Tinder-ræs og like-jagt: Sådan har smartphonen ændret vores liv

7 unge fortæller deres personlige historie om, hvordan smartphonen vendte op og ned på deres liv.

Tinder-ræs og like-jagt: Sådan har smartphonen ændret vores liv

7 unge fortæller deres personlige historie om, hvordan smartphonen vendte op og ned på deres liv.

  • Af Rikke Bjerge (GRAFIK: OLIVER SEPPO RASMUSSEN)
  • 7. dec. 2019
  • Læsetid: 5 minutter
Scroll for at læse


Der er livet før. Og så er der livet efter.

Altså, smartphonen.

Det er faktisk kun lidt mere end et årti siden, at vi levede i velsignet uvidenhed om det slanke stykke elektronik med den lysende skærm, det uduelige batteri og de uendelige muligheder.

Alligevel er det nærmest umuligt at forestille sig, hvordan vi klarede os igennem triste togture, tamme toiletbesøg og den kedelige kø i det lokale supermarked uden vores bedste ven lige ved hånden.

I 10'erne ændrede smartphonen for altid vores relationer til hinanden – lige fra, hvordan vi er sammen med vennerne, til hvordan vi finder kærligheden.

I et tilbageblik på 00'erne fortæller syv unge danskere her deres personlige historie om forholdet til den elskede smartphone og de apps, der vendte op og ned på deres liv.

1: Facebook

Christian på 27: Jeg spredte løgnehistorier på Facebook for at få likes

Jeg fik Facebook, da jeg gik på efterskole i 2009. Mit første minde er at tagge folk på billeder. Det lavede jeg meget sjov med. Jeg brugte meget tid på at kigge på billeder på Facebook af mig selv og andre.

Da jeg to år senere fik en smartphone, fandt jeg for alvor ud af, at det var ret sjovt og spændende at få likes på mine opslag. I gymnasiet prøvede jeg at skrive sjove og lidt skøre opdateringer, som fik to-tre likes, måske fire.

Men så begyndte jeg en dag at lave lidt om på sandheden og fandt på små løgnehistorier. Jeg syntes, det var sjovt at være kreativ og finde ud af, hvad der virkede, og så var det bare fantastisk at få de her tommelfingre op.

I starten skrev jeg bare hvad som helst, men så fandt jeg ud af, at jeg ikke ville skrive, hvis jeg for eksempel var i dårligt humør. Det var et federe billede at give, at man var ovenpå.

Pludselig så jeg min verden gennem de her statusopdateringsbriller og ledte efter, hvad der kunne give likes. Det er jo ens identitet, så man bliver afhængig, da det giver meget selvtillid og selvværd, og jeg gik fra at være mere upopulær til at føle mig super populær og sjov.

Jeg begyndte at digte ud af det blå og lave store projekter på, hvordan jeg kunne få de her likes. Jeg postede, hvordan jeg havde gjort gode gerninger. Jeg gjorde ting, som jeg ikke vil fortælle dig. Så langt gik jeg.

Min rekord er mere end 24.000 likes på et opslag. Det fik jeg ved at kopiere en amerikansk status fra en medarbejder på sandwichkæden Sunset, som var blevet skældt ud af sin chef for at give mad til en hjemløs. Jeg fandt ud af, at der ikke er nogen grænser for, hvad der kan ske på den her platform, uden at folk stiller spørgsmål, og det, syntes jeg, var helt vildt.


Generelt er det en vigtig detalje, at jeg kunne sidde og gemme mig bag min skærm, for ellers havde jeg aldrig kunne lave det. Og så tror jeg ikke, at man dengang var lige så bevidst om, hvad man gjorde, og hvordan man skulle opføre sig på nettet. I starten tror jeg heller ikke, at det var nemt at mærke, om det man gjorde, var over stregen. Det var jo lang tid før #Metoo og bevidstheden om digitalt ansvar.

Jeg brugte måske fem timer om dagen på Facebook dengang, men i dag bruger jeg det fuldstændig minimalt. Fordi jeg har fundet ud af, hvor totalt spild af tid det er.

