Scroll for at læse

I mange år så jeg til, imens stress nedbrød min mors psyke. Bid for bid. Til sidst besluttede jeg mig for at gøre noget ved det.

Jeg var 24 år, havde lige afsluttet min bachelor, og en nagende dårlig samvittighed havde sat sig i min krop. Derfor flyttede jeg hjem til min mor og far igen.

I dag er det Mors Dag, og i den anledning sætter DR fokus på de sønner og døtre, der i en tidlig alder har taget et voksenansvar over for deres mor.

Tre unge voksne deler deres beretning. Det her er 27-årige Rasmus Jakobsens historie.

I 2004 blev Rasmus Jakobsens mor sygemeldt med stress. Hun kom sig, men arbejdspresset i en ny lederstilling betød, at hun i 2012 gik ned igen. Denne gang var det mere alvorligt. Under sygemeldingen blev Rasmus’ far indblandet i en trafikulykke, hvor han brækkede nakken og ryggen. Det gjorde det ikke lettere for moderen at komme ovenpå.

Normalt er stress en proces, som handler om at komme sig. Men efter flere år stod det klart, at min mor ikke kom sig. Stressen var blevet et konstant stadie af skidt. Hun ville aldrig kunne vende tilbage til sit job som daginstitutionsleder.

Stressen havde naget i vores familie i mange år. Den havde skabt en underliggende nervøsitet, hvor mine søskende og jeg var lidt bange for, om vi kom til at sige noget, der fik mor til at græde.

Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke rigtig var gået ind i, hvordan min mor havde det, og hvordan jeg kunne hjælpe hende. Men det var jeg klar til nu. Vores familie skulle videre. Min mor skulle forme sig en ny identitet, og jeg følte, at jeg kunne hjælpe hende med at formulere, hvem hun var nu, og hvad der skulle ske.

Jeg tilbød mig som en voksen for min mor på det emotionelle plan. En samtalepartner, hun kunne vende alle svære spørgsmål og tanker med. Det omdefinerede vores roller over for hinanden. Nu var jeg mindst ligeså meget den voksne som min mor.

Imens Rasmus boede ved sine forældre på Sydfyn, arbejdede han på en efterskole, hvor han ofte havde aftenvagter. Formiddagene brugte han på at gå ture med sin mor. Det åbnede for en række ærlige samtaler om, hvordan hun virkelig havde det.

I starten føltes det meget unaturligt at stille spørgsmål som 'er du pinlig berørt over at søge førtidspension, mor?' Jeg havde tre store følelser omkring at spørge ind.

Et, jeg var nysgerrig. To, jeg ville gerne være omsorgsfuld omkring det. Hun måtte ikke føle, at jeg gik så tæt på, at det var ubehageligt. Og så var det frygtindgydende. Jeg stak fingrene ind i en del af min mors følelser, som hidtil havde været ukendt land for mig.

Min mor var ærlig. Totalt åben omkring sine sårbarheder. Det betød meget for mig at lære hende at kende voksen til voksen. Men det var også hårdt at blive lukket ind i hendes hoved. Når man er så stressramt, at man ender på førtidspension, er ens psyke ret ødelagt. Det var min mors også.

Jeg forsøgte at være den med overblikket. Mine egne følelser blev skudt til hjørne, for jeg stod ikke først i køen til at være sårbar, syntes jeg.

Jeg blev meget ked af at høre, hvor dårligt hun havde det. Jeg græd, men kun for mig selv. Min mor skulle ikke bekymre sig om mine følelser. Hun havde nok at se til med sine egne, tænkte jeg.

Noget af det hårdeste var magtesløsheden. Hvis din mors psyke går i stykker, kan du ikke købe hende en ny. Jeg kunne ikke løse det for hende, og den erkendelse var sindssyg hård. Men jeg oplevede, at det hjalp mig selv og vores familie, at jeg forstod hendes begrænsninger bedre.

Selv om jeg ikke kunne tage stressen fra hende, kunne jeg gøre det lettere for hende, når vi var sammen. Det pressede min mor at være vært for mange mennesker, og derfor tog jeg over som familiens juleplanlægger.

