Liget kommer ind på et stålbord. Obducenten undersøger liget og vupti, efter kort tid kan han på minuttet anslå, hvornår personen er død og med hvilket mordvåben. Det er billedet, vi kender fra tv. Meeen sådan foregår det ikke helt i virkeligheden.

Ifølge retsmediciner ved Aarhus Universitet, Asser Hedegård Thomsen, er det svært at være helt præcis i forhold til dødstidspunktet.

- Når vi kigger på ligpletter, dødsstivhed og temperatur på liget, giver det en indikation om, hvornår personen er død. Men temperaturen på gerningsstedet, personens vægt og hvor meget tøj, de har på, kan sætte skub i processerne, så nedbrydningen af kroppen sker hurtigere. Det er biologi, så der er ikke noget, der er ligesom på fjernsyn, siger han.

Jo, højere temperatur, desto kraftigere dødsstivhed og desto hurtigere går liget i forrådnelse. Derfor tager retsmedicineren altid en måling af temperaturen på gerningsstedet, så han sammenholde den, når han undersøger liget.

Og ligpletterne er ikke det eneste, der røber noget. Ifølge retsmediciner Asser Hedegaard Thompsen, ser man også på, hvor meget kroppen er gået i forrådnelse.

- Ligesom når et blåt mærke ændrer hudens farve, så ændrer kroppen farve, når vi dør. Det skyldes, at de bakterier, der lever i vores krop, begynder at nedbryde den. Først bliver liget grønt på maven og langsomt breder misfarvningen sig rundt i kroppen, forklarer han.

Med tiden skifter kroppen farve fra grøn til blå og til sidst til sort - og den bliver mere og mere oppustet. Og det kan fortælle retsmedicineren noget om, hvor lang tid personen har været død.

Kemiske processer i musklerne gør, at de begynder at stivne kort tid efter, personen er død. Og det er en tredje metode, som retsmedicineren kan bruge til at sige noget om, hvornår personen er død, forklarer Asser Hedegaard Thompsen.

- Dødstivheden kommer i løbet af få timer. Efter omkring 8-12 timer begynder musklerne lige så stille at bløde op igen, fordi de begynder at blive nedbrudt, siger han.

Musklerne kan være hårde i helt op til 72 timer, før de er helt bløde igen. Får retsmedicineren et lig ind med bløde muskler, ved han altså, at liget mindst er nogle dage gammelt.

Og for at komme endnu nærmere et mere præcist dødstidspunkt, tager han temperaturen på liget, som jo længere tid der er gået, siden døden er indtruffet, nærmer sig stuetemperatur.

En efterforsker i CSI jubler over at have fundet den formodede gerningsmands DNA på gerningsstedet. Sagen kan nærmest lukkes med det samme. Sådan er det på tv, men det stemmer ikke helt overens med virkeligheden.

DNA er nemlig ikke noget endegyldigt bevis.

- Sporet kan være endt på gerningsstedet på mange måder. Og det er ikke ensbetydende at vedkommende er skyldig, forklarer Bo Thisted Simonsen, der som retsgenetiker ved Københavns Universitet analyserer de dna-prøver, politiet opsamler ved drabsager.

I USA har der været en række sager, hvor uskyldige er blevet dømt, fordi der er blevet begået fejl i laboratoriet - og deres DNA tilfældigvis bonede ud.

Det er nemlig meget let at komme til at “forurene” en DNA-prøve eller på anden måde forstyrre undersøgelsen ved forbytning af prøver og fejlmærkninger. Det kan ske, hvis politi eller teknikere på laboratoriet ved en fejl kommer til at røre ved bevismaterialet - eller fabrikanten af det udstyr, som politiet bruger til at opsamle prøverne, ved en fejl leverer det med menneskelig DNA på, forklarer Bo Thisted Simonsen.

Lige præcis det skete i Tyskland, hvor politiet gennem femten år ledte efter en massemorder, som de havde fundet DNA fra i seks mordsager. Den kvindelige morder fik navnet ‘Fantomet fra Heilbronn’, men i 2009 viste det sig, at hendes DNA allerede var på de vatpinde, som politiet brugte på gerningsstedet. Hun arbejdede nemlig på den fabrik, der leverede vatpindene til politiet.

Ifølge Bo Thisted Simonsen er det dog aldrig gået så galt i Danmark.

- Så vidt jeg ved, er der aldrig blevet fejldømt nogen i Danmark på grund af DNA-undersøgelser. Jeg kender jo ikke alle sager, og hvordan de bliver afgjort ved domstolene, men alle DNA-undersøgelser i Danmark går gennem vores laboratorium, siger han.

