Er det pengene værd?

En valuta, der kun findes på internettet, en himmelseng til hunde og en liter whisky til 3,3 millioner kroner. Her er fem eksempler, hvor du kan spørge - er det pengene værd?

Er det pengene værd?

En valuta, der kun findes på internettet, en himmelseng til hunde og en liter whisky til 3,3 millioner kroner. Her er fem eksempler, hvor du kan spørge - er det pengene værd?

Scroll for at læse

Dyre slatter

Baren på Waldhaus Hotel, der ligger i Schweiz, er berømt for sin samling af whisky. Der er 2.500 flasker. Og den dyreste af dem er en Macallan Special Reserve fra 1878.

I juli købte en kinesisk gæst to centiliter af den dyre single malt whisky, da han havde overbevist barens manager om at åbne den gamle flaske.

Prisen for det lille glas var cirka 63.000 kroner.
Fotos af både flaske og den unge kineser, der smilende stod i sin camouflagefarvede t-shirt og holdt om glasset med den 139 år gamle væske, kom ud på internettet og de sociale medier.

Her pegede whiskykendere på, at flasken var en forfalskning. Blandt andet var etiketten for ny. Proppen var ikke ældet.

Hotellet er gået sammen med producenten om at efterforske sagen. Indtil videre er der ikke nogen kommentarer fra kineseren om, hvordan whiskyen smagte.

Maling til milliarder

Det var en af de største kunsthandler nogensinde, der blev lavet i 2016. Sælgeren var Kenneth C. Griffith, der står i spidsen for et investeringsfirma, som forvalter 165 milliarder kroner. Køberen var David Geffen, der blev milliardær på underholdning og musiknavne som Guns N’Roses og Aerosmith.

Det var to malerier, som Griffith og Geffen handlede med. Og de blev enige om et godt og rundt tal på 500 millioner dollars. Det svarer til 3,1 milliarder kroner.

Det billigste af malerierne var Jackson Pollocks “Nummer 17a”, som er lavet i hans traditionelle “dryp og hæld” stil. Det andet hedder “Interchange” og er malet af den hollandsk-amerikanske kunstner Willem de Kooning i 1955. Det kostede så 300 millioner dollars, hvilket svarer til 1,8 milliarder kroner.

Dermed er “Interchange” også verdens dyreste maleri. Paul Gaugins "When Will You Marry" blev solgt på auktion i 2015 til 300 millioner dollars, forlød det dengang, men en retssag om kommissionen er på vej i Storbritannien, for prisen var efter sigende blot 210 millioner dollars.

Himmelseng til hunden

Hvis man har en hund, skal den selvfølgelig kun have det bedste, man kan få. Og her er der hjælp at hente på internettet, hvor der er flere butikker, som sælger hundeudstyr i den dyre ende.

For eksempel kan man købe en himmelseng, der er bygget i solidt træ og har gardiner med satin. Toppen er håndmalet i mønstre inspireret af Eiffeltårnet og beklædt med krystaller fra Swarowski. Madrassen er fyldt med fibre af eksklusiv kvalitet, som der står i beskrivelsen, og sengelagnets farver er i nuancer af guld, lilla og sølv.

Sengen er “overdådig og majestætisk”. Men hvis det ikke er nok, så kan man også købe en lysekrone, der efter sigende skulle give et “romantisk lys”. Der skal man dog først forhøre producenten om prisen. Og ellers kan man købe himmelsengen for 100.000 kroner.

Virtuelle penge

Søndag den 13. august røg prisen for en enkelt bitcoin op på 4.225,40 dollars. Det svarer til cirka 26.600 kroner.

Bitcoins værdi er tredoblet i 2017. Markedsværdien er nu på 64 milliarder dollars. Altså omkring 400 milliarder kroner. Men det har sikkert ændret sig, når du læser dette, for ifølge Bloomberg er bitcoin cirka 10 gange mere volatil end guld. Kursen ryger hurtigt op og ned.

Men lige nu er bitcoin kostbare. Det skyldes, siger analytikere, at investorerne forsøger at sprede risici ved ikke kun at investere i traditionelle aktiver som guld og amerikanske dollar.

Mange frygter dog, at bitcoin er ramt af hype, der minder om dotcom-bølgen. For den er støttet af en stat eller for eksempel guld. Den findes kun på nettet. Dens værdi er, at folk tror på den.

»Bitcoin er en god transportmekanisme men mindre god at bruge som et værdiopbevaringssystem som den danske krone,« siger Jan Damsgaard, der blandt andet forsker i digitale betalingsstrukturerer på Copenhagen Business School.

Kostbar brasilianer

Han er 25 år og kan spille bold. Faktisk har han så godt styr på fødder og fodbold, at fodboldklubben Paris Saint-Germain har betalt cirka 1,6 milliarder kroner for den brasilianske verdensstjerne Neymar.

Det gik da også godt for Neymar, da han i august spillede sin første kamp for den franske fodboldklub, som vandt 3-0 over Guingamp. Han scorede selv et enkelt mål og havde en afgørende fod med de to andre.

Neymar blev købt i FC Barcelona, hvor han havde spillet i fire år. Det var dog ikke på grund af pengene, at han flyttede nordpå til Paris.

»Det har aldrig været pengene, der har motiveret mig. Det er lykke, som jeg tænker på. Hvis jeg fulgte pengene, så ville jeg nok være taget til et andet land«, sagde Neymar under pressemøde til blandt andre nyhedsbureauet AP.

Credit