Michael Jackson - fortalt med nogle af de allerbedste billeder, der nogensinde er taget af ham

Michael Jackson - fortalt med nogle af de allerbedste billeder, der nogensinde er taget af ham

  • Af Søren Dalager Ditlevsen
  • 7. okt. 2021
Scroll eller brug piltasterne for at læse

Michael Joseph Jackson bliver født i 1958. Han er det ottende af familiens ti børn.

Hans liv er fra begyndelsen fyldt med musik - og bliver allerede som syvårig en del af familiebandet, der fra 1964 kalder sig The Jackson 5.

Faren Joe Jackson er manager. Han er stålværksarbejder og musiker. Michael Jackson har senere fortalt, at han fra en ung alder havde et meget problemfyldt forhold til ham.

I 1969 udkommer The Jackson 5's første album. For at skabe ekstra opmærksomhed om det ukendte band "præsenteres" det af Diana Ross - en af tidens store stjerner.

Faren rejser landet tyndt med sine børn, der stiller op til mange underlige ting. Her er de på besøg i 'The Sonny & Cher Comedy Hour'. Det er lillesøster Janet nederst i midten.

Men livet 'on the road' er hårdt for børn. Her slappes der af før en koncert.

Det hårde arbejde betaler sig dog, og familiebandet får hurtigt succes. De hitter blandt andet med sangen 'ABC'.

Som 13-årig begynder Michael Jackson en solokarriere ved siden af familiebandet. Det sker med udgivelsen af singlen 'Got to Be There' den 7. oktober 1971.

En epoke, som kommer til at forandre musikhistorien totalt, er begyndt.

I løbet af de næste år udgiver han flere succesfulde albums.

Stilen på dem er generelt sød og familievenlig.

Han er på forsiden af mange store magasiner...

... og stiger hastigt i graderne i det amerikanske kendis-miljø. Her ses han sammen med Steven Tyler fra Aerosmith i 1977.

Hvem er manden i spejlet? Jackson er ved at blive voksen - og begynder at få sine egne visioner og drømme.

Heldigvis opstår en mulighed, da han i 1978 spiller med i filmen 'The Wiz'. Her møder han nemlig Quincy Jones, som står for musikken.

Jones bliver den unges stjernes nye producer. Det skal vise sig at være en god idé...

...for i 1979 udkommer 'Off The Wall', der er noget helt andet, end han tidligere har udgivet.

Musikken er inspireret af soul, R&B, rock, pop, disco og flere andre genrer. Hans image skifter for alvor fra sød barnestjerne til cool ungdomsidol.

I løbet af de næste 12 år udgiver Michael Jackson det ene legendariske hit-album efter det andet.

I 1982 kommer 'Thriller', der stort set smadrer samtlige rekorder for nogen musik, der nogensinde udgivet. Albummet følges op med 'Bad' i 1987 og 'Dangerous' i 1991.

Den unge komets unikke musikalske stil sætter helt nye standarder...

...og bliver soundtrack til en hel generations ungdom.

Med sine unikke danseevner forandrer han også måden, verden bevæger sig på.

Han har flere signatur-moves...

... men det største er moonwalken, som han benytter første gang i et tv-program i 1983.

Med MTV's premiere i 1981 bliver musikvideoer vigtige - og det udnytter Jackson.

Som en af de første afroamerikanere hitter han på kanalen i 1983. Især den 13 minutter lange video til 'Thriller' vækker opmærksomhed...

... og senere bliver bl.a. 'Bad' også en succes på kanalen.

Michael Jacksons succes er enorm, og i 1984 inviteres han til Det Hvide Hus. Han hyldes blandt andet for sin medvirken til en ungdomskampagne mod stofmisbrug - blot ét af de mange velgørende formål, som Jackson deltager i gennem sit liv.

Samme år bygger han også sit eget hovedkvarter - nemlig ranchen Neverland. Den er opkaldt efter fantasiøen i 'Peter Pan', hvor man aldrig bliver voksen.

Der er både eget tog, en zoologisk have, en forlystelsespark og flere forskellige statuer med barnligt tema.

Jackson har også flere ganske specielle malerier af sig selv hængende på væggene.

I 1988 flytter Bubbles også ind på Neverland. Chimpansen er her med på tour i Japan, hvor den bl.a. var med til at drikke te med Osakas borgmester.

Han får sig også en kæle-kvælerslange.

Jacksons unikke personlighed inspirerer nogle af verdens største kunstnere. Her er det Andy Warhol...

... og her en porcelænsfigur af Jeff Koons.

Ingen på hele kloden er længere i tvivl om, hvem Michael Jackson er. Her møder han i 1988 prinsesse Diana...

... og her i 1990 en forretningsmand og milliardær-arving ved navn Donald.

Jacksons fysiske forandringer har længe været et samtaleemne, og i et interview med Oprah Winfrey i februar 1993 fortæller han, at årsagen er hudsygdommen vitiligo.

Han fortæller også, hvordan han gennem store dele af sin barndom er blevet mishandlet af sin far. Interviewet giver generelt stor sympati til superstjernen.

Selvom nogle synes, han er lidt underlig, er kongen af pop i begyndelsen af 1993 elsket over hele verden.

Den næsten guddommelige status kommer dog ikke til at vare ved.