2: Messenger

Amalie på 23: Jeg fik stress af Messenger

Da Messenger-appen kom, var jeg 15 år og fik den straks installeret på min iPhone. Det var meget nemmere end Facebook-chat, hvor jeg hver gang skulle logge ind for at chatte. Nu blev det pludselig mega nemt og hurtigt at få fat på folk hele tiden eller holde kontakt med nogen, jeg ellers ikke lige ville sende en sms.

Jeg bruger stadig Messenger dagligt, men jeg synes, den har flere ulemper.

En stor årsag er 'Se'-funktionen, som dukkede op i Messenger nogle år senere. Den er virkelig irriterende, og det er som om, jeg altid er overvåget.

Det er bare: 'Fuck, nu kan andre se, jeg har læst den, og jeg føler, jeg er nødt til at svare'. Ellers kan jeg begynde at stresse lidt over, hvad den anden måske lægger i, at man ikke svarer, og jeg kan finde på at skrive, at jeg svarer senere. Også selv om jeg ikke skylder nogen en forklaring.

For at undgå stress-situationer hørte jeg om en metode, så jeg undgår at blive 'set', når jeg læser beskeder. Jeg sætter telefonen på flyfunktion først, for så kan jeg læse beskeden, uden den anden ser det.

Engang slettede jeg faktisk Messenger og Facebook i 14 dage, og det var utroligt, hvor meget tid jeg pludselig havde til rådighed.

Alligevel geninstallerede jeg det igen, fordi det er måden at holde kontakten på og få invitationer. I min gymnasieklasse var der en, der ikke havde Facebook, og vi glemte hele tiden at invitere ham. Det er, hvad der sker.

3: Instagram

Jasmin på 19: Instagram var med til at give mig spiseforstyrrelse - nu er jeg influencer

Da jeg fik Instagram, var jeg 13 år. Mine veninder postede allerede en masse, men mine plejeforældre sagde, at jeg skulle vente, til jeg var gammel nok.

Jeg var blevet lidt træt af Facebook. Det var der, de gamle var, og der var alt for meget tekst. Instagram føltes fra starten som min platform, hvor jeg kunne være kreativ.

Jeg lagde flere posts op om ugen. Random billeder der ikke var gennemtænkt. Det var alt fra venner i skolen, fra gymnastik, hvis jeg fik noget nyt tøj, mad og selfies. Det var dejligt at få likes, og jeg begyndte at få flere og flere. Det gik jeg i starten rigtig meget op i. Næsten nogle gange mere end nu.

Samme år som jeg fik Instagram, fik jeg anoreksi og bulimi. En af grundene var, at jeg kiggede så meget på Instagram og blev næsten motiveret til at få en spiseforstyrrelse. Der var så meget fokus på at være tynd, og jeg følte mig fed. Heldigvis kom jeg i behandling og var indlagt en måned på hospitalet og blev rask.

Nu er jeg blevet influencer, og det er en helt naturlig ting for mig at tænke Instagram, når jeg rejser eller laver noget spændende.

Men jeg har også lavet nogle opslag, hvor jeg fortæller om min spiseforstyrrelse, fordi jeg gerne vil gøre andre opmærksom på, at du ikke ser hele sandheden på Instagram. Billederne er redigeret, og man tager 100 billeder i en bikini og vælger det, der er flottest.

Nogle af mine billeder får over 10.000 likes, andre får 6.000 likes, men det er ikke noget, jeg stresser over. Det giver mig mulighed for at finde ud af, hvad mine følgere gerne vil se.

I starten tænkte jeg meget over, om jeg selv skulle lægge bikinibilleder op, da jeg ved, hvordan kropsidealer kan påvirke andre. Men det er en svær balance, for man skal også holde sit image ved lige, og det er bikinibilleder, der giver allerflest likes.

4: Snapchat

Hollie på 18: Jeg sender 250 snaps om dagen - det dobbelte i weekenden

Jeg fik Snapchat, da jeg var 12 år, og siden kan jeg faktisk ikke huske en dag, hvor jeg ikke var på snappen. Mit bedste gæt ville være en dag for fem år siden på en ferie.

Det var ansigtsfiltrene, der gjorde, at jeg tænkte: 'Det skal jeg have!'. Det var så sjovt og nyt, så jeg downloadede Snapchat-appen.