Vi rykkede julen fra vores barndomshjem og ud i et sommerhus. Og så lavede jeg skemaer over de fire-fem dage, vi var sammen. Jeg gik helt ned i detaljen. Der stod, hvornår vi skulle have hvilke retter, hvem der var ansvarlig for opvask, og hvem der skulle købe ind.

Rasmus boede ved sine forældre i fire måneder. Et stykke tid efter han var flyttet, fik han et opkald fra sin far. Faderen havde en hævet mandel, og den viste sig at gemme på en ubehagelig nyhed.

Min far fortalte, at lægerne frygtede, han havde kræft. Jeg vidste med det samme, at jeg måtte med til samtalen på hospitalet.

Hvis det var kræft, var jeg nødt til at være der og have overblikket. Min far ville sikkert være vildt frustreret. Og min mor ville sandsynligvis være så ked af det og forvirret, at det var svært for hende at overskue, hvad lægerne sagde.
Det var lymfekræft. Jeg var med til flere lægesamtaler for at tage noter, stille spørgsmål og skrive vigtige datoer ned. Så vi fik det hele med.

Jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på det. Det ville være fuldstændig ubærligt, hvis min far skulle dø så ung. Både fordi jeg ville savne ham helt ubeskriveligt, men også fordi det ville være ubærligt, hvis min mor blev efterladt som enke med den psyke, hun havde på det tidspunkt. Jeg var vildt bekymret for hende.

Jeg havde et konstant ønske om at fjerne deres smerte. Det lyder måske skørt, men en dag sad jeg mellem dem i sofaen og holdt dem begge om skuldrene. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne suge min fars sygdom og min mors ked af det-hed over i mig, så ville jeg gøre det. På stedet.

Jeg forsøgte at være den med overblikket. Den, der havde styr på tingene. Mine egne følelser blev skudt til hjørne, for jeg stod ikke først i køen til at være sårbar, syntes jeg. Men det var et fuldstændig misforstået hensyn, jeg tog til mine forældre. Og jeg tror også, at det er en del af forklaringen på, at jeg selv crashede til sidst.

I dag er Rasmus’ far kræftfri, og hans mor har det bedre. Der er ro på derhjemme. Men i december begyndte Rasmus selv at kaste op på sit arbejde, og den snert af angst, han havde haft som teenager, kom buldrende tilbage. Han kunne ikke sove om natten.

I januar kunne jeg ikke fornægte symptomerne længere. Jeg havde stress og måtte deltidssygemelde mig og starte til psykolog.

Psykologens analyse er, at nu var der ro på, og så var der plads til, at jeg kunne bryde sammen. Og du bukker under, når du er den, der melder dig i alle sammenhænge. På jobbet, for vennerne og emotionelt over for dine forældre.

Jeg fortryder på ingen måde, at jeg gik ind i et voksenrum med min mor. Men jeg har et råd til andre i samme situation; Drop martyrrollen.

I mange år holdt jeg fast i at udstråle, at det hele gik godt. Min mor skulle ikke være bekymret for mig. Det var ren Kejserens nye klæder. For eksempel da jeg slog op med min ekskæreste. Jeg var helt smadret. Men da jeg kom hjem til mine forældre, fortalte jeg dem helt nøgternt og iskoldt om bruddet. Jeg kunne ligeså godt have læst et faktuelt arbejdsnotat op, så ligegyldigt lød det. Jeg skulle have sagt 'jeg har det fucking dårligt' og så have grædt.

Det er en god grundregel; Hvis du græder, så græd foran din mor, også selv om hun har stress. Jeg skulle have vist min mor den sårbarhed, hun viste mig. Jeg skulle have grædt sammen med hende. For min mor kan stadig udvise stor omsorg for mig. Det mærkede jeg tydeligt, da jeg fortalte mine forældre, at jeg havde stress.

Credit


Tekst og interview: Trine Hørlyck Bech


Foto: Niels Hougaard


Grafik: Signe Heiredal


Redaktør: Steffen Møgelvang Skjærlund