Når retsgenetikere som Bo skal finde ud af, om blod, tøj eller våben fundet på et gerningssted tilhører den mistænkte, laver han en vurdering af sandsynligheden for, at DNA-profilen kommer fra den mistænkte i forhold til en tilfældig person i befolkningen. En profil er med andre ord aldrig 100 procent sikker.

Enæggede tvillinger har eksempelvis ens DNA-profiler, og fejl i indsamlingen og analysen af DNA-prøven kan være med til at give et misvisende resultat.

Derfor laver Bos afdeling altid to DNA-profiler for hvert biologisk spor for at kunne sikre sig, at der ikke er gået noget galt i analysen.

- Hvert spor bliver undersøgt to gange uafhængigt af hinanden for at være sikker på, at undersøgelsen holder. Og så har vi en ‘kontaminationbsdatabase’ - hvor DNA-profiler fra alle, der arbejder hos os ligger, siger han.

Hvis en af hans medarbejderes DNA-profil matcher en af prøverne, betyder det dog ikke, at medarbejderen udelukkes fra politiets efterforskning. Der er en aftale om, at resultatet meddeles politiet, som så vurderer, om det har vægt i efterforskningen, forklarer han.

Før Bo sender en rapport med resultaterne afsted til politiet, skal blodet, sæden eller hudcellerne forvandles til en DNA-profil. Og det er en tidskrævende proces, der som regel tager en til to uger, forklarer han.

DNA’et skal nemlig isoleres i blodet - og i langt de fleste tilfælde skal det kopieres, så der er nok materiale til at lave tests af.

- Vi bruger noget, der hedder PCR [polymerase kædereaktion red.] til at kopiere DNA’et. Det er en slags DNA-kopimaskine, siger han.

PCR-teknikken gør, at Bo og hans kolleger kan lave en DNA-profil af selv mikroskopiske spor af DNA, fordi de kan kopiere det så mange gange, de har lyst.

- Vi sender DNA-stykkerne gennem en elektrisk ladet gele. Stykkerne er negativt ladede, så de bevæger sig, når vi sætter strøm til. De lange stykker er tungere og bevæger sig langsommere end de korte. Og kender vi tiden, det tager for stykket af bevæge sig igennem geleen, kan vi regne længden ud, forklarer han.

Resultatet bliver en række tal, som viser længden på de forskellige sekvenser - og det er de tal, Bo afleverer til politiet, som så taster dem ind i DNA-databasen for at lede efter et match. En såkaldt DNA-profil.

På tv sprøjter en kriminaltekniker et kemikalie udover et tæppe og pludselig afsløres blodpletter, der ellers var usynlige, og han kan konstatere, at det her må være gerningsstedet.

Helt så let går det ikke i virkeligheden. Ifølge kriminaltekniker og afdelingsleder ved Nationalt Kriminalteknisk Center, Mette Boldsen, bruger politiet kemikaliet - kaldet luminol - ved relevante efterforskninger. Men når noget lyser op, er det ikke nødvendigvis blod.

- Luminol visualiserer blod, men også andre ting. Rust og blegemiddel kan lyse op i mørke. For at være sikker på, at det er blod, så laver vi udover en visuel test en spottest for, om det er humant blod, siger hun.

Testen, politiet bruger, hedder HemDirect, og den fungerer lidt ligesom en graviditetstest, forklarer Mette Boldsen.

- Du tager en lille plastikpind, der er med i sættet og aftørrer, hvor du tror, der er blod. Og så putter du den ned i en væske og ryster den et minut. Så hælder du væsken ud på en plade, og hvis der kommer to streger, så er der tale om menneskeblod, siger hun.

Luminol er et pulver, som bliver til en væske, når det bliver blandet med brintoverilte. En væske som kriminalteknikeren så kan sprøjte på gulve, tæpper, vægge eller møbler. Væsken lyser op med et blåt lys, hvis der er blod - også gammelt blod.

Vores blod indeholder nemlig et protein, der hedder hæmoglobin - det protein der transporterer ilten rundt i vores krop - og det indeholder jern. Jernet i vores blod sætter gang i en kemisk reaktion, når luminol-blandingen sprøjtes på. Den reaktion skal af med overskydende energi - og det sker i form af blåt lys.

Men det er ikke et særligt kraftigt lys, og det lyser kun i omkring 30 sekunder, så det er ikke i alle situationer, vi bruger luminol, forklarer kriminaltekniker Mette Boldsen.

