CO2 beregneren er et illustrativt værktøj, der har til intention at vise, hvor meget drivhusgas forskellige transportmidler udleder i forhold til hinanden.

Flyet er en klimagris

Der er mange faktorer på spil, når man skal regne ud, hvor meget drivhusgas, forskellige transportformer udleder.

Tager du bilen med på hurtigfærge, udleder du fx meget mere drivhusgas end du typisk gør ved at flyve. Medmindre altså at bilen er helt proppet med passagerer. Og når du flyver i over ti kilometers højde, påvirker flyets udledning af vanddampe regnestykket. Det kan betyde, at den samlede klimabelastning ved de lange flyruter er op imod dobbelt så høj som klimaberegneren ovenfor viser.

Men sikkert er det, at fly er klimagrise: Der udledes store mængder drivhusgasser per kilometer, og man flyver ofte længere væk end man ville have kørt med tog eller bil.

Derfor er en effektiv måde at nedbringe dit personlige klimaaftryk på, at du minimerer antallet og længden af dine flyrejser.

Men vil du ud at rejse med fly, så er der alligevel nogle ting, som du kan gøre for at rense din samvittighed lidt, siger Henrik Gudmundsson, der er seniorkonsulent i Tænketanken Concito.

Første klasse er værst

Det første er at klemme dig ned på et economy-sæde:
– Business og især førsteklasse-passagerer tager væsentlig mere plads i flyet. Derfor regner man dem for at have en større udledning per sæde-kilometer end os, der flyver på monkey, forklarer han.

Kompenser klimaet

Derudover kan du overveje at købe aflad ved at miljøkompensere rejsen. Det betyder, at du med nogle procent af flybillettens pris for eksempel støtter projekter, der investerer i skovplantning og beskyttelse:
– Der findes et antal hjemmesider, hvor man kan købe andele i, eller støtte til, CO2-kompenserende projekter, siger Henrik Gudmundsson.

Eksempler er Carbonfund.org og Atmosfair.de. Henrik Gudmundsson understreger dog, at der er mange flere sider, og at det er kompliceret at vurdere, hvilke sider, der giver det bedste afkast for klimaet.

Sådan gjorde vi:Udledningen i fly er udregnet efter den gennemsnittelige udledning af drivhusgasser i timen per passager på et direkte rutefly fra København til Madrid i Spanien på økonomiklasse. Spanien var i 2017 det absolut mest populære feriemål for danskere, og derfor er netop denne rute valgt. Udledningen af CO2 er i virkeligheden dog ikke fuldstændigt linært med flytiden, og derfor vil der være en usikkerhed forbundet med beregneren, især når man bruger den til at udregne de korteste og længste flyruter.

CO2 udledningen på andre ruter vil dog kunne variere fra denne, da bl.a. udledningen af visse drivhusgasser afhænger af hvor højt man er oppe i atmosfæren, og den totale udledning vil også være påvirket af bl.a. flytype, hvor fyldt flyet er (vi har brugt den gennemsnittelige belægning) og hvilken klasse der rejses på. Desuden stiger udledningen af CO2 ikke fuldstændigt lineær med flytiden, og derfor vil der være en usikkerhed forbundet med beregneren, især når man bruger den til at udregne de korteste og længste flyruter.

Udregningen er baseret på at turen København-Madrid tager 3 timer og 15 minutter. Udledningen af udledte drivhusgasser er fundet på siden www.klimasmartsemester.se, som er udviklet af bl.a. forskere fra Chalmers tekniske universitet i Göteborg. Beregneren tager hensyn til alle former for drivhusgas, og omregner disse til CO2-equivalente.

CO2 udledning for bilkørsel er udregnet for en Peugeot 208 benzinbil fra 2017, som var den mest solgte bil i Danmark i 2017. Vi har regnet med 1,3 mennesker i bilen (gennemsnitlige antal passagerer i Danmark, 2017, DTU). Kører man fx fire personer på ferie i en bil, vil man udlede væsentligt mindre CO2 per person end angivet i beregneren.

Den gennemsnittelige udledning i bil er blevet pålagt 25% for at imødekomme forskellen mellem bilproducentens udledning under optimale forhold og den faktiske udledning (det er den procentsats, som det Europæiske Miljøagentur anvender).

CO2 udledningen i tog er beregnet ud fra et DSB Intercitytogs udledning per personkilometer, oplyst i DSBs miljørapport 2017. De danske tog er dieseltog og derfor ikke blandt verdens mest miljøvenlige. Hvis man kører i et moderne eltog, kan man forvente endnu flere kilometer for samme CO2-udledning.

Gennemsnittelige udledning per person i Congo er hentet fra Verdensbankens liste, nyeste år er 2014, og man kan med rimelighed forvente at den er steget lidt siden.

Vil du have en mere nøjagtig udledning af drivhusgasser på din rejse, henviser vi til den svenske hjemmeside klimatsmartsemester.se, der tager højde for flere variabler.

Klimaberegneren er udviklet med sparring fra Henrik Gudmundsson, seniorkonsulent i Tænketanken Concito.

Spørgsmål til beregningerne skal sendes til journalist Emilie Aagaard

Credit


Tekst og research: Emilie Aagaard


Redaktør: Frederik Storm


Grafik: Morten Fogde Christensen


Programmering: Thomas Rix