I september 1993 ser den første af flere anklager om seksuelt misbrug af børn dagens lys.

Jackson har angiveligt misbrugt den kun 13-årige Jordan Chandler.

Musikeren erklærer sin uskyld i en live-transmission fra Neverland, og i et forlig modtager drengens familie en stor sum penge. Sagen kommer aldrig for en dommer og droppes.

I 1995 udkommer 'HIStory'. Men selvom den får gode anmeldelser, er der enighed om, at Michael Jackson er et godt stykke fra niveauet på sine foregående albums.

Musikmagasinet Rolling Stone vurderer i sin anmeldelse, at 'HIStory' på mange måder er præget af 1993-anklagen om misbrug. "Michael Jackson er tilbage, og han er rasende," lyder analysen blandt andet.

Jackson har efter forliget i misbrugssagen giftet sig med med Elvis Presleys datter, Lisa Marie Presley.

Forholdet varer dog kun indtil 1996, hvor han i stedet gifter sig med lægesekretær og Jackson-fan Debbie Rowe. De får en søn i 1997 og en datter i 1998.

I løbet af 90'erne bliver Jacksons sceneshows kun større. Han går ikke på kompromis og betaler til tider af egen lomme for at få præcis det, han vil have.

Det helt store skyts bliver eksempelvis rullet ud på Jacksons 'HIStory World Tour' gennem 35 lande.

Temaerne under koncerterne er mange - men verdensfred er et af de helt centrale.

Han har også ofte børn med på scenen - bl.a. under sangen 'Heal the world'.

HIStory touren rammer på hans fødselsdag i 1997 tilfældigvis København...

...og danskerne overrasker verdensstjernen med en gigantisk fødselsdagskage.

I 2001 udgiver Jackson albummet 'Invincible'. Det får meget middelmådige anmeldelser.

Han prøver at få os til at tro, at han bare er en helt almindelig fyr, men resultatet er alligevel "...underligt og skummelt," skriver den britiske avis The Guardian om albummet.

Jacksons karriere er ved at gå op i flammer, og det hjælper ikke, at han i 2002 holder sin nyfødte baby udover en altan. Medierne går amok.

Kort efter kommer endnu en anklage om sexmisbrug af et barn, og denne gang er et forlig ikke muligt. Retssagen begynder i 2005 og bliver en af de mest omtalte i historien.

Politiet gennemsøger Neverland og anholder Jackson. Han anklages for at have misbrugt 13-årige Gavin Arvizo.

Meningerne er delte, men især Jacksons trofaste fans er tydelige i mediebilledet.

I juni 2005 frifindes han for alle tiltalepunkter.

Det er nu efterhånden længe siden Jacksons storhedstid, og det næste halve årti hører man næsten intet til superstjernen.

Men i 2009 sker der noget. Jackson annoncerer koncertrækken 'This is it' med 50 shows.

Men The King of Pop når ikke at påbegynde koncerterne.

Den 25. juni 2009 dør han af et hjertestop.

Dødsårsagen er en overdosis medicin, og hans personlige læge dømmes i 2011 for uagtsomt manddrab. Her et af anklagerens billeder fra retssagen.

Hans fans er i sorg, og der holdes mindekoncerter verden over.

Den enorme mindehøjtidelighed ses af folk fra hele verden og bliver Michael Jacksons sidste store show.

Efter hans død er flere voldsomme anklager om seksuelt misbrug af børn dukket op. De bliver blandt andet fremført af James Safechuck og Wade Robson i dokumentaren 'Leaving Neverland' fra 2019. Robson havde ellers i 2005 forsvaret Jackson i retten.

Safechuck og Robson har forsøgt officielt at lægge sag an, men søgsmålene er indtil videre blevet afvist. Begge mænd har appelleret.

Instruktøren bag 'Leaving Neverland' forsøger i øjeblikket at filme en opfølger til den prisvindende og stormomsuste dokumentar, hvor han følger de to mænds juridiske kamp.

Det har dog været svært, da flere af de firmaer, som styrer Michael Jacksons økonomi og brand, har lagt sag an mod filmskaberen.

Dokumentaren og søgsmålene genantænder debatten om musikeren og mennesket Michael Jackson - og nogle mener, at man helt bør holde op med at lytte til hans musik.

Det er der dog ifølge Spotify stadig over 20 millioner mennesker, som gør hver måned - alene på deres tjeneste.

Michael Jackson er i dag en kontroversiel figur, som deler vandene.

Credit


Tekst: Søren Dalager Ditlevsen

Redaktion: DR Ung Digital

Billeder: Getty Images, Scanpix, Creative Commons.

Kilder: New York Times, NPR.com, Rolling Stone Magazine, The Guardian, Spotify, dokumentaren 'Leaving Neverland', koncertoptagelse København 1997, Politiken podcast, dokumentaren 'This is it', dokumentaren 'Living with Michael Jackson'. Deadline.com-artikel ‘Leaving Neverland Director Dan Reed Fights Subpoenas' AP-artikel 'Judge tosses lawsuit of man who alleged Jackson molestation'. BBC-artikel 'Court dismisses lawsuit from accuser James Safechuck'.



Denne artikel blev udgivet første gang 25. juni 2019 - og er blevet opdateret med ny information om retssager.