I starten brugte jeg det til at fjolle rundt med mine klassekammerater. Det var fedt at være en del af den gruppe i skolen, der havde Snapchat, og det blev en del af vores sammenhold.

Min far arbejder med IT-sikkerhed, og han tjekkede, hvad jeg lavede på nettet, men på Snapchat kunne vi have samtaler uden at tænke over, om vores forældre kunne se det. Her kunne jeg være mere fjollet og privat.


Jeg skiftede skole i 8. klasse, fordi jeg blev mobbet. Jeg fik en ny god klasse, men en onsdag aften lå jeg hjemme i min seng og kunne se på snappen, at alle mine nye venner var samlet i fritidsklubben, selv om de havde sagt, at de ikke skulle derhen. Jeg blev så ked af det, at hele min verden nærmest faldt sammen. Det var en forfærdelig og mærkelig følelse.

I dag er det helt klart Snapchat, jeg bruger mest til at kommunikere med andre, og jeg bruger det meget mere nu end i starten. Hvis jeg for eksempel skal koordinere med mine venner, når vi skal i byen, tager jeg bare en snap og siger: 'Jeg er her'.

En af de gode ting ved Snapchat er, at det er meget let at sende en besked til en masse på samme tid. Jeg sender op mod 250 snaps på hverdage og modtager det samme. Hvis jeg regner det ud, og jeg er vågen 12 timer på et døgn, bliver det 21 snaps i timen. I weekenden er tallet det dobbelte.

Det lyder forfærdeligt, når man siger tallet højt, men meget af det foregår, uden at jeg tænker over det. Hvis jeg sidder i bussen, og buschaufføren sidder og synger, tager jeg nærmest ubevidst en snap, og så er jeg videre.

5: Tinder

Camilla på 22: Jeg har slettet Tinder flere gange, men vender altid tilbage

Jeg er på Tinder og har været det ad flere omgange, siden jeg var 18 år. Det er en god måde at møde mennesker på, og det giver en anerkendelse og et selvtillidsboost.

Men Tinder er også lidt tabubelagt, lidt ligesom trøstespisning. Derfor går jeg ikke på Tinder, når jeg er offentlige steder, hvor folk kan se det, og jeg har slået alle notifikationer fra, så det ikke forstyrrer i min hverdag.

Selv om jeg har været på et par gode dates, fandt jeg ret hurtigt ud af, at appen også medførte dårlige ting i mit liv. Det er en underholdningsapp, hvor dating bliver et spil. Konceptet får noget grimt op i folk. 'Hvad nu hvis'-følelsen bliver intensiveret, når det eneste du skal gøre, er at kigge på din mobil, hvor der venter 15 nye dates.

Det er en stor buffet, du har lige ved hånden, og så er det svært kun at nøjes med én ret. Derfor vil jeg helst møde en fyr, som aldrig har været på Tinder og derfor ikke har den tankegang. Ham finder jeg bare ikke på Tinder.


Jeg har en veninde, som var på date med en fyr og opdagede, at han sad på Tinder imens. Det lyder absurd, men det er ikke så unormalt igen. En anden veninde ventede på sin Tinder-date, som ikke dukkede op. Da hun prøvede at skrive til ham, havde han unmatchet hende - uden at give hende mulighed for at bede om en forklaring, da de ikke havde udvekslet numre eller fulde navne. Den type adfærd, som nok kan betegnes som 'ghosting', var ikke rigtig en ting før Tinder, og den er på ingen måde i orden.

Derudover er det som om, at det på Tinder er mere legitimt at have gang i flere på samme tid. Det er som om, respekten for andre daler, når man ikke har andet tilfælles end et swipe.

Jeg har prøvet at få copypastede beskeder fra fyre, som har glemt at rette navnet, eller som bare sender en GIF uden så meget som et 'hej'.

Jeg synes, det viser, at den sårbarhed, der er ved dating, hvor man har noget på spil, bliver taget væk, fordi det er så nemt. Du behøver ikke give noget af dig selv. Derfor har jeg slettet min Tinder-profil flere gange.