- Luminol kræver, at du kan mørklægge et rum. Og det kan vi ikke altid. Heldigvis kan vi lave visuelle undersøgelser på andre måder. Vi bruger tit speciallys, hvor vi kan udsende lys med helt bestemte bølgelængder - og det kan afsløre spor, vi ellers ikke kan se, siger hun.

Du har sikkert også set kriminalteknikerne stå med orange briller i CSI og lyse med et blåt lys. Det ser meget højteknologisk og avanceret ud, men det er det egentlig ikke. Det er nemlig sådan et speciallys, Mette Boldsen taler om.

Forskellige kropsvæsker som sæd, blod eller krudtslam lyser op ved bestemte bølgelængder. Og det kan politiet kun se, hvis alle andre bølgelængder bliver skrællet væk. Det er derfor, man bruger brillerne, forklarer hun.

Hvis du er en af dem, der har set den populære tv-serie Dexter, har du sikkert også tænkt, at så meget kan man da heller ikke regne ud ved at studere blodpletter på væggen.

Men faktisk er der meget at lære fra blodet. Politiet i Danmark bruger nemlig ‘blodstænksanalyse’, som det hedder. I de fleste af deres drabsefterforskninger, forklarer kriminaltekniker Mette Boldsen.

- Vi har fire personer i Danmark, der er specialister i blodstænk, men alle kriminalteknikere får en basisuddannelse i det. Og vi bruger det ofte, siger hun.

Blodstænk kan være med til at give politiet en idé om, hvilket mordvåben, der er blevet brugt, hvor mange gange ofret er blevet slået eller skudt, og om ofret lå ned eller stod op, da han blev slået ihjel.

Projektilet er ikke det eneste, der kan fortælle kriminalteknikerne noget om drabet. Patronhylstret afslører eksempelvis, hvilken type våben, der har affyret skuddet. Hylstrene er nemlig meget forskellige fra pistoler over haglgeværer til automatrifler.

Og så røber krudtslam på ofret eller den formodede gerningsmand, fra hvilken afstand våbnet er blevet affyret.

- Hvis der er krudtslam på ofrets tøj, kan vi ved analyse sige noget om afstanden, skuddet er afgivet fra. Og vi finder ofte krudtpartikler på gerningsmanden, fordi har han affyret skudet i modvind, fortæller hun.

Mette Boldsen understreger dog, at projektiler, hylstre og krudtslam er flygtige spor - som aldrig vil kunne bruges som de eneste beviser i en retssag.

- De ballistiske spor vurderes altid sammen med faktiske undersøgelser, som hvilken mobilmast mistænktes telefon har været logget på eller øjenvidneberetninger, siger hun.

Et hvidt pulver pustes af en kriminaltekniker ud over et køkkenbord, og en række perfekt bevarede fingeraftryk dukker frem.

Sådan foregår det kun på tv, fortæller kriminaltekniker Mette Boldsen, som understreger, at det ofte kun er brudstykker af fingeraftryk, de finder på gerningsstederne.

Men det gør faktisk heller ikke noget.

- Vi har ikke brug for et perfekt bevaret fingeraftryk, så længe vi kan finde ti specifikke detaljer ved det. Og de kan ligge inden for få millimeter, forklarer hun.

Ligesom på tv bruger Mette Boldsen for det meste hvidt pulver, når hun og hendes kolleger leder efter fingeraftryk.

- Den traditionelle metode til at opsamle fingeraftryk er at bruge pulver og lyse med en lommelygte for at se, hvor de gode fingeraftryk er. Ved hjælp af en gelatinehinde tager vi fingeraftrykket med os, siger hun.

Har du lyst til at lege kriminaltekniker derhjemme, kan du faktisk også løfte et fingeraftryk med et stykke tape, forklarer hun. Sæt et tydeligt fingeraftryk på et glas og prøv dig frem, griner hun.

Hvis fingeraftrykket er afsat med blod, skal der derimod andre metoder i brug. Så fotograferer Mette aftrykkene, og indlæser billederne i computeren hjemme på laboratoriet.

I mere end hundrede år har politiet i Danmark indsamlet fingeraftryk. Og på trods af at metoden er gammel, og nyere metoder som DNA-profilering er blevet føjet til politiets værktøjskasse, så bruger Mette Boldsen og hendes kolleger stadig metoden hele tiden.

Og faktisk er den en meget træfsikker form for identifikation, forklarer hun.

- Hvis vi har ti specifikke detaljer, er fingeraftrykket meget præcist. Usikkerheden er i stedet, hvorfor fingeraftrykket er havnet på gerningsstedet, siger hun.

Fingeraftryk kan, understreger Mette, godt bruges som bevis i en retssag, så når det er et afgørende bevis i CSI, er det ikke helt forkert, slutter hun.