Den lille havfrue er uden tvivl den mest mishandlede og chikanerede statue i nyere danmarkshistorie.

Det viser denne opgørelse over nogle af de mest spektakulære ting, som den stakkels kvinde har måttet finde sig i, siden hun blev sat på sin sten i 1913.

De fleste ved, at hun har mistet hovedet to gange - senest for 20 år siden i dag. Men færre er klar over, at hun for eksempel også er blevet sprængt i luften, har fået skåret armen af, og er blevet malet mindst 10 gange.

Derudover er hun også psykisk blevet chikaneret ved eksempelvis aldeles ufrivilligt at blive iklædt alt fra Ku Klux Klan-dragt til Birthe Rønn Hornbæk-maske.

1. september 1961: Iklædt BH og trusser

I 1961 mente nogen, at Den lille havfrue ikke længere skulle vise sine attributter frem for verden.

En bh og et par trusser blev malet på statuen - som to storrygende arbejdsmænd fik æren af at vaske ren igen.

28. april 1963: Malet rød

I 1963 blev Den lille havfrue angrebet med rød maling af ukendte gerningsmænd. Om farvevalget var en hilsen fra 'røde' venstreorienterede grupperinger, var uvist, selvom de i perioden stod bag mange forskellige happenings og aktioner.

Attentatet endte dagen efter på forsiden af Politiken, hvor en anden 'rød' - nemlig Cubas ministerpræsident Fidel Castro - også befandt sig.

24. april 1964: Halshugges første gang

"Et ualmindeligt groft tilfælde af vandalisme eller sygelig samlermani har i nat fundet sted på Langelinie," skrev Ekstra Bladet morgenen efter 'drabet'.

Først i 1997 tog multikunstneren Jørgen Nash, æren for halshugningen. Han forklarede, at han havde gjort det, fordi han havde haft rod med kvinderne i sit liv.

Han tilføjede, at det jo i øvrigt var et "...lykkeligt mord - for hvilken 90-årig kvinde kunne ikke tænke sig et nyt hoved?"

Statuen får igen - men slet ikke for sidste gang - en ufrivillig omgang maling.

15. juli 1976: Overmales igen

22. juli 1984: Får amputeret armen

I 1984 fik havfruen savet 45 cm af den arm, hun støtter sig ved.

Multikunstneren Jørgen Nash - som på dette tidspunkt stadig hemmeligholdte, at det var ham, der havde halshugget havfruen i 1964 - kaldte i Ekstra Bladet gerningen for "afskyvækkende og rædselsfuld".

To unge drenge på 18 og 19 år meldte sig hurtigt for lemlæstelsen. De forklarede, at de på gerningsnatten havde drukket meget tæt og derefter var vågnet op med nogle gevaldige tømmermænd - og en bronzearm.

Havfruen er lige ved at miste hovedet igen i 1990.

Men gerningsmændene når af uvisse årsager ikke at gennemføre halshugningen og efterlader den plagede bronzekvinde hårdt såret med et 18 cm langt snit i halsen.

5. august 1990: Snittet i halsen

6. januar 1998: Halshugget for anden gang

I 1998 mister den stakkels eventyrfigur sit hoved for anden gang. Det er tophistorie i TV Avisen og forsidestof i aviserne.

Multikunstneren Jørgen Nash, som året før tog æren for den første halshugning i 1964, er meget oprevet - og kalder hærværket for "plagiat".

Midt om natten hældes der hvid maling og fjer ud over havfruen.

Politiet kender ikke motivet, men tilføjer, at gerningsmændene også gav hende et halstørklæde på og formentlig også har indsmurt hende i tandpasta og deodorant.

1. juni 2003: Hvid maling og fjer

11. september 2003: Sprængt i luften

Selvom havfruen kun er en statue, er det drabsafdelingen i politiet der tager sig af sagen, da hun sprænges i luften og falder ned fra sin sten.

Det skyldes, at der er tale om hærværk mod et nationalklenodie, forklarer politiet som også oplyser, at der er sket markante skader på statuen.

16. december 2004: Iført burka

Ikke alle aktionerne omkring havfruen i tidens løb har været mishandling. Men flere gange er pigen på stenen aldeles ufrivilligt blevet iklædt mange forskellige ting.

I 2004 rasede debatten om Tyrkiets medlemskab af EU, og Den lille havfrue - som jo ellers lader til at været ganske tilfreds med at være splitternøgen - blev iklædt en tildækkende burka.

