Sådan får du bedre sæd

Mænd har fået dårligere sæd de sidste 40 år. Men heldigvis kan der gøres en masse for, at sæden bliver bedre.

Sådan får du bedre sæd

Mænd har fået dårligere sæd de sidste 40 år. Men heldigvis kan der gøres en masse for, at sæden bliver bedre.

Scroll for at læse

Mænds sædkvalitet er blevet dårligere. Det viser en stor undersøgelse fra sommeren 2017.

Faktisk viser undersøgelsen, at der nu kun er halvt så mange sædceller i mænds sæd, som for 40 år siden.

Peter Humaidan er professor i medicin ved Aarhus Universitet. Han siger, at der heldigvis er gode nyheder for mænd med dårlig sædkvalitet.

DNA-brud giver dårlig sæd

Sædens kvalitet bliver normalt undersøgt ved at måle antallet af sædceller, og hvor hurtigt de bevæger sig. Men Peter Humaidan mener, at der er andre ting, der siger noget om sædkvaliteten.

Han mener nemlig, at DNA-brud betyder meget for sædkvaliteten. Derfor er han begyndt at undersøge sædcellerne for DNA-brud.

- Hvis en mand har mellem 15 og 25 procent brud på DNA’et, så påvirker det sædcellernes evne til at befrugte, siger Peter Humaidan.

Ny undersøgelse hjælper allerede

Peter Humaidan siger, at de nye undersøgelser for DNA-brud allerede har hjulpet mænd med dårlig sædkvalitet.

Hvis man ved, at man har mange DNA-brud, kan man nemlig selv gøre noget ved det. For eksempel ved at ændre sine kostvaner.

En af Peter Humaidans patienter fik nye kostvaner for at gøre sin sædkvalitet bedre. Patienten havde 32 procent færre DNA-brud efter et par måneder.

Læs videre og få Peter Humaidans fem gode råd til, hvordan du får bedre sæd.

1. Stop med at ryge

Det er dårligt for sædkvaliteten at ryge. Rygning skaber nemlig flere DNA-brud i sædcellerne.

- En storryger har 50 procent mindre sandsynlighed for at gøre sin kæreste gravid, siger Peter Humaidan.

Han siger også, at storrygeres kærester har 30 procent større sandsynlighed for at få en spontan abort før uge otte af graviditeten.

2. Dyrk mere motion

Det er godt for sædcellerne, når kroppens egne antioxidanter bliver aktiveret. Det gør de, når man dyrker motion, siger Peter Humaidan.

Han forklarer, at antioxidanterne modvirker DNA-brud i sædcellerne.

- Antioxidanterne sørger for, at der kommer færre DNA-brud i sædcellerne, og så får du også udløst endorfiner, når du motionerer. Og det har nok også en effekt, siger Peter Humaidan.

3. Tab dig, hvis du vejer for meget

Det er dårligt for sædkvaliteten, hvis sædcellerne bliver for varme. Peter Humaidan siger, det ofte sker, hvis man vejer for meget.

Testiklerne kan nemlig nemt blive klemt mellem mandens lår, hvis han er overvægtig. Så bliver testiklerne ikke kølet ned, selvom det er årsagen til, at de hænger uden på kroppen, siger Peter Humaidan.

Det er dårligt for sædkvaliteten. For hvis en sædcelle får for meget varme, er der større risiko for, at den får DNA-brud, siger han.

4. Drik mindre alkohol

Alkohol skader sædcellernes DNA, og det gør sædcellerne langsommere. Sædcellerne får faktisk tømmermænd efter alkohol, ligesom man selv gør, siger Peter Humaidan.

Sædkvaliteten bliver faktisk allerede dårligere, hvis man drikker fem genstande om ugen. Det viser en dansk undersøgelse.

Den danske undersøgelse viser også, at sædkvaliteten bliver meget dårligere, hvis man drikker mere end 25 genstande om ugen.

5. Spis de rigtige kosttilskud

Forskning har vist, at de rigtige kosttilskud kan gøre sædkvaliteten bedre.

Ifølge Peter Humaidan giver de rigtige mængder zink i kroppen færre DNA-brud i sædcellerne. Zink giver også mere testosteron.

Peter Humaidan siger dog, at det er vigtigt at tale med sin læge, før man tager kosttilskud. Der kan nemlig være andre ting, der virker bedre.

Credit


Original tekst: Jeppe Kyhne Knudsen

Redigeret af: Mette Scheel Persson

Illustrationer: Mathis Birkeholm Duus



Kilde: Peter Humaidan, professor i medicin ved Aarhus Universitet