger. Men jeg er ikke sådan én, der råber op. Jeg hviler i mig selv og ved, det nok skal gå. Jeg glæder mig bare helt vildt."

Credit


Tekst: Johan Haarløv


Redigering: Lars Brøndum Nielsen og Johan Haarløv


Foto: Scanpix, Getty Images