Den blev dog fjernet af en resolut rejseleder, som ikke syntes, hendes turister skulle snydes for et billede af attraktionen.

På kvindernes internationale kampdag vågner Københavnerne op til en grøn havfrue med feministiske slagord spraymalet - samt en dildo i hånden.

Sidstnævnte blev dog hurtigt fjernet af ordensmagten.

8. marts 2006: Får dildo i hånden

3. marts 2007: Rammes af Ungdomshus-uroligheder

I forbindelse med rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 den 1. marts udbryder der voldsomme kampe mellem politi og Ungdomshus-sympatisører.

Havfruen går heller ikke fri af urolighederne og males lyserød, mens stenen prydes med anarkistsymbol og tallet '69'.

I 2007 blev hun oversprøjtet med rød maling. Og selvom det næppe gjort ondt, blev der alligevel placeret en billedramme med teksten "av!" ved siden af statuen.

15. maj 2007: Rødt maling-angreb

20. maj 2007: Ufrivilligt dækket til

Ekstra Bladet havde med vanlig sans for humor og provokation placeret artiklen om, at havfruens nøgne krop igen var blevet tildækket med en muslimsk klædedragt, lige ved siden af dagens Side 9-pige.

2007 er i det hele taget et travlt år for den unge over 100 år gamle pige - og den ene happening afløser den anden.

Dagen efter at være blevet iklædt en muslimsk dragt, får hun den racistiske gruppe Ku Klux Klans hvide dragt med spids hovedbeklædning på.

21. maj 2007: Iklædt Ku Klux Klan-dragt

24. august 2007: Angribes af anarkist-hajer

Havfruens 94-års fødselsdag fejres på Langelinie, hvor unge kvinder på idyllisk vis bader i vandet ud for statuen.

En gruppe drenge iklædt haj-finner tager dog opmærksomheden, da de faretruende svømmer rundt i vandet omkring statuen.

Statuen 'angribes' af hajerne - der havde Ungdomshusets karakteristiske "69" malet på finnerne - og havfruen iføres en sort elefanthue.

Havfruen får endnu en omgang farve, da en hvid malerbombe kastes på figuren.

17. juni 2008: Rammes af malerbombe

Havfruen må have følt sig aldeles krænket, da en mand i 2008 smider bukserne foran hende og begynder at onanere.

Da ordensmagten ankom, havde den 180 cm høje og skaldede mand taget flugten.

21. september 2008: Onani-chikane

Den lille havfrue fik i 2009 en Birthe Rønn Hornbæk-maske på - og et skilt om halsen med teksten 'Send Birthe til Kina i stedet'.

Ministeren var kommet i modvind i forbindelse med en sag om udsendelse af irakiske flygtninge. At aktivisterne ville sende hende til netop Kina, skyldtes at havfruen snart skulle udlånes til landet som led i et reklamefremstød for Danmark.

3. september 2009: Påtvunget Birthe Rønn-maske

Igen får Den lille havfrue aldeles ufrivilligt tøj på. For tredje gang er der tale om en muslimsk klædedragt.

18. december 2013: Ufrivilligt påklædt igen

25. april 2014: Truet af nøgen kunstner

Kunstneren Uwe Max Jensen markerer 50-årsdagen for den lille havfrues halshugning med en happening, hvor han - lige så nøgen som havfruen og bevæbnet med en sav - lader som om, at han skærer hovedet af den lille havfrue.

30. maj 2017: Rødmalet i hval-aktion

Ukendte gerningsmænd malede sidste år havfruen rød. Hærværket var tilsyneladende politisk motiveret.

På jorden foran statuen var der på engelsk skrevet "Danmark defend the whales of the Faroe Islands" (Danmark, beskyt Færøernes hvaler)

14. juni 2017: Tofarvet attentat

Det nyeste angreb mod havfruen fandt sted sidste sommer, hvor hun blev malet med blå og hvid maling af en ukendt kvinde.

På asfalten blev der skrevet "Befri Abdulle" - en reference til en sag om den unge mand Abdulle Ahmed, der i 2017 havde siddet 17. år i en sikringsanstalt.

Credit


Tekst: Søren Dalager Ditlevsen

Redaktør: Karen Steensbæk

Topbillede: Scanpix

Kilder: DR Arkiv & Research, DR's mediearkiv, TV Avisen, DR2 Dagen, Infomedia, samt gamle udgaver af Ekstra Bladet, Politiken, Berlingske Tidende, MetroXpress og Jyllands-Posten.