Alligevel er jeg nu på Tinder igen, og det er der to årsager til;
Det er let tilgængeligt, og det er rart med noget mandlig opmærksomhed. Jeg har travlt og har ikke tid til at bruge mine weekender på at gå i byen.

Faktisk har jeg lige mødt én, som jeg har set nogle gange, men det er ikke så fast, at jeg har slettet min profil endnu.

6: Pokémon Go

Mickey på 28 har Asperger: Jeg har fået et helt nyt liv med Pokémon Go

For to år siden havde jeg svært ved at være sammen med andre og snakke med andre. Jeg var alene og en smule ensom. Det har jeg været, siden jeg var lille. Jeg blev diagnosticeret med Aspergers syndrom, en mild form for autisme, da jeg var otte år, og efter to år i folkeskolen røg jeg i en specialskole.

Jeg har tit følt mig udenfor, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle være sammen med andre mennesker, og det gjorde mig nedtrykt.

Men det hele ændrede sig, da jeg så en reklame for Pokémon Go. Jeg havde spillet det på Gameboy, da jeg var barn, og det gav mig mulighed for at genoplive drømmen om at blive Pokémon-træner.

Spillet tvang mig til at være social, fordi konceptet er, at du ikke kan klare det hele selv, men er nødt til at møde andre i det virkelige liv. Jeg begyndte at bevæge mig mere ud i Fredensborg, hvor jeg bor, og jeg begyndte at snakke med andre om spillet. For første gang følte jeg, at jeg hørte til et sted.


Fordelen med Aspergers er, at hvis der er noget, der fanger min interesse, bygger jeg meget viden op. Den viden vil jeg gerne dele med andre, så jeg kastede mig ud i det og begyndte at give folk råd, både online og i virkeligheden. Jeg er blevet en slags vidensdatabank, som kan hjælpe folk, og det får mig til at føle mig værdsat af andre. Jeg føler, at jeg bidrager med noget.

Det har også gjort, at jeg har tabt 25-30 kilo, fordi jeg hver dag går op mod ti kilometer.

Jeg spiller op mod fire timer hver dag, nogle gange kan jeg godt komme højere op. Rekorden er 12 timer. Jeg ved godt, at jeg måske bliver mere afhængig af min telefon ved at spille så meget. Og jeg ved, at der er firmaer, der tjener godt på spillet. Men det giver mig så meget socialt, at det for mig opvejer alt det negative. Spillet har forandret mit liv.

7: #DetErKompliceret

#DetErKompliceret: Jesper på 26 både hader og elsker sin telefon på samme tid


Egentlig havde jeg sagt, at jeg aldrig skulle have en ven som dig. Men efter jeg fik dig i 18 års fødselsdagsgave, kunne jeg sgu meget godt lide dig alligevel. Du er sjovt nok den eneste gave, jeg kan huske, jeg fik, da jeg fyldte 18. Så meget betød du.

Straks gjorde du mit liv lettere, og jeg var ikke meget på computeren, efter jeg lærte dig at kende.

Før havde jeg bare siddet og stenet lidt i bussen på vej til skole i mine egne tanker, men med dig var det slut med at kede sig. Vi kunne høre musik, lave playlister og tjekke en masse random videoer ud på alle tider af døgnet. Jeg fik set en masse Casper & Mandrilaftalen på vej til skole.

I dag har du været min bedste ven i otte år. Du passer tiden, minder mig om mine aftaler, passer på mine penge og sørger for, at jeg får sagt tillykke til mine venner, når de har fødselsdag. Og alt det andet.

Men på det seneste har jeg også indset, at jeg er nødt til at holde en pause i vores forhold. Jeg er nemlig blevet afhængig af dig. Giver du den mindste lyd fra dig, har du min fulde opmærksomhed.

Det er faktisk lidt uhyggeligt, hvordan det har taget overhånd.
Derfor tog jeg også på sheltertur uden dig i tre dage.


Det er den længste pause, vi har haft i otte år. Det sjove er, at jeg egentlig ikke savnede dig. Faktisk oplevede jeg turen på en anden måde og fik set mig lidt mere omkring.

Jeg vil ikke undvære dig helt, for du er en virkelig god ven, men jeg vil skære ned på vores tid sammen.